∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Smuk, historisk tilbageskuende udstilling om tegnestuen i Københavns kommune, 1886-1998: Byen på tegnebordet. Københavns Museum.
Er byen København en kamæleon? Ja. Og jeg er bange for, at vi står over for noget, der nærmer sig Dr. Jekyll og Mr. Hyde syndromet. Det ene øjeblik roder bulldozere rundt i både Fiskerhavnen i København SV og Amager Fælled, mens byen planlægger en overflødig Lynetteholm, der vil skabe uro i årevis på de københavnske gader. Næsten i samme moment kan Københavns Museum vise den smukkeste og mest medmenneskelige side af hovedstaden med udstillingen ”Byen på tegnebordet”.
Jeg holder på det museale kort, og konsekvensen må så blive, at man nok som beboer må forlade hovedstaden og nøjes med at komme på korte, museale besøg.
Men lad os glædes os over det, der var. Stadsarkitektens tegnestue eksisterede fra 1886 til og med 1998. Så gik der politik i det hele, men efterfølgende genindførtes stadsarkitektembedet, dog uden tegnestue og vel uden nogen form for indflydelse.
Men 180.000 tegninger taler deres eget, tydelige sprog om en aktiv tegnestue, der skulle levere kvalitetsarkitektur til hovedstaden. En sjov pointe i disse ”se mig” tider er, at nogle af de fuldførte bygningsværker er signeret – andre er ”bare” fra tegnestuen.
Udstillingen hænger i det fredede og nyrenoverede gamle Overformynderiet og må på det praktiske plan kæmpe med, at der ikke må slås søm i væggene, men pyt, så har man jo diverse løse skillevægge. Det fungerer fint, og hele udstillingens look og katalog er holdt i et fint skønvirkelook i dybtrødt, som jo passer godt til både museum og naboen Københavns Rådhus, tegnet af Martin Nyrop.
Gl. foto fra kbh., hvor man ser lygter skabt af kommunens tegnestue.
Det var den sidste stadsarkitekt med tegnestue, der fostrede ideen til udstillingen, men desværre er Otto Käszner død i mellemtiden. Udstillingen er blevet gennemført, og 800 tegninger fra det store arkiv er i dag digitaliseret.
Til udstillingen er udvalgt 16 bygningsværker, hvis tilblivelse fint beskrives. Der er tre søjler: Skoler og Boliger, Vand, El og Kød – samt Gader, Pladser og byinventar. Selvfølgelig kunne inddelingen have været anderledes, men overskuelighed er nødvendigt.
Det kan være svært for lægfolk at aflæse en arkitekturtegning. Og såmænd også for fagfolk og de magtfulde politikere! Hvem husker ikke skandalebyggeriet med øgenavnet ”The beauty box”, busterminalen på Rådhuspladsen, som, da man endelig havde vænnet sig til den sorte boks, blev fjernet for at give plads til endnu et fiks kommunalt greb.
Gode tekster og overskuelighed på udstillingen gør det hele nemt tilgængeligt.
Trappeparti fra Rådmandsgades Skole.
En udstilling, kun om københavnske skoler, skulle måske være næste projekt. For det er dybt fascinerende at se tegninger (og fotos) fra Rådmandsgades Skole på Nørrebro, bygget i 1889 af Ludvig Fenger i den såkaldte historicistiske stil.
Det er næsten ikke til at se forskel på et italiensk 1500tals-palads og skolens vinduesformationer.
Dengang skulle en skole være et lærdomstempel, ophøjet og med krav om respekt. Anderledes i dag, hvor nogle skoler ligner fritidslegepladser under ombygning.
Et andet overset kapitel i bybilledet er ofte de store bygninger fra forrige århundredskifte, der rummer kraftværker. Her er medtaget Østre Elektricitetsværk fra 1902 af Ludvig Clausen under stadsarkitekt Ludvig Fenger (står der i teksten).
Bygningen ved Trianglen er smuk at skue og er stadig i anvendelse, men en dag er der nok nogen, der får ideen at skabe et kulturhus bag de smukke mure.
Elektricitetsværket ved Trianglen, her i manipuleret udgave.
I kataloget er der en god inddeling imellem de forskellige ismer, som tegnestuen vel pr. politisk krav har skullet følge. Tidens smag er blevet fulgt hen ad vejen, også “brutalismen”, men mon der på noget tidspunkt har været mere end to akademiske arkitekter, der har følt sig tiltrukket af formstøbt beton? Den såkaldte brutalistiske stil er derfor også repræsenteret. Men det bliver aldrig med min gode vilje at fremhæve beton og metal som byggemateriale.
Tegning med udkast til ændring af Gråbrødre Torv.
Lidt uhyggelige er også historierne om Gråbrødre Torvs planlagte transformation. Som vi ved, skete det aldrig, men arkitekterne på Rådhuset har flere gange haft fat i den ret unikke plads for bl.a. at få skamstøtten af Corfitz Ulfelt genrejst. Det er heldigvis endnu ikke sket, men hvem ved, hvad fremtiden bringer.
Udsnit af foto af Jens M. Lindhe med Gråbrødre Torv i dag.
Udstillingen er ganske pædagogisk og kurateret af Regitze Lind Westergaard. I indledningen takkes en række modne herrer, som med viden har bidraget til udstillingen, bl.a.kunsthistorikeren Claus M. Smidt, der for 25 år siden skabte en anden interessant udstilling, ”Det blev på papiret”, om alle de vilde planer, som heldigvis aldrig blev realiseret. Men det er en anden historie.
Den nye udstilling fortjener at blive set af mange, men først som sidst af de politikere og administratorer, der sidder på Rådhuset og i disse timer og dage er med til at afgøre den danske hovedstads visuelle look de næste 100-200 år.
De skal se og forstå, hvordan man ikke mindst for 100 år siden ønskede at skabe bygningsværker for borgerne – og ikke trendy prestigemonumenter for politikere og investorer.
Københavns Museum: Byen på tegnebordet – 21.4.2021 – 14.11.2021.
Ps. Københavns Museum er et kommunalt museum, og hele bestyrelsen består af politikere. Lad os håbe, at de lokker resten af borgerrepræsentationen ind på museet.
www.cphmuseum.kk.dk