∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Cavalleria Rusticana og Bajadser på Operaen. Repremiere.
Det handler om jalousi i begge de berømte, korte operaer og dermed rammes en kendt grundfølelse hos mange mennesker.
Man skal også være ret tungnem, hvis man efter endt læsning af Det Kongelige Teaters operaprogram ikke forstår, at de to operaer hører hjemme i ”verisme”-genren. Så mange gange gentages begrebet.
For selvfølgelig er det rigtigt, at de to operaer, skabt til et par romerske operahuse i de tidlige 1890erne, lå under for øjeblikkets modetendens, som krævede realisme på scenen, og hermed den italienske betegnelse ”verisme”. For også på operascener fordredes et kik ned i samfundets lavere klasser, og følelser som jalousi er vist klasseløse og kan altid antænde bål og brand.
Tendensen til at søge virkeligheden kendes fra alle kunstarter i slutningen af 1800-tallet, fra billedkunstens motiver og fra teatrets historier, hvor vi plejer at betegne det naturalisme og før det: realisme. Nu blev det inden for opera en kort stund til verisme (det sande) ligesom en sundheds- og kropsdyrkelse få år senere blev betegnet som ”vitalisme”, ikke mindst i billedkunsten. Alle disse ismer, som kunsten sagtens kan klare sig uden!
De to operaer har i mange årtier fulgtes ad på det store internationale operarepertoire og ramt noget sentimentalt hos publikum.
“Cavallaria Rusticana” af Pietro Mascagni er komponistens berømteste værk. Og ligeså er det faktisk med “Bajadser” (Pagliacci) – komponeret af Ruggiero Leoncavallo.
Det Kongelige Teater har i øvrigt valgt, ikke mindst fordi ”Bajadser” synges på italiensk, at glemme den gamle danske titel og alene betegne operaen om gøglerne ”Pagliacci”.
Godt er det, at de gamle iscenesættelser fra 2011 med stort held kan genbruges og endda med et overvejende dansk hold. Det er dejligt, at operachefen, Elisabeth Linton, giver også store partier til vore egne sangere.
Med en italiensk dirigent i orkestergraven, Guillio Cilone, er der italiensk klang på, selv om nogle af de kendte arier godt måtte have lidt mere ”italiensk volumen” over sig, ikke mindst for tenorpartierne, sunget i begge operaer af Niels Jørgen Riis, som henholdsvis Turiddu og Canio – den mandlige hovedperson.
Niveauet er fint hos alle sangerne i disse to triste jalousihistorier, hvor døden nærmest accepteres af publikum, som om det var en selvfølge at trække kniv, hvis man ophidser sig over en utro hustru eller hendes elsker.
Men skulle der sættes i scene i dag, 2025, kunne handlingen, i naturalismens (og verismens) ånd, såmænd være henlagt til dagens Danmark og ikke som her for “Cavallaria Rusticana”s vedkommende til en mellemkrigstid i en siciliansk by. ”Bajadser” er lagt i en periode efter 1943, før den endelige afslutning af Anden Verdenskrig, tydeligt markeret ved amerikanske flag, som smykker torvet i den ret sammenbrudte by.
Følger man de nyeste tal fra LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) er der i Danmark (som sammen med Sverige og Finland topper statistikkerne i Europa) alene i de første 9 måneder af 2025 sket 20 drab på kvinder. Mere end halvdelen anses for at være partnerdrab. Så næste gang de to operaer nyiscenesættes på dansk jord vil det være plausibelt at skabe en nutidskulisse til disse ulyksalige familiedramaer.
“Cavallaria Rusticana”, instrueret af Kasper Holten, er utrolig smuk at skue, harmonisk at lytte til og er langt hen ad vejen klassisk i sin grundstemning, som opbygger en stilfærdig påskemorgenstemning i en varmt klima. Langsomt hensættes vi til et Italien, som måske ikke eksisterer mere. Scenografisk er det underskønt med Mia Steensgaards store, næsten antikke stentrappe, som fylder scenen helt ud og synes rustik og autentisk på en gang. Hele historien udfolder sig på trappen, et fikst instruktørgreb, at historien kan fortælles inden for få kvadratmeter!
