Kulturkupeen

Cirkus. Udstilling på Gl. Holtegaard.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Cirkus. Gl. Holtegaard.

Cirkus! Hvilken herlig titel. Og med alle antenner ude drog jeg til Gl. Holtegaard nord for København.

Men udstillingen kom med helt andre bud på cirkusbegrebet, end jeg havde forventet.

Arkitekten Lauritz de Thurahs bolig, som er Gl. Holtegaard, udstråler stadig både barokkens elegance og landlighed.  Indenfor er rummene til gengæld forholdsvis små og desværre også komplicerede at udstille i. Det har medført, at udstillingerne, ikke mindst i de senere år, er blevet ”iscenesat” – ofte med tapeter og deslige for at råde bod på de smukke rums æstetik, når moderne kunst skulle op på væggene.

Gl. Holtegaard. Cirkus. Et udstillingsrum. Pressefoto: David Stjernholm.

Sådan er problemet også med denne udstilling, hvor alle vægge er tapetseret med rød- og hvidstribede tapeter, og vel at mærke af den meget bredstribede slags. Det kan være ok, hvis det er plakater, men faktisk er det gedigne tegne- og malerkunst fra begyndelsen af det 20. århundrede, som udstillingsstedet viser. Det er synd og lidt af et overkill.

Listen over repræsenterede kunstnere er ganske imponerende:

På den danske side: Storm Petersen, Lundstrøm, Preben Hornung, Svend Johansen, Giersing, Jais Nielsen, Vilhelm Bjerke Petersen – af afdøde udlændige bl.a. Toulouse-Lautrec, Isaac Grünewald, Kirchner  og så  de moderne: Michael Kvium, Peter land, Superflex, fotografen Viggo Rivad, Henrik Plenge Jakobsen, tal R og flere  udlændinge, bl.a. Paul Mc. Carthy.

Det lyder af meget – for meget(?), men mange af billederne er små og derved måske ikke så velegnede til at gå i dialog med hinanden.

Det synes også, som om det har været svært at finde en fællesnævner for de værker, der er inspireret af begrebet cirkus. For det er meget stor forskel på, om det er en kunstner, der som Svend Johansen i mellemkrigstiden er bidt af teater – og hvad dertil hører eller en nulevende installationskunstner(e), som bl.a. Superflex, der anvender cirkusbegrebet som en metafor på det rene menneskes undergang, kapitalismens (Mc.Donalds) overtag og samfundets generelle fortrængninger og forskydninger.

Gl. Holtegaard. Cirkus. Et udstillingsrum. Tv. lidt af Superflex video om Mc.Donald. Pressefoto: David Stjernholm.

For at råde bod på det hele, er der nogle katalogartikler, som på ganske interessant vis henviser til cirkusbegrebet i henholdsvis kunst, film og litteratur. Dele af det kan også læses i Politikens Kronik fredag i sidste uge, hvor de to Politiken-journalister: Peter Michael Hornung og Bo Tao Michaëlis,  har genskrevet deres udmærkede katalogtekst, som også blev anvendt ved udstillingsåbningen, dog i en alt for komprimeret form.

Men hvor udstillingen i sin blanding af rene cirkusbilleder og iscenesatte, samfundskritiske videos etc. egentlig fremstår ok, bliver udstillingens ambition lidt formørket via katalog og tekster i udstillingssalene. Der tales med to tunger. Hvad vil udstillingen?

Det kan også undre, at cirkus i det moderne samfund skydes til hjørne, at det nærmest erklæres for dødt, så længe der jo stadig er folk, der kæmper for underholdningsarten igennem hele sommerhalvåret, i Danmark og andre steder.  Og mon ikke der kommer en renaissance, måske uden vilde dyr, men med alt det andet.  Og hvad med det en gang så berømte AFUK?

Der henvises i kataloget (men vist ikke på udstillingen) til litteratur, film m.m., men inden for teatret findes der jo også nycirkusbegrebet, som har eksisteret i snart 50 år,  og som bl.a. igennem Fools-festivaler og følgende mammutpræsentationer er blevet kendt i Danmark af folk, som går i teatret og lign. Også her er der en forskydning, der bedst  kan forklares ved at cirkusprinsessen sagtens kan have huller i strømperne og jongløren  godt bevidst må tabe  keglerne. Noget andet er det moderne tyske regiteater  (hvor instruktøren bemægtiger sig hele fortolkningen) igennem de seneste måske 30 år har anvendt cirkus, igen som metafor på en skør, uægte og forstillende verden.  Der er næsten ikke den nyiscenesatte klassiske opera, som ikke har en skør klovn med, senest ”Turandot” på Det Kongelige Teater.

Michael Kvium. fra Arkens udstilling, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Derfor er sagen faktisk mere kompleks end som så, og hvor udstillingen bl.a. bruger Tal Rs cirkustelt med en næsten usynlig Pjerrot i naive omgivelser som symbol, så synes Michael Kviums gl. mand til hest måske i endnu højere grad at være sindbillede på, hvad cirkusbegrebet også kan bruges til.  Billedet blev oprindelig vist på den store Kvium-udstilling på Arken for et par år siden, og Kviums helt uhyggelige mandsling til hest, med de små ben dinglende, mens stærke ben bærer hesten frem, signalerer den alderdom, vi alle vil møde!

Gl. Holtegaard. Cirkus. Et udstillingsrum. Pressefoto: David Stjernholm.

I stedet for at blive opløftet af alle de hver især gode værker, blev jeg derfor forvirret og kunne ikke rigtig få indpasset det stadigt eksisterende cirkusbegreb, den gamle middelalderlige gøglerform,  Shakespeares anvendelse af ”the clown”, som var fast inventar ved hofferne og så det moderne teaters evindelige anvendelse af cirkusbegrebet, det hvide klovneansigt – parykken etc.

Det er altså mere end svært at formulere, hvad cirkus er, og hvor mange forskellige ingredienser, der skal være tilstede for at kalde noget for cirkus og samtidig indfange den tidlige fascination af cirkuslivet, som ikke mindst Pablo  Picasso  og vores egen Svend Johansen repræsenterede – og her overfor  tillige en moderne, mere teoretisk tilgang til ”performativitet”.

Udstillingen formår ikke at adskille epokerne, og selv om der tematisk forsøges med overskrifter som ”bag scenen”, ”Klovnen” etc. fungerer det ikke optimalt. Men billederne kan leve deres eget liv – ét for ét. Det kan ingen tage fra dem. Og så kan man glæde sig over det.

Derfor 4 stjerner. Men kuratorisk er udstillingen ikke nem.

Katalog: kr. 99.-

Udstillingen Cirkus varer til og med 5.1. 2020.

www.glholtegaard.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.