Anbefalinger af Ulla Strømberg.
August måned i dansens og operakunstens tegn.
I ”gamle” dage var august måned en stille periode for teaterentusiaster. Men sådan er det ikke mere.
Hvor maj og juni er revyernes og det mere avancerede teaters tid, er august blevet den måned på året, hvor ikke mindst operafestivalen og balletgæstespil fylder i København.

Men glem ikke Herning Opera Festival, som finder sted sidste uge i august: 24.-30. august. Se mere på www.herningoperafestival.dk

Kammerballetten viser også i år nye koreografier og på et nyt dansested – det gamle radiohus, Konservatoriets store sal på Rosenørns Allé. “Kaleidoscope” er titlen, hvor Concerto Copenhagen spiller til to danske urpremierer, nye koreografier af henholdsvis Sebastian Kloborg og Tobias Praetorius. Også en koreografi af Paul Lightfoot er med i programmet med dansere fra både Det Kongelige Teater og internationale kompagnier. Der er kun tre spilledage: d.14., 15. og d.16. august. Se mere på www.kammerballetten.dk

En ny dansefestival YES får sin første sæson. Spørgsmålet er om der er kræfter, tid ( og penge) til at tage imod de mange overraskende og ofte overvældende tilbud.
https://yes-dancebiennale.dk/ fra 26.8. – 28.9. 2026. Kulturkupeen vender tilbage.
Dansk Danseteater er også på fødderne her i august – check det hele ud på www.danskdanseteater.dk
Kammerballetter har fungeret i nogle år og sammen med festivalen “København danser” har Kammerballetten været en dejlig vitaminindsprøjtning til alle, der elsker ny koreografi. I år danses i Det gamle Radiohus d. 14.8. og flere dage frem.

Operafestivalen i København www.operafestival.dk er ved at blive en rigtig institution, der efter nogle gode år med britiske Amy Lane pr. september får ny leder, denne gang Louise Beck.
Årets festival synes imponerende. Interessante gratis tilbud er der masser af på Den røde Plads på Nørrebro.Her er alle arrangementer for alle, der kommer forbi – og alt er gratis.
Der er gratis fællessang i tre dage for de morgenduelige. Fredag d.14. er der en hel opera Puccinis “La Rondine” -som vist aldrig tidligere har været opført i Danmark. Søndag d.16. om eftermiddagen er der bl.a. et fællestræf for unge musikere fra mange kulturer og mandag d.17. optræder unge elever fra Operaakademiet.
Tilbagevendende begivenheder, der kræver billet, er bl.a Kanalrundfart og hele Danmarks musikdarlinge (hvis de altså ikke er slidt op inden festivalen begynder) Cilius og Hammer, Her skal man være ved muffen, for Tivolis Koncertsal tager vist 520 kr for de dyreste billetter.

Wagners “Ringen” udlægges for både de helt små, her varer det kun 1 time på Det lille teater – husk billetter, mens for større børn og barnlige sjæle har AFUK også “Ringen” på programmet: “The Ring, forever hot” er overskriften, og der loves et besøg i Valhalla, intet mindre. Underholdningen er skabt i et samarbejde imellem festivalen og Malmø Opera.

Under Passagefestivalen i Helsingør var der urpremiere på en ny avantgarde opera skabt af Hotel Proformas arvtagere. “Silke. Sukke. Sand”. Ekstremt smukt at skue, men lidt svært at følge, da tekstbidder af bl.a. William Blake ikke kunne opfanges. Men som auditiv og visuel nydelse er denne “opera” anbefalelsesværdig. Handlingen skal vist bl.a. referere tilbage til kontraster i de varer, som den gamle handelsby Helsingør engang levede af.

Operafestivalen byder på mere end 145 arrangementer i København fra d.13.8. – 23.8.2026. Læs programmet og find det, som du har tid og råd til. God fornøjelse.