Menu Luk

Bille Erobreren – Bille August, ny portrætbog.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bille Erobreren – Bille August, ny portrætbog.

Ny, flink portrætbog om filminstruktøren Bille August, skrevet af Jacob Wendt Jensen.

Bille August får endnu en portrætbog,  der desværre ikke graver så dybt i hverken personen Bille eller hans mange spillefilm og tv-serier.

Forfatteren bag, Jacob Wendt Jensen, er en ekstrem flittig skribent inden for film og TV-området. Han har stået  bag adskillige publikationer, senest en stor portrætbog om DRs mere underholdende side og tillige et utal  af portrætbøger af primært film- og tv-skuespillere.

Alle Wendt Jensens bøger er venlige og udleverer aldrig den portrætterede. Skribenten er altid loyal til sidst punktum, men det gør, at sproget sjældent blomstrer, og teksten i sig selv ikke sprudler eller synes mættet.

Den gennemgående venlighed bærer Bille August-bogen desværre meget præg af, og når kun ”genstandens” venner  og “genstanden” selv interviewes, er der ikke meget kulør på historien.

Det nærmeste bogen kommer til en konflikt, er et nej fra to døtre, som ikke ønsker at udtale sig om deres kendte og venlige fader. Her er der en lille brudflade, som dog ikke undersøges yderligere.  Men det ligger selvfølgelig implicit, at Bille August er en mand på evig vej videre, dog med 8 børn i bagagen. De har tilsammen fem mødre, hvoraf ingen i dag lever sammen med hovedfiguren.  Forklaring: Bille lever for at skabe film. Det er blevet til 22 spillefilm og 8 tv-serier. Alt andet er  tilsyneladende kommet i anden række. I dag er flere af de voksne børn dog endt i filmbranchen, og også det fortolkes positivt af hovedpersonen.

Tidligere bøger om Bille August

Der er skrevet flere bøger om Bille August – den første kom i  1993, mens den måske sjoveste er ”Bille August en forførers bekendelser” fra 2003, (begge skrevet af kvinder). Resten af portrætterne har mandlige journalister som forfattere til de ret få bekendelser og afsløringer, de har kunnet drive ud af den flinke (og altid velklædte) filminstruktør.

Succes ude som hjemme

Bille August er en af de danske filminstruktører, det er gået formidabelt godt. Med én Oscar, (Pelle Erobreren, 1987 ) to gyldne palmer (Pelle Erobreren og Den gode Vilje) er han dermed blevet kendt af den internationale filmbranche  og af filmfestivaler verden rundt.

I dag er han over 70 år og får stadig store, krævende tilbud fra udlandet, senest en filmatisering af “Greven af Monte Christo”, optaget bl.a. i Rom. Åbningssamtalen i bogen finder sted på Piazza Farnese, der er en unik renaissanceplads, hvor bl.a. Michelangelo var medarkitekt på Palazzo Farnese i 1500-tallet. Der kunne siges en del om sammenhængen til ”Greven af Monte Christo”,  men bogen fortæller ikke meget. Ingen ekstra fortolkning, hverken af denne tv-film in spe eller af de mange, store film, som August har skabt igennem sit professionelle liv.  Så efter endt læsning er det specielle Bille August-fingeraftryk ikke tydeligt og slet ikke indlysende.  Det havde ellers været forventeligt af en bog på 320 sider.

Venlig og lavmælt

Bille August er en venlig mand, tilsyneladende imødekommende, men lavmælt og bevidst om det meste.

Essensen af portrættet kan derfor kort sammenfattes til: at den professionelle Bille August lever for at skabe filmværker.  Som uddannet fotograf fandt han efter få år sin hylde som instruktør og fik stor opmærksomhed med debut-spillefilmen “Honningmåne” (1978) med bl.a. Kirsten Olesen.  Derefter fulgte nogle meget anerkendte børne/ungdomsfilm. Det greb, som August viste som instruktør af bl.a. unge mennesker, kulminerede med ”Pelle Erobreren”, hvor Bergman-skuespilleren, Max von Sydow, havde hovedrollen.

Filmen gav så meget status, at Ingmar Bergman siden valgte August som instruktør på filmen og tv serien ”Den gode vilje”, der semibiografisk beskriver Bergmans forældres liv. (1991-92) .

Da  August efter nogle mindre succesfulde  film i 1990erne nærmest var gået i stå rent kunstnerisk og mentalt, var det netop Ingmar Bergman, der pustede nyt liv i instruktøren ved at foreslå ham at læse en bestemt bog. Det blev siden  til den smukke, svenske film, ”En sang for Martin” om en stor dirigent, der rammes af demens og hurtigt forandres mentalt m.m. Filmens medgang fik August tilbage på succesporet, hvor han tildels har holdt sig siden med også en række danske produktioner.

De ubesvarede spørgsmål 

Grebet, arbejdsmetoden, manuskriptskrivningen er vigtige grundelementer i filmskabelsen, men bogen går nærmest forbi spørgsmålene. Og ligeledes den tætte forbindelse imellem instruktør, fotograf og klipper. Hvad søger Bille i skabelsesprocessen?  Der er kort sagt alt for mange ubesvarede spørgsmål.

De fleste af filmene handler om kærlighed, og det siges et par gange, at det er her, August’ styrke ligger, mens han selv indrømmer, at film med action og plots nok ikke er hans spidskompetence.  Og så ikke mere om det spørgsmål.

Selvfølgelig fortæller bogen en hel del om Bille, men der er allerede sagt og skrevet meget om ham, også i dameblade etc. Det havde været givtigt med mere fordybelse i hver af de store filmproduktioner og lidt modspil fra forfatterens side over for hovedpersonen.

Det stilfærdige interviewoffer

Jeg har selv prøvet at interviewe Bille August. Det var hyggeligt, for han er både venlig og meget charmerende, men det blev ikke til noget Cavling-potentiale. Og det er nok pointen i det hele. Bille August skal portrætteres og analyseres ud fra sine værker, på godt og ondt. Det er slet ikke fyldestgørende med hans egne stilfærdige udtalelser, hvis de mange film skal forstås og indsættes i en større sammenhæng.

Politikens Forlag. Udkommet i maj 2025.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *