∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Cosi fan tutte – Mozart på Operaen.
Nydelig og gedigen Mozart-opera, men ikke til at prale af.
Den Kongelige Opera har i denne sæson et imponerende repertoire med nyopsætninger, repremierer, koncerter, gæstespil m.m. Det er ret fantastisk, at man kan møde både ny dansk musik, Wagner, Mozart, etc, Men spørgsmålet er bare om det er mængden, der gør det.
Cosi fan tutte. Operaen. Det Kongelige Teater, 2019. Foto: Miklos Szabo.
Med premieren på ”Cosi fan tutte” kan det undre, at Det Kongelige Teater og den britiske operachef har købt en mere end 10 år gammel iscenesættelse fra Opera North i Storbritannien. Så vidt min googling, var der i hvert fald premiere tilbage i 2009 i Leeds på instruktøren Tim Alberys opsætning i rokokokostumer. Han havde tidligere prøvet kræfter med helt moderne kostumer. Men ét er kostumer og dekoration, noget andet er nærværet og den basale fortolkning af Mozarts spøg.
Man kan vælge at sige, at musikken er fascinerende, mens handlingen og librettoen er for latterlig. Sjældent er en opera blevet bearbejdet så mange gange som denne pjankede historie. Selv Adam Oehlenschlæger valgte at omskrive hele teksten, men bevare musikken, i ”Flugten af Klostret” (1827).
Handlingen er næsten for simpel, når det gælder en næsten tre timer lang opera: Et væddemål, der går ud på at afsløre kvinders utroskab. Men hvad med mændene? Og hvad med selve essensen af begrebet kærlighed? Det fik hverken Mozart, Da Ponte i librettoen eller Tim Albery med. Men vi lever jo i en tid, hvor alt skal ligestilles, og jeg er sikker på, at en ung teaterinstruktør (gerne dansk) her i 2019 sagtens ville kunne dreje historien, så den enten blev helt gaga eller faktisk et sindbillede på vor tid, hvor der bl.a. kører TV-successer som ”Gift ved første blik” – for det er lige netop det, som også indgår i denne historie – selv om det er på skrømt. ( Elisa Kragerup gjorde noget lignende for få år siden med “Figaros Bryllup” på Det Kongelige Teater, hvor hun indlagde et realityshow.)
Cosi fan tutte. Operaen. Det Kongelige Teater, 2019. Foto: Miklos Szabo.
Dekorationen i den mere end 10 år gamle produktion skal være det indre af et Camera Obscura. Men proportionerne synes slet ikke at passe til Operaens store rum. Næh, hvorfor ikke bruge Gamle Scene, når det endelig skal være til en opera fra 1790 i klassiske rokokokostumer? For på Operaen havde sangerne et minimum af bevægelsesrum og sad det meste af tiden på hvide, stive stole. Ok, pænt så det ud, men befordrede ikke fortolkningen.
Sangerne er en skønsom blanding af gæster fra udlandet og to nye (nordmænd) fra Operaakademiet. Sine Bundgaard gjorde en god figur som både tjenestepige og diverse udklædte personer. Det hele fungerede godt, også sangligt, men prangende blev det aldrig ved premieren. I et mindre teaterrum havde det sikkert været godt nok. Ved fremkaldelserne var der hverken instruktør eller scenograf tilstede!
Mozarts musik blev spillet fint af kapellet, men det var som om der ikke var så megen kontakt fra orkestergrav til scene.
Kort sagt: En stille aften selv om det var operapremiere.
Programmet rummer en gammel strukturalistisk aktantmodel fra 1988, der viser personernes relationer. Det virker en smule komisk, men nyttige biografier på både sangere og involverede kunstnere var god læsning. Tak.
Instruktør: Tim Albery
Dirigent: Paul Goodwin
Scenograf: Tobias Hoheisel
Kostumedesign: Tobias Hoheisel
Lysdesign: David Finn
Medvirkende
Anna Kasyan
Kari Dahl Nielsen
Matteo Macchioni
Magnus Ingemund Kjelstad
Sine Bundgaard
William Dazeley
Forestillingen drager snart på turné i det ganske land. I små teaterrum er jeg sikker på, at operaen vil fungere på bedste vis.
Jeg kunne heller ikke lade være med,at bemærke den sparsomme kontakt mellem kapellet og scenen, men min opfattelse var, at den manglende samklang udsprang fra scenen. Men det ikke helt en stor Mozart oplevelse. Ærgerligt!
TAk for kommentar. Helt enig. Det var en lidt slap aften!