∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Chess – på Det Ny Teater er bedre end nogensinde.

Den bedste ”Chess” jeg har set, for denne udgave er både vittig, uhyggelig, musikalsk i top og visuel smuk og mættet ved både at fremmane et skakbræt, en skakverden i et lukket rum og fastholde en masse udenomsdetaljer om politik og kærlighed.

“Det er bare et spil” – er slutreplikken og alt for aktuel i vores nutid, i vor øjeblikkelige situation. Virkeligheden er blevet til et spil, som er løbet os af hænde. Derfor rammer ”Chess” så hårdt i dag, september 2025.

Det Ny Teater har med gode danske sangere og en fascinerende scenografi, stram personinstruktion og flotte underholdende danseoptrin fået maksimalt ud af musicalen ”Chess”.

Der er bygget videre på en produktion fra 2018 i Tivoli, og Det Ny Teaters forbedrede udgave med ny instruktør er mange ”løbere” bedre.

Med 39 år på bagen viser ”Chess” sig mere sejlivet, end nogen kunne forvente. Den kolde krig rasede stadig i 1980erne og er nu desværre igen på fuldt firspring. Samtidigt er blandingen af krig, kærlighed og sport desværre alt for aktuelt. Måske var det dette tredelte budskab, den britiske teatermand Tim Rice tilbage i 1983 fremlagde, da han fik kontakt til Abba-gutterne. Resultatet blev en lang række sange, udgivet med stor succes i 1984 på et ”konceptalbum”. To år efter kom London-teaterpremieren med de samme hovedstjerner, svenske Tommy Körberg og britiske Elaine Paige.

Alt det er historie. Jeg har oplevet ”Chess” flere gange som en tung, men musikalsk interessant sag. Nu funkler den. Og det er faktisk kun i de lange, flot afleverede soli, at musicalen hænger lidt og bliver lidt kedsommelig.  For skakspillets spænding som parallelhistorie til den politiske situation, øst mod vest, fungerer perfekt, men når det kommer til kærligheds-scenerne, bliver det lidt mere langtrukkent.

Ambitionerne var store da Abba-drengene skrev og komponerede. Der er hentet toner fra alle hjørner, og samtidigt kræver musikken meget af kunstnerne på scenen.

I en blanding af svære og høje toner med passager af  musical og pop stilles store krav til omstilling og får af og til sangerne til at vrænge unødigt.

Men det er rigtigt tænkt, at den dybe koncentration ved skakbrættet kontrasteres af det spil, som foregår udenom. Lokale optrin, først i Merano i Norditalien og siden i Bangkok – og tillige vilde, amerikanske cheerleaders. Midt i det hele et skakbræt- og to spillere.

At kærligheden blandes ind, bliver i denne omgang helt plausibel. Det er forståeligt, at den vulgære amerikaners elskerinde falder for den russiske spiller, her flot ageret og sunget af Xenia Lach-Nielsen over for russeren, spillet af Thomas Høj Falkenberg, en fin og neddæmpet præstation. Mens amerikanske Trumper(!)  med for langt rødt slips, og ligeledes for stor overfrakke i høj grad illuderes og spilles til kanten af Anders Gjesing.

De tre hovedfigurer kan ikke være bedre.

Alle amerikanske håndlangere har rødt slips, det er bare en ekstra, morsom detalje. For vi er ikke i 2025, men tilbage i måske 1972, bl.a. hvor unge amerikanske Bobby Fischer vinder over sovjetiske Spasskij. Alt det og mere til er blandet ind i musicalen, som selvfølgelig også har en forladt hustru og to børn tilbage i Sovjet.

Med børn på scenen og ulykkelig hustru trækkes linjer til en  ”Madame Butterfly”. Var der også blandet lidt tuberkulose ind, havde både ”La Boheme” og ”La Traviata” være present  på scenen.

Men  det er ligegyldigt, for musicalmaskinen er så velsmurt med en lang række sangere, der agerer og synger af fuld hals og med kærlighed til genren.

Andre skal også fremhæves: Simon Nøiers som skakdommeren, der danser som var han Mister Gambling med grønt jakkefor, Søren Bech-Madsen er den helt igennem usympatiske, russiske go-between. Frederikke Vedel er sky, men kraftfuld i rollen som den forsmåede russiske hustru, og Jon Lange er en glat amerikaner, der for tiden ofte ses på TV.

Imponerende præstationer af alle og med et varieret,  veltunet kor, der kan agere alt fra øldrikkende tyrolere, hoppende og dansende amerikanere til asiatiske tempeldansere, kan ingen ønske mere – og selvfølgelig er de også sorte som hvide ”brikker”.

Det udenlandske team er lykkedes over alt forventning: instruktøren Markus Virta, scenografen Peter Mckintosh og koreografen Heather Douglas. Det store orkester dirigeres af Mikkel Rønnov, der også er co-producent.

Er man til skak, er forestillingen et must. Er man politisk interesseret ligeså – og ka’ man bare li’ musicals er denne ”Chess” så god, at den må opleves.

 

• Iscenesættelse: Markus Virta
• Koreografi: Heather Douglas
• Scenografi og kostumer: Peter McKintosh
• Assisterende scenograf: Stine Martinsen
• Lyddesigner: Magnus Hansen
• Lysdesigner: Tim M. Deiling
• Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow
• Oversættelse: Jesper Malmose
• Musik: Benny Andersson & Björn Ulvaeus
• Sangtekster og dialog: Tim Rice & Björn Ulvaeus

Medvirkende

• Anatoly Sergievsky: Thomas Høj Falkenberg
• Florence Vassy: Xenia Lach-Nielsen
• Frederick Trumper: Anders Gjesing
• Molokov: Søren Bech-Madsen
• Svetlana: Frederikke Vedel
• Ensemble:

Christian Haagen Birkvang, Lasse Dyg, Frederik Espenhain, Jens

Kau Wahlers Nielsen, Jacob Prüser, James Leece, Johan Klitgaard, Marie

Gersholm Baktoft, Susan Torres Engelin, Josephine Feit, Katrine Skovbo,

Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Christine Ramlow Toft, Markus Emil Borg,

Mikkel Emil Lynge, Mille Lambert og Vibeke Zederkof

www.detnyteater.dk