Kulturkupeen

At lære at dø – klimaforestilling på Mungo Park.

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

At lære at dø – klimaforestilling på Mungo Park.

Begavet, velspillet, velkomponeret og virkelighedsnær er den bedste karakteristik af klimaforestillingen på Mungo Park i Allerød. Rækken af rosende ord kunne fortsætte med superlativer: mest begavede forestilling i denne sæson etc.  Den svenske instruktør, Viktor Tjerneld, der er uddannet i Danmark, har selv skrevet og iscenesat dette formmæssigt stilfærdige stykke dramatik. Indholdsmæssigt er det en bombe, som vi dog  burde være bekendt med.

At lære at dø. Mungo Park. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Hele den oplyste verden er jo i dag vidende om den snigende og dermed ulidelige klimakatastrofe, som truer. Det er en kollektiv fare, som for tiden er skubbet til hjørne, fordi der akut sker så meget uhåndterligt på den storpolitiske arena. Med Ruslands invasion i Ukraine og på lokalt dansk plan med minkkatastrofen, folkeskolens deroute, ældreplejens nedbrud og psykiatriområdets sørgelige skæbne, kan almindelige mennesker ikke oveni rumme angsten for naturkatastrofer etc.

Samtidigt maser alle 98 danske kommuner på med frastødende byggeprojekter som Lynetteholmen og højhuse i Aarhus, nedbrydning af havnemiljøer i danske byer etc. Vi burde gøre noget, og klimakatastroferne holder ikke badeferie, men udvikler sig med accelererende fart.

Selv Lille Greta Thunberg synes at være glemt for en stund, for der er vigtigere spørgsmål, der trænger sig på. Det synes også både den danske klimaminister og miljøminister. For nu er der snart valg, og så skal der kæmpes for ministerbiler, flyrejser til internationale møder  (god undskyldning) etc. og så må tal være tal, forurening være noget man taler om, men ikke “handler på” etc.

At lære at dø. Mungo Park. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Instruktør og forfatter Viktor Tjerneld har på ret genial vis kogt problemstillingen ned til to personer – to ildsjæle, der i begyndelsen lyser af gå på mod i klimaoplysningens navn, men til sidst må give op eller blive hældt ud af systemet. Den unge kommunalt ansatte i teknik og miljø i en lille kommune og her overfor den entusiastiske skolelærer. Flot spillet af henholdsvis Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi.

Først har de for meget energi, men omgivelserne vil slet ikke have dette uforbeholdne engagement i noget så prosaisk som et job.  De trykkes ned af kolleger og chefer, men ingen kan standse de unge pendanter til Ibsens dr. Stockmann. De strør om sig med tal, tabeller og grafer. Det er ekstremt uhyggeligt at tænke på, hvad der er ved at ske med vor fælles klode.

Forestillingen, inklusive den lidt frastødende titel “At lære at dø”, styrer direkte mod afgrunden, men på en ganske ferm måde får instruktøren vendt det hele, så vi bagefter lige klarer at kravle ud af teatret, hitte bilen og fortsætte med  CO2 udslippet etc.

Kan anbefale alle at se forestillingen, Ikke kun for budskabet, også for det meget stilfærdige og konsekvente teatergreb, som instruktøren sammen med skuespillerne har foretaget.

Der har været så megen tyndbenet og overflødigt nyskreven dramatik på det seneste på de danske scener ( læs blot www.kulturkupeen.dk s  anmeldelser). Her er teater og oplysning i smuk symbiose.  Kan anbefales til alle med stærke nerver og et iboende ønske om at gøre noget for kloden. Vi må og skal handle nu.

Endnu en teatersejr for Mungo Park.

PS: Eneste indvending er rent sprogligt. Det hedder:  bomben springer i luften, Bomben bliver sprængt i luften, men han vil sprænge bomben i luften, og han passer på ikke selv at springe i luften.   Dvs. transitivt  er med æ – intransitivt er med i.

 

Anbefales til 15 år og op.

Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi Instruktion og tekst: Viktor Tjerneld  Scenografi: Peter Schultz Lyddesign: Emil Bøll Lysdesign: Jari Matsi Videodesigner:  Christian Halberg

www.mungopark.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.