Menu Luk

Billy Elliot på Operaen.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pæn version af den 20 år gamle britiske musical: Billy Elliot – på Operaens store scene, produceret af Den Kongelige Opera!

Jeg håber, der var mange politikere til premieren.  For Det Kongelige Teater er nemlig efter krav fra politisk hold blevet tvunget til at spille musicals. Og det har teatret så kastet sig ud i med fuld kraft suppleret af  Det Kongelige Kapel i t-shirts i  orkestergraven.

 

I bestemmelserne for nationalscenen vdr. musicals står der alle mulige finurligheder, som teatret skal leve op til, bl.a. må der ikke opføres konceptmusicals, hvor alle detaljer på forhånd er copywrited og heller ikke noget, andre danske teatre kunne tænke sig at spille! ( Se, så bliver det sværere!)

Dvs. at teatret kun kan spille de musicals, som enten er blevet lidt gamle eller måske ligefrem er så kedelige,  at privat-producenter eller semiprivate ikke tør binde an med dem.

Her passer ”Billy Elliot” ind. Oprindelig et skuespil, så film i 2000 efter manuskript af Lee Hall, siden musical med musik af Elton John (ham med brillerne),  opført på Det Ny Teater i København i 2015 og nu på Det Kongelige Teater.

BILLY ELLIOT.Operaen. 2024.Arthur Skov kristensen, Annette Heick og Anne Marie Helger. Tegning: claus Seidel.

Historien handler som bekendt om en lille dreng, der vokser op i et minearbejdermiljø i Manchester  i 1980erne. Margaret Thatcher er ved magten,  der er udsigt til lukning af kulminerne etc. Midt i det hele står moderløse Billy, der hellere vil danse ballet end bokse. Så går der næsten tre timer med at hitte ud af, at det er ok at være fra underklassen og at ville danse, og man behøver ikke være bøsse af den grund.

BILLY ELLIOT. Operaen. 2024. Foto: Benjamin la Cour.

Ikke et ondt ord om historien (vé i øvrigt den, der lige nu ikke interesserer sig for mønsterbrydere) – heller ikke noget kritisk om alle de indforskrevne skuespillere og dansere samt mange dygtige børn på scenen. Alle gør det godt. Men det virker lidt outdated, som nok skyldes den ret anonyme musik, der trækker på alle mulige elementer fra andre musicals fra anden del af det 20. århundrede: Les Miserables, A Chorus Line, m.fl.  Bedst går det da også, når lille Billy danser  med store Billy til bl.a. Tjajkovskijs toner, så er vi sammen med kapellet på hjemmebane.

BILLY ELLIOT.Operaen. 2024. Tegning: claus Seidel.

Det Kongelige Teater har gjort sit til at  passe ind i tiden, bl.a.  med en fokusgruppe af  LGBTplus folk m.fl. og advarsel i programmet,  fordi sproget kan opfattes som stødende! (Der er bandeord!)

Da jeg overværende forestillingen  (26.11.) fik man ikke lov at klappe ad kapelmester og kapel,  som ellers spillede på livet løs.

BILLY ELLIOT.Operaen. 2024. Foto: Benjamin la Cour.

Scenografien er nyskabt af danske Benjamin la Cour. Flot, pompøs, effektiv – og minder grangiveligt om det indre af National Theatre på South Bank i London. Bygningen stod færdig i 1976 i beton i stilen ”brutalisme” og har overlevet tidens tand og passer snildt til at illudere Manchester i 1980erne – og såmænd også en hel del sovjetiske arbejderforeninger, der blev bygget i mellemkrigstiden for at give arbejderbefolkningen en kulturel indsprøjtning.

Scenografien kan bruges til lidt af hvert og burde kunne genbruges. Kostumerne af Helle Damgaard er ”fornuftige”, uden at stikke af eller ud.

Teatrets teknikere får lov at køre med de store  ( dyre) elevatorer. Bare det var sket endnu mere, for når der bliver spillet på scenegulvet, er det  svært at se, hvad der sker fra knæene og nedefter.

BILLY ELLIOT. Operaen. 2024. Foto: Benjamin la Cour.

Med flere små Billy-ere i rollen bliver der passet på de dygtige barnestjerner.  Annette Heick kan sit kram og når flot ud over rampen som danselærerinden,  Anne Marie Helger som konfus bedstemoder ligeså, og Billys sure, voldelige fader bliver spillet af skuespilleren Mads Rømer Brolin-Tani, der som altid er god,  dog i en mere afdæmpet stil end damernes.  Alt fint, mens publikum denne tirsdag aften var mest begejstrede, da danseren Alban Lendorf som gamle Billy dansede lidt med unge Billy.

BILLY ELLIOT. . 2024. Foto: Miklos Szabo.

Instruktøren Heinrich Christensen har næppe kunnet speede op, men det går faktisk ganske langsomt hele vejen igennem, og sådan kan man blive ved med at komme med nye indvendinger.

BILLY ELLIOT. Operaen. 2024. Tegning: Claus Seidel.

I den fordanskede version er teksten ret kedelig, og da de engelske overtekster er hentet fra den danske fordanskning, var der ingen hjælp at finde der.

Det Kongelige Teater har lige indgået en ny 4- årig aftale med Kulturministeriet  (og alle politikerne), så de næste fire år vil teatret af pligt spille de musicals, som andre danske teatre ikke gider spille. Det er synd for teatret, der har kunstneriske ressourcer til at møde publikum på et højt niveau inden for alle kunstarter: drama, ballet, opera og klassisk musik!

Øv, øv og tre gange øv for politisk indblanding i kunsten.

 

Oversættelse: Heinrich Christensen

Instruktør: Heinrich Christensen

Dirigent: Joakim Hallin

Dirigent: Robert Houssart

Koreografi: Miles Hoare

Scenografi: Benjamin la Cour

Medv. Mange sangere, skuespillere, dansere, børn og statister på scenen plus Det Kongelige Kapel.

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *