Kommenteret af Ulla Strømberg.
Champagneårene af Jesper Svenningsen. Kunstsociologisk bog.
Titlen er god, emnet er spændende, men alligevel er bogen slet ikke så vild og dermed inspirerende, som jeg havde håbet på.
Den gedigent arbejdende kunsthistoriker, Jesper Svenningsen, der tidligere har beskæftiget sig med privatsamleres indkøb og samlinger i begyndelsen af det 20. århundrede i Danmark, har set et hul i kunsthistorien: hvordan blev kunsten, herunder ikke mindst malerier af dansk malere, distribueret og solgt i perioden 1875-1920?
Perioden er interessant, det moderne er på fremvækst i alle hjørner af samfundet og inden for det kulturelle. Litterært med Georg Brandes i spidsen i begyndelsen. På det billedkunstneriske plan skete det meste i udlandet, mens malerne herhjemme ikke mindst prøvede at leve af deres arbejde. Samfundet var ved at omstrukturere sig, og den historie rummer stadig ukendte lommer, selv om meget snart er beskrevet. Men Svenningsen har helt rigtigt set en mulighed.
Bogen falder i to dele. Første del beskriver begyndelsen på en ny tid, hvor billedkunsten bliver en vare på linje med alt andet omsætteligt, 1875-1900. Anden del er langt mere spændstig og beskriver, hvordan den store europæiske kunst også vises og omsættes i København, godt hjulpet frem af de forskellige kunstsamlere i det københavnske borgerskab.
Pointen hos Svenningsen er, at i 1870erne er det de ikke særligt kunstvidende rammeforhandlere og glarmestre, der øjner et nyt marked. Der var indtil da kun den såkaldte censurerede Charlottenborg Udstilling, hvor kunstnere kunne vise og i bedste fald afsætte nogle værker og derved tjene til dagen og vejen. Udviklingen gik hurtigt i de år, utrolig mange butikker, auktionshuse og andre markeder for kunsthandel dukkede op. Heldigvis rummer bogen nogle informative kort, som viser udbredelsen i København med navne på butikker m.m. Men så holder klarheden faktisk op.
For meget i bogen bliver en lang opremsning af alle de informationer, som Svenningsen på bedste forskermanér har gravet op og beskrevet, så også fagfællebedømmeren kan være tilfreds. Men hvad med læserne?
En liste over samtlige kunsthandlende med deres cv etc. i oversigtsform ville være lettere at læse og trække informationer ud af. Ligeså også med de kunstnere, som anvendte de forskellige muligheder: kunsthandlere, mindre udstillinger, auktioner og atelierbesøg. En oversigt ville være nyttig, nu skal det hele graves ud af teksten.
En række oversigter over de forskellige aktører på markedet ville skabe overblik fremfor de nydelige tekster, der synes som en ophobning af informationer uden proportioner, perspektiver eller analyser.
I indledningen, som snarere er en tekst til fagfællebedømmeren, oplyses meget fornuftigt, at det indlysende og kendte(?) fra perioden ikke kan få plads. Dvs. en nærmere karakteristik af Charlottenborg Udstillingen som hele vejen igennem er det store onde dyr i åbenbaringen, skal søges andre steder. (Charlottenborg Udstillingen grundlægges i 1857 og fortsætter også efter udstillingsbygningen står klar i 1883. Det er en ucensureret udstilling, dog: har en kunstner udstillet i 15 år, kan vedkommende uden censur få lov at deltage.)
Også de to Nordiske udstillinger (1883 og 1888) samt Carl Jacobsens internationale udstillinger forbigås. Denne manglende karakteristik af det semiinstitutionelle er ikke fikst i en bog på 304 sider, der vil beskrive nogle aktive år i det københavnske societyliv cirkulerende omkring billedkunsten og herunder Akademiet og Charlottenborg.
Men kapitlerne om det nye århundrede bliver i bogen mere interessante at læse.
Her beskrives hvordan store internationale kunstnere som Munch og andre nordiske folk, tyske malere fra bl.a. Der blaue Reiter, Kandinsky og Münter, udstiller uden helt at få afsat værkerne. Også fransk kunst kan have svært ved det, men her så nogle af samlerne nok lettere værkernes charme eller kommende markedspotentiale.
Første Verdenskrig blev for mange de hurtige penges tid. Kunstinteressen voksede og ligeså kunstmarkedet for at eksplodere, da Landmandsbanken krakkede i 1922/23.
Det sociologiske blik på kunstverdenen er meget interessant. Også når jeg tænker tilbage på den åbenbaring, det var, da jeg som ung studerende i flere semestre, på tværs af kunstarterne, studerende Arnold Hausers “The Social History of Art” (1951) dog først moderne i 1970erne, da en ny, marxistisk tankegang indvirkede på kunstforståelsen og kunstanalysen på universiteterne. Amateurs, kunsthandlere og andre rigmænd blev sat op over for markedskræfter, priser, samfundsstrukturer og naturligvis kunstnerne.
Bogen “Champagneårene”bliver lidt skæv i perspektivet, når Svenningsen af pladshensyn heller ikke kan beskrive kunstlivet i andre hovedstæder, som i den grad må have inspireret københavnerne og de rejsevante forretningsfolk.
Bogen fra Aarhus Universitetsforlag er nydelig – men også lidt for klassisk i layouten og dermed heller ikke så “sjov” som emnet lægger op til.
Det er helt fint med de mange noter trykt i marginen hele bogen igennem. Men desværre kommer man hurtigt til at forveksle noter med billedtekster, der synes strøet lidt for tilfældigt lauoutmasssigt ud på siderne.
Bogen har modtaget midler fra 5 fonde plus et stort 12 måneders arbejdsstipendium fra Novo Nordisk Fonden.
Udkommet efteråret 2024 på Aarhus Universitetsforlag.
www.unipress.dk