∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bournonville gange to på Det Kongelige Teater.

To ballet-repremierer på Det Kongelige Teater viser, at ballettens gamle ”fader”, August Bournonville, stadig lever.

Men tænk, at gamle Bournonville, kan holde én søvnlæs den halve nat. Det var faktisk tilfældet for mig oven på ”La Ventana” og ”Kermessen i Brügge”. To forholdsvis uskyldige balletter fra henholdsvis 1856 og 1851 med musik af gamle danske komponister, bl.a. Lumbye og Pauli. Men det var netop det, som var humlen: konstellationen  af den gamle biedermeiermusik med eksotiske miljøer og smukke dansetrin indpakket i nyere scenografi. Fungerer det i dag? Hvad er legitimiteten, altså bortset fra en fastholdelse og værnen om kulturarven?

Problemet er, at mange publikummer i de seneste år har bedt om at få den ”rene” Bournonville tilbage på repertoiret. Og med en ny balletchef på Kongens Nytorv, Amy Watson, er det helt rigtigt at pudse et par balletter af og servere dem rimeligt skinnende.

Selv om ”La Ventana” står som repremiere i det oprindelige program, nu som premiere, er der sket en del med Alexander Stæger som ny instruktør. En ekstra prolog er vist indlagt i begyndelsen, den er ganske charmant, men kunne i høj grad betegnes som metoo-overgreb på den unge senorita. Men lad gå, det fungerer med smæld og fynd og ligger i forlængelse af anden scene, slutscenen, som foregår ude i et byrum – med spansk stemning.

Danserne har alle livskraft, men gad vide, hvor mange i korpset, der er oplært fra barnsben i Bournonville-traditionen. For det er et af de store diskussionsemner: hvordan bevare traditionen, som ikke er stålfast nedskrevet, men gået i arv fra danser og instruktør til næste generation.  I denne omgang har modne, danske dansere: Alexander Stæger og Rosa Gad, fået opgaven, som de løser upåklageligt:  Nye dansere, gammel scenografi og kostumer – altså fra 2005/2013.

Hovedparret i ”La Ventana” er Holly Dorger og Jon Axel Fransson, der begge har  meget fine og korrekte trin, så det er ren nydelse, men den bournonvil’ske sprødhed er næppe tilstede hos Holly Dorger. Heldigvis har alle dansere, også udenom hovedparret, en smittende danseglæde.

Spejldansen med Hannae Miquell som spejlbillede, er den berømte scene, som kan tages ud og serveres isoleret. Den fungerer fint, men i en lidt tung dekoration.

Her bliver det mere kompliceret. Den ofte interessante, avantgardistiske scenograf Christian Friedlænders gamle scenografi tilbage fra 2005/2013 (?) (teatret oplyser desværre ikke noget) er tung og udnytter det kendte trick med at tage malerkunsten ind som baggrundstæppe, noget som i de seneste år i høj grad blevet udvandet. Måske var det nyt i nullerne?

Åbningsscenen og slutbilledet har et stort spansk-inspireret maleri med folkeliv på, det er ok, mens spejlscenen hjemme hos den spanske frøken er fyldt med en salonophængning. Det giver dagligstuestemning. Fra 9. række og via ringe fotos i programmet kunne jeg ane Goyas nøgne Maja fra 1797 – og Marstrands lille danserinde fra 1830erne, der findes på Nivaagaard,  samt det berømte kollektive kunstnerportræt af Constantin Hansen fra 1830ernes Rom.

Ideen med malerierne legitimeres ved en reference til Bournonvilles erindringer, hvor han understreger de store mestre inden for malerkunsten. Men malerierne  giver næsten for mange og skæve associationer, fordi det er italiensk-orienterede guldalderbilleder (altså minus Goya), mens “La Ventana”s  lokalitet trods af er Spanien. Men som Adam Oehlenschlæger engang skrev, her citeret efter hukommelsen: “Jeg ved godt, at man har anklaget en samtale imellem Aladdin og Morgiane for at minde om en morlille i København og hendes søn, men jeg ved ikke bedre”. Leif Panduro kunne også blot svare, da han blev bebrejdet, at hans tv-stykker foregik blandt borgerskabet (og ikke sat ind i en mere socialdemokratisk sammenhæng): ”Borgerskabet, det er, hvad jeg kender til.”

Bournonville var uden at have været i Spanien en formidler af sydeuropæisk livsglæde, og Den kongelige Ballet honorerer det fint. Men den tænksomme Friedlænder har måske netop med de italienske stemninger villet drille lidt, for hvad vidste Bournonville egentlig om Spanien?

Den anden ballet på denne Bournonville-revival-aften er ”Kermessen i Brügge”, også en produktion fra 2005/2013 dog med en scenografi fra 2013 ved Jerome Kaplan.

Sammen med ”La Ventana”s brune farver bliver Jerome Kaplans  flotte og meget velfungerende mættede byrum næsten Frilandsmuseum-agtigt med brune stenbygninger i baggrunden – og brun-røde kulører i de mange elegante kostumer. Lidt synd, at den kom oven på ”La Ventana” – der havde været brug for en visuel pause imellem de to folklore-balletter, hvor Kermessen dog er flot at skue i sin markante atmosfære.

Rose Gad er instruktøren, der har sikret så mange sjove pointer, at man slet ikke keder sig igennem den lange historie, som har eventyrets skær over sig med kærligheden i centrum. Danserne funkler. Hele korpset synes at være glad for den muntre dans, og de mange divertissementer er korte, effektive og vittige. Men det er en speget fortælling hentet i et romantisk univers.

Med Tobias Praetorius som den unge knøs Carelis er der en ungdommelig livsglæde og gode Bournonville-trin. Det hele gengældes af Eukene Sagues, som den udkårne Eleonore. Ligeså hos ikke mindst canadiske Nico Janssen, som den fjantede broder. Alle pointer går hjem – en ren Klodshans-figur. Også ungpigerne,  danset af Agnes Rosendahl og Elvira Thomsen, har ironi, sødme og charme.

Stemningen er guldalderagtig og romantisk, kærligheden blomstrer og mørkets kræfter kan hjælpe til, hvis det kniber.  Orker ikke at genfortælle handlingen, men forheksede taknemmelighedsgaver uddeles til tre brødre:  En ring, som skaber tiltrækning, et sværd, der kan overvinde alt og alle – samt en violin, der er fortryllet og får hele Brügge til at danse over samme læst. Men som mange har understreget: i Kermessen ønskede Bournonville netop at pointere, at målet ikke er at vinde guld, magt og prinsessen, men derimod et fremelske et godt liv på jorden, med dem, man holder af.

Den historie går flot hjem, mens musikken igen i ”Kermessen” for mig er meget københavnsk 1800-tals. For den er tung, meget tung. Det er ikke dirigenten Christian Ølands skyld, tværtimod, kapellet gjorde deres arbejde.

Selvfølgelig  skal vi passe på Bournonville-arven, ja vist, men hvordan?  Da ikke alt er nedskrevet, men overleveret fra den ene generation til den næste, kan det være svært. For musikken ligger fast, men kan synes meget tidspræget i forhold til både trin, dansere og nye baggrundbilleder.  Hvordan løses det problem?

Det Kongelige Teater har leveret varen i denne omgang med et muntert og veloplagt balletensemble og gode solister i to afpudsede Bournonville-balletter, som dog ikke klædte hinanden i samme program. Men det er langt fra nok. Amy Watson må som ny balletchef arbejde videre med Bournonville-traditionen og hente bud ind fra flere sider og nøje overveje balancen imellem tradition og fornyelse.