Kommentar af Ulla Strømberg.
Dansk kulturpolitik ved årsskiftet 2019/2020: I.
Kulturministeren og hendes forgængere.
Det ser ikke for sjovt ud – hverken for os, der bare står derude og kan se på, hvordan kulturen forvaltes – eller for de institutioner, der ikke har fri bevægelsesfrihed, men takket være statstilskud må finde sig i at få dikteret dette og hint.
Der er nok at tage fat på for socialdemokratiske Joy Mogensen, når hun nu er vendt tilbage til sin ministerplads. Partifællen Rasmus Prehn har dog passet butikken pænt og stilfærdigt med behørigt sideblik til Statsministerens overordnede mission: Børnenes tarv. Derfor har seneste udspil, lige før statsministerens nytårstale, handlet om børn, musikundervisning og musikskoler. Dagbladet Politiken har som vanligt fulgt trop og uddybet med forsider og adskillige billeder af syngende børn. Ikke et kritisk ord om defokusering, forskydning eller lign. Men nu lurer der mange spørgsmål i kulissen. Og hvis nogen orker at læse om dem, følger der her et mindre udvalg, men først en opsummering af forholdet imellem de seneste års ministre og embedsværk.
Embedsmændene i Kulturministeriet har i snart mange år haft fri leg i de fleste af arbejdsdagens timer og har kunnet styre deres egne områder og fremme deres foretrukne områder. For efter Brian Mikkelsens mangeårige regeringstid i nullerne, der primært bestod i at opbygge en stor, dansk kulturkanon (som vel på det nærmeste er glemt i dag), har ministeriet på linje med bl.a. Skatteministeriet fungeret som en svingdør, et venteværelse eller ligefrem en dagligstue for politikere, der skulle placeres.
Efter Brian Mikkelsen blev ophøjet til erhvervsminister kom Carina Christensen, konservativ og i dag helt ude af politik. De fleste har nok glemt hende, og hun var sandelig også svær at få lov at møde. Derefter fulgte Per Stig Møller, ligeledes konservativ. Han var i starten lidt trist over at skulle forlade det finere Udenrigsministerium, men fik dog lov at lade Kaj Munks præstegård i Vestjylland blive ophøjet til museumsstatus. Det var en bedrift.
Så skete det store politiske skifte. Helle Thornings regering havde i det første år Uffe Elbæk som kulturminister. Han var radikal, men fulgte sine egne veje. Der var snak om meget, men kun få resultater udkrystalliseredes. Heldigvis blev landsdelsorkestrene ikke nedlagte ved den lejlighed. Til gengæld blev diverse folk sendt til udlandet for at snakke og udvikle. Så kom AFUK-skandalen, og efterfølgende blev Uffe Elbæk en markant formand for Alternativet. Den alligevel ikke-pensionerende radikale Marianne Jelved trådte til og nye værdibegreber kom i omløb. Ved officielle situationer og udstillingsåbninger kunne ministeren divertere med Haiku digte.
Endnu et regeringsskifte i 2015. Først en ren venstreregering og den gamle veteran Bertel Haarder blev kulturminister. Første ventre-kulturminister i Danmarkshistorien. Rent ideologisk blev det næppe et skift fra Jelved til Haarder, måske bortset fra at han var med til at indføre det meget omtalte omprioriteringsbidrag. Det betød, at de store kulturinstitutioner skulle spare to procent om året samtidig med, at regeringen, uanset hvilken farve den har haft i samme periode, ikke har holdt igen med det almindelige forbrug og bl.a. givet folkevalgte meget lukrative forhold – både løn og pensionsmæssigt. Selv barselsorloven er mere privilegeret i Folketinget end noget andet sted i kongeriget. Som bekendt ville Mette Frederiksen også i efteråret 2019 lade Folketingsmedlemmernes løn stige.
Da Lars Lykke måtte hente parlamentarisk hjælp udefra, måtte Haarder vige pladsen for L.A. politikeren Mette Bock, som dermed blev minister for første gang (og måske sidste gang). Det gik ikke stille af. Jylland kom i centrum og mange kvinder fra provinsen fik sæde i diverse udvalg etc. Samtidig var der et markant uengagement for selve kunsten. Men imens kunne embedsværket køre videre – for endnu engang havde kulturministeren fokus på så meget andet end kunsten og kulturen.
Med Mette Frederiksen som delvis vinder af valget, sommeren 2019, skulle Kulturministeriet igen være socialdemokratisk. Et spændende valg var det, da den markante borgmester fra Roskilde, Joy Mogensen, blev kulturminister. Personlige forhold fik hende desværre på orlov i hele efteråret 2019, men nu ved indgangen til 2020 er hun tilbage.
Joy Mogensen overtager et ministerium, hvor embedsværket i årevis har kørt forretningen, bl.a. i forbindelse med udnævnelsen af Det Kongelige Teaters nye bestyrelse. Og i de seneste mere end 20 år har der ikke foreligget en såkaldt kulturpolitisk redegørelse.
Fortsættelse følger i næste afsnit.