Musikalsk er det stilfærdigt med Trine Møller som kvinden Santuzza, der er blevet forment adgang til kirken, fordi hun har elsket en mand uden at være gift med ham. Og nu har han, Turiddu, ovenikøbet svigtet hende til fordel for en gammel kærlighed, der i mellemtiden har giftet sig.
En firkant tegner sig. A (Santuzza) elsker B (Turiddu) , som har lovet ægteskab, men er gået tilbage til C, som han tidligere var forelsket i. Men C har i mellemtiden giftet sig med D, som hun nu bedrager. Dramaet kommer rigtigt i gang, når D, den rige kusk, Alfio, fjerde mand, ankommer med svung som en anden toreador. Alfio synges stærkt af barytonen Jens Søndergaard, og det bliver ham, der vil se blod og drager kniven for at hævne sig på konens elsker.
Nogle dage kan man tilskuer være blød og følsom. Sådan havde jeg det ikke søndag eftermiddag, men respekterer forestillingens konsekvens og visuelle harmoni. Der manglede måske passion hos sangerne.
Med ”Bajadser” er det meget anderledes. Musikken er voldsom, dramatisk og underholdende. I denne iscenesættelse af Paul Curran, er samme scenografi bevaret, men raffineret brudt ned, så vi føler, byen har været igennem årevis af elendighed og, for at markere en ny tid, er året lagt til ca. 1943, hvor amerikanske tropper kommer Italien til undsætning.
I “Bajadser” er der en prolog, som understreger, at historien er hentet fra virkeligheden, og så er det ellers dobbelt op med en jalousihistorie, som er ”virkeligheden” og også spilles af gøglertruppen.Der er uro i geledderne, for hustruen Nedda, gift med truppens leder, Canio, er træt af hans tyranni og har forelsket sig i en ung, smuk lokal bonde, sunget af barytonen, Theodore Platt. Interessant ved rollebesætningen er, at Jens Søndergaard nu synger den ulykkelige forsumpede gøgler Tonios parti. Han er forelsket i chefens kone, men hun afviser ham på det kraftigste. Igen en firkant: a (Canio) elsker b (Nedda) som elsker c (Silvio), mens ingen vil have d, (Tonio).
I stedet for kun et hævnmord er der her to, som må dø, den utro hustru og hendes elsker. Dermed slutter både gøglerforestillingen og operaen med to lig liggende på byens store trappe, helt i ”godfatherstil”.
At være gift med en tyran må være frygteligt, så det er nemt at tage konens parti i denne omgang. Dermed er afslutningen faktisk frygtelig trist, når to døde kroppe ligger til skue.
Også her er iscenesættelsen velfungerende og logisk. Takket være scenografen Mia Stensgaards trylleri med trappen fra “Cavallaria Rusticana” hænger de to operaer sammen i forskellige fortættede folkelivsbilleder, der viser forfald i “Bajadser” og er i smuk kontrast til “Cavallaria Rusticana”s renlivede gudsfrygtighed hos den sørgende hovedperson. .
Operaens kor var som altid fortræffeligt og understøttede netop kontrasten imellem de to små operaer.
Men skulle jeg virkelig blive berørt, var der måske brug for en ekstra indføling hos sangerne og ekstra tryk på den italienske stemning, så jalousi og hævntørst ville stå tydeligere.
Dirigent: Giulio Cilona
Iscenesættelse: Kasper Holten
Iscenesættelse: Paul Curran
Scenografi: Mia Stensgaard
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Bruno Poet
Giulio Cilona :Dirigent
Niels Jørgen Riis : Canio/En klovn, Turiddu
Trine Møller : Santuzza
Ann-Beth Solvang : Santuzza
Caitlin Gotimer : Nedda/Columbine
Johanne Bock : Lucia
Fredrik Bjellsäter : Beppo/Harlekin
Jens Søndergaard : Alfio, Tonio/Taddeo
Theodore Platt : Silvio
Francine Vis : Lola
Operakor
Det Kongelige Kapel.