Menu Luk

Musicalen Cabaret på Randers Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Musicalen Cabaret på Randers Teater.

Med en lang, underholdende og fortættet aften fejrer Randers Teater i disse uger sit 25 års jubilæum. Flot gået – og afgjort en rejse værd til det jyske.

For den legendariske musical ”Cabaret” fra 1966 begynder allerede kl 18, hvor teatrets foyer er omdannet Kit Kat Klub i Berlin, anno 1932 . Unge mennesker af flere køn i ekstravagante kostumer optræder og underholder, et mandskor supplerer, og en germansk relateret  tapastallerken serveres med øl, mens snaps på husets regning hældes i små glas.

Fra optakten til Cabaret, Randers Teater. 2025. Foto: US.

Stemningen er høj allerede kl. 19.30, og munterheden holder sig langt hen igennem aftenen, lige indtil alvoren i 1930ernes Tyskland introduceres. Så er det slut med at smile og klappe i takt, for ligheden med den urolige tid, vi lever i nu, kan synes lidt for slående.   For hvem er venner, hvem er fjender? Det er noget, som både amerikanere, ukrainere og borgere i Israel og omegn kan skrive under på. Selv som dansker kan man føle den tiltagende uro.

Cabaret. Randers Teater, 2025. Kim Hammelsvang. Foto Martin Gundesen.

Det hele dirigeres af konferencieren, eminent spillet og sunget af Kim Hammelsvang, mens verden uden om ham krakelerer. Han ender i denne version –  instrueret af Joy-Maria  Frederiksen som nazist, for det er nok nemmere og mere givtigt på det tidspunkt i de tidligere 1930eres Berlin. “Penge” er det eneste saliggørende, synger han, mens en giftiggrøn projektør fylder rummet, og han i øvrigt bl.a. bærer en grøn bowler – symbolet på den gambler, der via reklamespots lokker nutidsdanskere mod ludomaniens afgrund. Kan der være mere aktuelt?

Cabaret. Randers Teater, 2025. Kim Hammelsvag. Foto Martin Gundesen.

Denne ”Cabaret” er helt sin egen. Det er yderst interessant, at instruktøren Joy-Maria Frederiksen sammen med scenografen Camilla Bjørnvad og koreografen Peter Friis har skruet på knapperne og gjort det hele endnu mere dekadent cross-gender-agtigt og laset end tidligere set. For der er undergang allerede fra starten hos danserne i Kit Kat Klub og herunder også i Sicilia Gadborgs Sally Bowles,  den legendariske rolle, som umiskendeligt er bundet til Liza Minnellis figur, takket være filmversionen fra 1972. Kort sort hår, grønne negle og et stort smil, der blot dækker over en tilbundsgående tristesse.  I Randers er det hele ganske usselt lige fra starten.

Cabaret ,Randers Teater.  2025. Foto: Martin Gundesen.

Der er hverken ”lån” eller floskler i Joy-Maria Frederiksens beundringsværdige iscenesættelse, hvor tempoet og scenerne er afstemt imellem store opstillinger og stille øjeblikke.  Revyinstruktøren ved, hvornår et nummer bliver kedeligt.

Uden malice kunne man sige, at historien faktisk i denne Randers-version handler om alle andre end lige netop Sally. Der er bl.a. de ældre, ensomme: pensionatsværtinden, spillet rent og følsomt uden at gå over stregen af Lone Rødbroe over for en lige så rørende Karsten Jansfort, som den jødiske grønthandler, der vil kærligheden. Men tiden er ikke til, at hun tør gifte sig med en jøde.

Cabaret Randers Teater.  2025. Foto: Martin Gundesen.

Christina Elisabeth Mørkøre får alt ud af den letlevende, kvindelige pensionær med lidt for mange fætre inden for Søværnet. Der er et rend af kadetter i det pensionat. Bue Wandahl som ham, der viser sig at være nazist, giver et nøgternt billede af en frastødende overløber. Dermed forsvarer alle ”bipersonerne” deres figurer på smukkeste vis.

