∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Cirkusrevyen 2025.
Flot ser det ud – og ved premieren var der røde roser og champagne i miniflasker til ALLE.
Det er en klassisk Cirkusrevy, de fem dygtige skuespillere byder på. Der er 90 års jubilæum i teltet i Dyrehaven. Måske derfor har de yngre kræfter, med Niels Olsen og Joy Frederiksen der tog over i 2023, pålagt sig selv ikke at være for unge og friske, men modne og nostalgiske. Lidt mystisk.
Revynumrene er lange med alt for mange referencer tilbage i tiden til de gamle velmagtsdage med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard. Ingen fornyelse.

Heldigvis slutter første del med det mest suveræne revynummer, sådan skal en dansk revy i topklasse være og helst hele tiden. For oven på endnu en nydelig Merete Mærkedal-Mette Frederiksen-parodi lægges op til Danmarks nye, komplicerede situation i en verden i oprør: Vi må have en større og mere effektiv hær.

Med de berømte ord “Køb, Køb, Køb” kommer et helt grønt regiment ind med flotte projektioner på bagvæggen, der signaleret en flyhangar eller lignende midt i Benjamin La Cours genbrugs-superflotte art-nouveau /Tiffany dekoration.
En dansk hær i grønt camouflage, mænd som kvinder, store som små. Men hvad skal de have af våben? Alt er udsolgt. Og så ender de hos Bauhaus og Thansen og står til sidst med skovl, hakke og spade, mens kampråd fra en fodboldkamp og røde flag daler. Det er mageløst og ikke helt venligt, for Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen kører rundt på små traktorer i fint tøj. Ak ja – gid vi aldrig når dertil.

Resten af revyen er det sædvanlige, før de yngre tog over.
Hvor er de dog alle gode – Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl, Mads Knarreborg og den nye i klassen, Magnus Haugaard, som er ligeså revyagtig som veteranerne. Flot ensemble med et par syngepiger, Rosa Gehl og Jasmin Dahl samt yderligere gode dansere.

Det kører, men skal det være anno 2025? Kan blive lidt forvirret over al den glitterstads, som der slet ikke er brug for i en revy, og i disse sparetider har vi da ikke behov for, at der skiftes kostumer hele tiden.

En revy, når den er bedst, er satire, ironi og parodi vedr. de store og vigtige spørgsmål. Men måske lider det fællesrum, som teater er, under, at vores samlede referenceramme ikke når længere ud end til dronningen, Mette F, Tesla og den amerikanske præsident, hvis altså der skal sælges 100.000 billetter.

Det er ærgerligt og viser et Danmark, som ikke er så oplyst endda.
Cirkusrevyen klarer sig dog via sin professionalisme, men aktørerne (og publikum) fortjener faktisk større indholdsmæssige udfordringer.
Cirkusrevyen 2025
Niels Olsen
Merete Mærkedahl
Mads Knarreborg
Bodil Jørgensen
Magnus Haugaard
Instruktion: Joy Frederiksen
plus mange tekstforfattere og stort ensemble.
www.cirkusrevyen.dk