∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Barberen i Sevilla, munter repremiere på Operaen

Dejligt gensyn med Martin Lyngbos muntre iscenesættelse af “Barberen i Sevilla”  fra 2018 fortsat med de smukke sort/hvide stumfilmsdetaljer i Rikke Juellunds scenografi. Kristjan Ingimarsson koreografi holder – og da Martin Lyngby har været i gang på Det Ny Teater, er det Line Kromann, der har stået for genindstuderingen som synes upåklagelig.

Tiden er skruet frem eller tilbage til ca. 1910. Scenen er sat til ren stumfilm og både intrige og sangere er underordnet den helt specielle stil, som var så karakteristisk for de første stumfilm med klaprende, ledsagende musik og store gebærder.

Historien er lidt fjoget – skrevet i 1775 af Beaumarchais- brugt flere gange som udgangspunkt for opera før Rossini tager sig af fortællingen i 1816 og udødeliggør den.

Figaro er en slags intrigemager . der gerne vil fikse alt, hvis han bare får penge for det, og penge er faktisk det centrale i hele plottet udover kærlighed og begær. Alt kan lade sig gøre, også at greven får den udkårne, blot der er penge på bordet.

Rossini var ung, 23 år, og skrev på bestilling  og i hastværk i 1816 ”Barberen i Sevilla” og tog endog en gammel ouverture fra en anden opera, for der var ikke tid til andet.  At skrive opera var på det tidspunkt nærmest som at være akkordlønnet underholdningsproducent. Men det er stadig en fortryllende, næsten sorgløs opera, også denne aften i 2025 med udenlandske gæstesangere over hele linjen på nær Morten Staugaards gode indsats som den klamme herre, der vil have både myndlingen og sex ved siden af – er  niveauet fint over hele linjen.

Kraftfuldt sunget af alle, måske med mest styrke fra ikke mindst Figaro før pausen.  Gik kraften lidt ud? Dog ikke hos kapellet – der intenst og nuanceret spillede hele vejen igennem.

Der er uendelig mange gode detaljer i iscenesættelsen, og operanovicer kan sagtens begynde her, for det hele går op i en munter underholdende enhed, som nærmest syngende deklamerer:  dette er glemsel i tre timer.

At Beaumarchais’ manuskript  er skrevet nogle år før den franske revolution anes ikke, når alt forflyttes. Men faktum er, at 1910 også er en før krigstid, men sådan er alle epoker, vi nægter bare at tro, at en ny katastrofe altid er på vej.

Anbefaling  til alle aldersgrupper, der gerne vil forstå operagenrens vingefang.

Se tidligere anmeldelser af “Barberen i Sevilla” med flere forklaringer her på kulturkupeen.dk  fra 2018 og 2019.

Barberen i Sevilla. Repremiere på Det Kongelige Teater.