David Bevensee har den svære rolle som den unge, lidt kedsommelige amerikaner, der både fascineres af dekadencen i Berlin og af Sally Bowles. Han klarer dog balancegangen over for Sicilia Gadborg som den unge engelske kvinde, der nægter at se på verden med realistiske øjne. Hun vil bare glemme, at der er en virkelighed uden for den forlorne tryghed, som kordrengene i Kit Kat klub giver hende.

Det er svært at finde det psykologiske i Sally-figuren, for det hele er jo påtaget og uægte. Hun ved det, og vi erkender det hen ad vejen, men de forskellige stemningsskift skal helst være meget præcise. Sicilia Gadborgs Sally rører ikke så meget, og sangnumrene synes mindre markante, men fungerer.

Cabaret Randers Teater.  2025. Foto: Martin Gundesen.

Det hele er eksekveret flot af de mange medvirkende, også på det musikalske plan, som er velsmurt – uden at taget lyset i forestillingen. De mange dansere og ekstra statister er velafrettede og fylder godt på den lille scene med den obligatoriske trappe, der giver de rette entreer til de medvirkende.

Kort sagt: det er en bedrift, at Randers Teater har formået at vise denne trods alt svære musical på et imponerende niveau og samtidigt gøre det, så publikum ikke bare forbliver i nostalgiens slummer. Med hjælp fra den lebendige og nuancerede konferencier får publikum en øjenåbner: se, det skete dengang, for næsten 100 år siden. Måske er vi ved at begå de samme fejl for med lukkede øjne at flyde med strømmen i lidt for lang for tid.

Fra optakten til Cabaret, Randers Teater. 2025. Foto: US.

Randers Teater er lykkedes med at servere en  Cabaret-version, der understøtter dramaet og dermed sidestiller den alvorlige historie med det musikalsk underholdende.   

Der spilles indtil 13. september.

Skuespillere: Sicilia Gadborg, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort, Bue Wandahl, Christina Elisabeth Mørkøre

Dansere: Ellen Fjord, Johannes Lyngby Johansen, Oliver Poulin

Kapelmester/arrangør: Thomas Pakula

Musikere: Jacob Venndt, Lea Nielsen, Anders Farstad, Johan Toftegaard Knudsen, Lars Wagner

Øvrige medvirkende på scenen: Sebastian Ellekær Andersen, Frans Nyrup Holemann, Haakon Durrant, Emilie Theilgaard, Laura Ris, Simone Vinter, Oliver Lieberkind

Korsangere fra Randers Teater Kor: Palle Lange Didriksen, Ole Viller, Line Drachmann Øfverlind, Erling Stegger Toft-Rytter, Rebekka Stoffer Hjorth, Anne Sofie Odgaard, Helle Mostrup Skovkjær, Kathrine Overvad Frost, Maiken Thorhauge, Jesper Nielsen, Maria Wieland Andersen, Anna Midtgaard Guldberg, Signe Winther Brinkmann, Olander Juul Øhrberg

Øvrige medvirkende i Kit Kat Klub: Lykke Wellejus, Helene Lilleris Nielsen, Sørine Kyndesen, Nichlas Jessen, Madeleine Lionett, Jonas Søborg, Jasmin Bahnsen, Liane Kristensen, Juliane Lausen, Elea Strüssmann, Jonas Berg, Zandra Kristoffersen, Majse Brämer, Mikkel Enevoldsen, Anna Nebel, Stinna Margit Secher

Instruktør: Joy-Maria Frederiksen

Scenograf: Camilla Bjørnvad

Koreograf: Peter Friis

Lysdesigner: Mia Willett

Lyddesigner: Rune Abel

Forfatter: Joe Masteroff

Komponist: John Kander

Dramatiker: Fred Ebb

Oversættelse: Jesper Dupont

PR-foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingsfotos: Martin Gundesen

Teaterforlag: Nordiska ApS – www.nordiska.dk

Based on the play by John van Druten and Stories by Christopher Isherwood Originally Produced and Directed on the New York stage by Harold Prince

www.randersteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *