∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
CC – Soft Robots – stor installationsudstilling på Refshaleøen
Med Copenhagen Hell i baghaven, da udstillingen åbnede, holder CC, Copenhagen Contemporary, en mere ren og lys, æstetisk linje, for den nye udstilling: ”Soft Robots” er for nørder og æstetikere samtidig med, at det er et blik ind i fremtiden.
I de store, smukke rum, nu helt hvidmalede, så man næsten misser med øjnene, er i alt 15 kunstnere eller kunstnergrupper inviterede. Netop fordi CC har specialiseret sig i storformat-kunst, er der næsten fri leg i omfanget for de udstillende kunstnere.
Mange yngre billedkunstkunstnere arbejder i dag i grænselandet til ny teknologi, og de heldigste er periodisk knyttet til internationale, teknologiske udviklingscentre, hvor de måske kan tilføre de ”rigtige” naturvidenskabelige folk en mere filosofisk dimension til grundforskningen. Selv siger CC, at det er krydsfeltet imellem kunstig intelligens, syntetisk biologi og spirituel længsel, der er omdrejningspunktet. Ikke mindst begrebet længsel er vel der, hvor ”kunsten” kommer ind, for resten klares nok bedst af ingeniører.
Med et lidt popmoderne begreb som “reflektionsrum” i en tid med en accelererende teknologisk udvikling, kan udstillingen legitimere sig selv. Udstillingen ”insisterer” tillige på at være nyttig, fordi den lægger op til følelser i en ellers gold teknologisk tid. Det samme burde dog kunne udtrykkes uden de fortærskede begreber.
Hvis ikke de udstillede værkerne i sig selv havde en ydre skønhed, var det nok så som så med ”kunsten”.
Med en lang forberedelsestid har CC udvalgt kunstnerne, hvor flere er hentet i Japan, nogle England og heldigvis også et par danskere.
Værkerne kan være skabt direkte til CC’s vidde rammer, mens flere allerede har været udstillet. Fælles for alle værker er, at de flirter med højteknologi samtidig med, at de fleste også har et budskab eller en demonstration af viden eller erfaring inden for et lille, begrænset teknisk område.
Udstillingen er dog en visuel nydelse af gå igennem, selv om flere værker synes lidt for beregnende i manipulationen af det levende menneske i kød og blod og kommer derved til at fremstå noget frastødende.
Holly Herdon & Mat Dryhurst i kompagniskab er i stort format. Her ses AI genererede portrætter af en robotlignende kvinde med fletninger, som var det en syntetisk version af Pippi Langstrømpe: xhairymutanx, 2024/2025.
Danske Jonas Kjeldgaard Sørensen, (1993) med sit oprindelige afgangsprojekt ”Broadcaster”, 2018, fra Det Fynske Kunstakademiet, er interessant med et talende fårehoved, hvor dyret fortæller om livet som får i den vestlige civilisation. Lidt svært at høre stemmen, men sikkert morsomt. Ret originalt.
Da jeg kom forbi Yunchul Kims store rum sad en mindre hær af assistenter omkring den koreanske kunstner og checkede hans delikate objekter, der er i evig bevægelse. Hvad finder kunstneren ud af via værket? Spørgsmålstegn!
En britisk-japansk duo, A.A. Murakami, har også skabt et æstetisk smukt værk: Et helt sort rum med en duft, som var man til et fødselsdagsparty for børn, hvor der blev pustet sæbebobler. Her er det maskiner, som udfører arbejdet for kunstnerne – og rytmen synes at ligne den menneskelige vejrtrækning. Enhver kan glædes over boblerne, der kommer og forsvinder, men selve betydningen er nok mere filosofisk eller snarere helt almen om menneskets liv, som kommer og forsvinder…
Der er ingen menneskelig varme i udstillingen, måske med undtagelse af det talende får. Det har CC nok allerede erkendt fra begyndelsen. For både ved introduktionen af udstillingen og i kataloget kan CC’s direktør, Marie Laurberg, fortælle, at CC på et tidligt tidspunkt kastede søgelyset på H.C. Andersens lille eventyr ”Nattergalen”. Men denne smukke historie fra 1840erne ( fra “Nye Eventyr”) har jo lige netop det modsatte budskab. Intet kan overgå Gud og Guds skabninger. For den mekaniske nattergals begrænsede evne kom jo til kort. Når mekanikken fungerede, var alt perfekt, men den mindste kurre fik det hele til at ramle.
H.C. Andersens tekst er trykt i en engelsk version i katalogen. Men egentlig kan det synes lidt dobbeltmoralsk med den reference, for udstillingen bør tro på de udstillede værkers nytteværdi, ellers synes det hele lidt omsonst.
Jeg har oplevet ”varmer ” udstillinger på CC – som er et interessant sted, lidt svært at komme til og stadig med umiskendeligt klondykelignende omgivelser, på trods af, at naboen nu er verdens femte bedste restaurant: The Alchemist.
Et hjertesuk: hvorfor skal det hele være på engelsk? Udstillingen er støttet af ni danske fonde – og selve udstillingsstedet får tilskud fra staten via Finansloven. Dertil store portioner fondstilskud. Men da CC er en fond, er regnskaberne ikke så detaljerede, at man kan nærlæse tallene.
CC : “Soft Robots – The art of digital breathing” vises til og med 30. december 2025.
www.copenhagencontemporary.org