∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bakkens Hvile, 2025.
148 år på Bakken – så gammel er traditionen med Bakkesangerinderne i et af de charmerende træhuse derude i Klampenborg på Dyrehavsbakken. Bakkens Hvile går tilbage til 1877, skriver de selv. Men inden da var der også underholdning derude i skoven, bl.a. ved man, at den lille Johanne (Luise senere Heiberg), der optrådte i forældrenes knejpe.
Imponerende er det, at Bakkesangerinderne holder ud og stadig ser unge og friske ud med Dot Wessman i spidsen. Hun er godt suppleret af Ann Farholt, Tina Grunwald og Sus Mathiasen samt ikke mindst den flittige Kenneth Sichlau som kapelmester.
Men mens Cannes-filmfestivalen i år har skruet ned for nøgenheden på “Den røde løber”, giver damerne på Bakken i stort skrud og flæser den fuld skrue verbalt i de mange sange, gamle som nye.
Men hvor det vovede og pikante kan have sin charme, bliver det bombastisk og næsten ucharmerende, når vulgariteterne femføres med store staveplader.
Det er synd, for Bakkens Hvile er en tidslomme, et fænomen, der i de senere år samtidigt har rangeret på linje med nogle af de danske sommerrevyer, som også lever af at være serveringteater. Men hvem synes, at det er sjovt at høre om besværligheder med sex eller det modsatte i mindst en tredjedel af numrene?
Bakkens Hvile har i de senere år haft en sympatisk interesse for aktuelle samfundsspørgsmål, men det engagement synes at være sendt til tælling i år.
Tilbage er heldigvis nogle af de gamle sange som bl.a. ”Køb blomster, køb Blomster”og ”Gå med i Lunden”. Det er også godt, at Flemming Jensen kan skrive tekster, der er venlige og sjove uden at gå over stregen, mens Sigurd Barrett tilsyneladende ikke kender den grænse.
De fire optrædende damer ligner galionsfigurer på den lille bitte scene. De er gode sammen og har hver nogle kvaliteter, som kommer til fuld udblæsning hen ad vejen: Ann Farholt er gammel jazzsangerinde og trækker det store læs, for hun er ironisk, vittig, overskudsagtig og har en smittende kraft i sin stemme. Dot Wessman er modsætningen med ungpigens evige uskyld og kan få selv en meget vovet vittighed til at lyde pæn. Tina Grunwald står også for de overdådige 1800tals selskabskjoler. På scenen er hun bramfri, og det samme er Sus Mathiesen, men begge gør det med charme og modenhed.
I år er der kun en enkel lille sang til aftenens bartender, politikeren Morten Messerschmidt. Den er helt uden brod, sympatisk, men måske også symptomatisk for vor tid, hvor alle er bange for at sige noget, der kan skure i både ører og øjne. Selv ikke venstrefløjen får andet end et lille hint, da der i en kostumemæssigt fuldtræffer i et nummer om de først syngepiger også er to søpersoner, Dot Wessman og Ann Farholt.
Men tendensen er klar, lidt for klamme seksuelle vittigheder har i år erstatter de ellers nødvendige revysketches om dagen, vejen og Christiansborg.
Jeg var til en pressegeneralprøve. Det kan være, at damerne retter op inden sæsonen kommer rigtigt i gang.
www.bakkenshvile.dk