∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Café Society – franskorienteret udstilling på Ordrupgaard.
Emnet er charmerende og på overfladen imødekommende. Livet på parisiske caféer i den såkaldt Belle Epoque- dvs. fra ca. 1870 til begyndelsen af Første Verdenskrig. Tiden, hvor den nye verden tog fart, og Haussmanns byplaner omstrukturerede hele Paris’ kerne. En tid var Paris vestens charmerende centrum.
Men lige så attraktivt de franske og tilrejsende billedkunstnere kunne skildre café-livet – ligeså trist og brutalt var livet lige nedenunder billedfladen.
Det var mænd, der måtte mødes på caféerne, mens kunstorienterede kvinder, der også gerne ville ud i det offentlige rum, nemt kunne blive forvekslet med de løsagtige, de professionelle, de prostituerede, for café-livet var en mandeverden. Mange kunstnere var i øvrigt fattige, så et cafébesøg kunne give glemsel.
Alt det handler Ordrupgaards nye udstilling om, og et tilhørende, flot katalog understøtter og udbygger emnet og overstråler næsten udstillingens billedkreds.
Der har altid være interesse for denne periode. Kunstnere som Renoir, Pissaro og Lautrec har sørget for, at vi fik en næsten glemt stemning overleveret. Mange film har skildret livet i Paris ved cafébordene med snak og høj cigarføring. Jeg husker en meget gammel film om Toulouse-Lautric, mens Woody Allens charmerende og ganske amerikanske ”Midnight in Paris” også har en nostalgisk, helt uforglemmelig sekvens om livet på Montmartre i la Belle Epoque.
Akseli Gallen-Kallela, “På en café I Paris”, 1886. Gösta Serlachius Fine Arts Foundation, Mänttä. Foto: Hannu Miettinen
Men som kataloget (og udstillingen viser med et kort) var der caféer spredt ud over hele Paris. Med kortet og navn på stederne er der noget at gå efter ved næste pariserbesøg!
Udstillingen på Ordrupgaard er blevet til i samarbejde med to amerikanske museer og derfor er flere af kunstnere for en dansker mindre kendte. Samtidigt har Ordrupgaard tilføjet et skandinavisk hjørne. Det er godt, men de værker, som vises, har mindre kraft. Selv Edvard Munch synes lidt bleg. Der kunne måske være fundet mer overbevisende eksemplarer af tegninger, stik eller?
Problemet med værkerne på udstillingen er, at de på den ene side er kendte – og samtidigt synes der at mangle nogle af de stærkeste billeder af livet dengang i 1880erne.
På museets dybrøde vægge skabes en god stemning i flere af udstillingsrummene, hvor mange af de udstillede værker ikke kan skjule den tristesse, som enhver tilskuer må føle, når halvafklædte kvinder sidder i selskab med sortklædte mænd. Så er der ikke langt til Epstein-æraen!
Der er dog flere værker, der viser mænd i koncentreret samtale med hinanden.
De ærbare kvinder er heldigvis også med, bl.a. på et stort maleri af James Tissot: Kunstnernes hustruer, 1885, hvor meget velklædte damer vises frem ved en frokost i forbindelse med åbningen af årets salon.
James Tissot, “Kunstnernes hustruer”, 1885. Chrysler Museum of Art, Norfolk, Virginia. Gave fra Walter P. Chrysler, Jr., og The Grandy Fund, Landmark Communications Fund og “An Affair to Remember” 1982
Da udstillingen har valgt at gå helt op til Første Verdenskrigs udbrud, er der nogle enkelte kubistiske værker med af henholdsvis Jean Gris og af Picasso, men den sidstnævnte er dog repræsenteret ved nogle meget små malerier. Rent kunsthistorisk er det måske interessant, men bryder lidt den stemning, som der er er lagt op til i de store udstillingsrum.
Litterært set er perioden som bekendt også central. August Strindberg tog til Paris, skrev ligefrem ”En Dåres Forsvarstale” på fransk – og en lille enakter, ”Den stærkeste” ( 1888-89) handler om to kvinder, der mødes ved et cafébord lige før jul. Tristesse!
Fernand Lungren, “På caféen”, 1882–84. Olie på lærred, 44,8 × 67,3 cm. Dixon Gallery and Gardens; erhvervet af museet med støtte fra boet efter Cecil Williams Marshall, 2018.
På udstillingen er der ved nogle små borde lagt bøger frem af Henrik Cavling. En god idé, især hvis man er alene på museet. Bøgerne er ligesom de lette caféstole boltret til gulvet. Ingen skal løbe med noget fra Ordrupgaard.
Den parisiske café er et interessant emne, virkeligheden bag synes ganske dobbeltbundet med en markant forskel på kønnenes udfoldelsesmuligheder. Ikke uden grund har litteraturhistorikere og kunsthistorikere beskrevet tiden og værkerne ganske indgående.
Tag på Ordrupgaard og bliv inspireret. Kan anbefale kataloget, som også er suppleret med yderligere afbildninger af værker.
Udstillingen er tilrettelagt i Danmark af Dorthe Vangsgaard Nielsen.
Udstillingen Café society: Kunst og fællesskaber i belle époque Paris er tilrettelagt i et samarbejde med Dixon Gallery and Gardens i Memphis, USA, og Joslyn Art Museum i Nebraska, USA. Udstillingen vises efterfølgende på de to amerikanske museer.
Udstillingen er generøst støttet af:
A.P. Møller Fonden
Augustinus Fonden
Ny Carlsbergfondet
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Indtil 31. maj 2026 i Ordrup.