∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
David Hockney i Paris.
Et livsbekræftende møde med en maler, som altid har strålet af overskud.
Den nu meget modne britiske maler, David Hockney (født i 1937), er stadig en lys og positiv kunstner med appetit på livet og kunsten. Derfor kan jeg anbefale en lille tur til Paris og et smut ud i Boulogne Skoven til Louis Vuittons museum. Udstillingen giver mentalt overskud og mod på livet. Men det er også et kunstnerisk livsværk, der bevidst spiller på det naive, det simple, det klare, det næsten todimensionelle.
Udstillingen i Frank Gehrys museumsbygning er enorm og meget bevidst om, at det drejer sig om de seneste par årtier i Hockneys værk. Fornuftigt nok begynder udstillingen dog med nogle få malerier fra de tidligere år for at markere udviklingen. Så kan alle være med, og ingen behøver at løbe forgæves rundt efter ikke mindst malerier af amerikanske swimmingpools.
Et helt klassisk portræt af faderen fra 1955 viser, hvordan den 18 årige David kunne male i tidens fornuftige stil. Så følger i de tidlige 1960ere, efter flere år på kunstskole i London, nogle meget interessante malerier, der faktisk tager forskud på både det vilde maleri med tysk forankring og den yngre Basquiat, (1960-1988), der begyndte som graffitimaler og i sine sidste år fik stor betydning for samtidskunsten.
Allerede fra 1967 stammer et af de ikoniske swimmingpool–værker. Hockney er flyttet til USA’s vestkyst og har fundet sin stil med klare farver, enkle linjer og slanke mandspersoner som modeller.
På et tidspunkt i 1980erne skifter motiverne igen og store landskabsbilleder dominerer. Udstillingen har et par værker, som danskere kan nikke genkendende til. For et stort, fremragende værk fra denne serie er i Louisianas eje, men desværre ikke altid fremme på væggen. I disse landskabsmalerier nøjes Hockney næsten kun med to farver, den røde jord (som jeg også er stødt på i Arizona) og en grøn, ærkegrøn farve. Værket på udstillingen i Paris har titlen ”A Bigger Grand Canyon” og måler ca. 2 x 7,5 meter. Det er Amerika fra den bedste side.
Udstillingens emne er tiden efter 2000. Hockney er fra da af slået fast som den store britiske kunstner, og ifølge kataloget synes det bevidst, når han flytter residens nogle gange for at få ny inspiration, og, hvad der ikke er mindst bemærkelsesværdigt, ny metode og medie.
Listen over bosteder er lang og misundelsesværdig: West Yorkshire, London, Californien, Paris, Fra 1998 igen USA, derefter East Yorkshire, Hollywood, Normandiet og tilbage til London, hvor adressen vist er i dag.
”I pad’en” kommer frem efter 2010 og bliver noget, som Hochney i høj grad kaster sig over. Men her synes værkerne nok fascinerende, men også præget af den teknik, det syntetiske, som jo netop har været det klassiske maleris ærkefjende. Over for de noget syntetiske værker står nogle tegninger med bl.a. blæk fra 2019 med en elegance og styrke, som viser, at kunstneren stadig er på højde med sit rygte.
En såkaldt væg fra 2000 viser, hvordan Hockney har prøvet at samle den store kunsthistorie, og museet i Paris har genskabt væggen!
Som andre aldrende billedkunstnere ”genbesøger” Hockney også et par eller flere af de store forgængere: Edvard Munch bliver ”moderniseret” lidt, men det er faktisk synd – og ligeledes med William Blake Det er forståeligt nok, at kunstneren Hockney gerne vil afprøve sin teknik på de store forbilleder, men, men.
Portrætter og selvportrætter har altid haft en særlig plads hos Hockney, og hans evne til at fange essensen af et menneske synes intakt og stadig i den positive, muntre og livgivende form – naivistisk, men rammende.
Udstillingen fortsætter og fortsætter, fra etage til etage. Selv om Frank Gehrys museum udefra ser vildt og utraditionelt ud, er udstillingsrummene meget klassiske.
Når man tror at være nået til vej ende, åbenbarer sig på øverste etage et stort rum, hvor Hockneys scenografi, primært til operaer, er genskabt med musik og vilde projektioner i bevægelse på væggene. Publikum kan ligge på sækkestole og måske ærgre sig, som jeg gjorde, over ikke at have oplevet netop disse opsætninger i en periode fra 1975-1992 i Glyndebourne, på Metropolitan i New York, Covent Garden og i Chicago-operaen. Repertoiret spændte fra Puccini, Stravinsky til Richard Strauss og Wagner. En overrumplende oplevelse for alle de henslængte museumsgæster.
Udstillingen varer kun til slutningen af august, og Paris vrimler med turister, så det nærmer sig tortur for en gammel parisfarer. Men derude i skoven er luften bedre, og menneskemængden mindre. Husk at bestille billet, på et bestemt tidspunkt, et “time slot”.
Fra Triumfbuen (Etoile) går der en shuttlebus, lille hvid, elegant bus lige ud til museet. Gratis, hvis man allerede har billet. Men kom i god tid. Alt tager tid.