∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Daugthers of Lear – KSK, Københavns Shakespeare Kompagni.
Velspillet parafrase over Shakespeares tragedie ”King Lear” –selvfølgelig her i 2026 med spot på de tre døtre, der skal til ”eksamen” hos deres despotiske fader, King Lear. Han vil dele sit rige imellem dem, men inden da vil han høre, hvor meget de beundrer ham!

Teksten er nyskrevet af KSks Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren og uden for mange handlingsmæssige svinkeærinder. Men det er selvfølgelig altid dumdristigt og overmodigt at skrive op imod selve gamle Shakespeare, for han kunne jo noget. Også den gamle komedie, ”Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde ”, af Tom Stoppard tilbage fra 1966, lurer.
Men her hos KSK er det blevet til et velbegrundet og nuanceret billede af tre ganske forskellige søstre. Udgangspunktet er fortsat, at den yngste og ugifte, Cordelia, her spillet nuanceret og fint af Josephine Due Feit, står isoleret over for de mere udspekulerede, ældre søstre. Cordelia er sin fader tro, hun er godhedens selv, og både hos Shakespeare og her bliver hun misforstået af faderen, der er vant til rygklappere, mens hun blot er ærlig i sin faderkærlighed. Også denne uretfærdighed må hun bære på sine skuldre.

Hos Shakespeare er det i flere teaterproduktioner netop blevet Cordelia, der fortolkes som den omsorgsfulde nar, der følger den tiltagende gale konge på hans lange vandring mod døden.

Den ældste søster, Goneril, spillet stramt af Christina Hildebrandt, er nærmet besat af ikke at blive snydt af faderen. Hun ved, at han vil dele sit rige imellem de tre, og hun ser alle farer lure, mens den mellemste søster, Regan, Sarah Dahl Hasselgren, som har været med til at skrive og tillige altid er den æstetiske kostumedesigner, har både sympatiske og griske tilbøjeligheder. Således afviger dette billede af de tre søstre heldigvis ikke fra gængse shakespearefortolkninger, og tak for det.

Samtidigt er der endnu engang smukt og ganske velfungerende i kælderen i Østersøgade i København, så man kan ikke andet end være imponeret over KSKs kompromisløse arbejde med at holde fast i den store litteratur og kulturarv og ikke mindst det talte ord! I en tid, hvor de gamle klassikere ofte misbruges for at ende som forfladigede ”illustrerede klassikere”, holder KSK fanen relativt højt, selv om flere ord eller en hel monolog fra den gamle mesters hånd ikke havde været af vejen. Det hele er iscenesat af Joseph Sherlock, der heldigvis har afpasset alle udtryk til rummet og stedet.
Med denne forestilling om de tre søstre, kan man jo overveje, hvad der ville ske, hvis Tjekhovs også ganske forskellige, men mere medmenneskelige tre russiske søstre mødte de britiske over en kop russisk te for at diskutere søsterskab og samfundssind.
Kan afgjort anbefale et besøg i kælderen på Østerbro i København, hvor der spillet indtil slutningen af maj.
Instruktør Joseph Sherlock
Scenograf Joseph Sherlock
Kostumier Sarah Dahl Hasselgren
Skuespillere Christina Hildebrandt, Sarah Dahl Hasselgren, Josephine Feit
Dramatiker Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren
Frit efter Shakespeares King Lear.
Spillested: The Deer and Rabbits
Øster Søgade 38 (kælder)
2100 København Ø
Aldersgrænse + 15 år
Varighed 1 time og 30 minutter
Spilleperiode 30.04.2026 – 30.05.2026