Kulturkupeen

Dejligt gensyn med Romeo og Julie hos balletten på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Overraskende og dejligt gensyn, da  ”Romeo og Julie” endnu engang dansede over scenen på Det Kongelige Teater.

En aften som takket være Ida Praetorius, Ryan Tomash, Tobias Praetorius og Jon Axel Fransson gav os håbet tilbage:  Den Kongelige Ballet er stadig i live.

Hvor den kongelige ballet forleden krabbede sig igennem en pauver Dans2go-aften (se anmeldelse her i kulturkupeen.dk)  rejste den samlede ballet sig lørdag aften ved  repremieren på ”Romeo og Julie”.

Romeo og Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto.

Med Ida Praetorius som Julie og Ryan Tomash for første gang i partiet som Romeo fik kærligheden en renhed og for Julies vedkommende tillige en ny, dæmonisk kraft.

Det Kongelige Teater skal passe på sine gode dansere –  for uden dem, er der slet ingen ballet, og traditionen vil fordufte.

Romeo go Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Henrik Stenberg.

John Neumeier skabte ”Romeo og Julie” tilbage i 1971. I 1974 kom den samlede pakke med Jürgen Roses dengang overraskende smukke scenografi og kostumer til København. Nu 47 år senere fungerer det stadig. Men jeg vil vove den påstand, at det er gået som med meget andet, ikke mindst scenografien har haft sine op- og nedture, men nu, efter alt for meget smart laserlys på scenen, er jeg igen taknemmelig for den pappede kulisse med en underspillet belysning. Vi ser for åbent tæppe sidekulissernes vej op og ned og ud til siden, som i et dukketeater, mens scenen befolkes af de smukkeste kostumer, der giver romantiske associationer til 1400- tallets norditalienske fyrsteliv gengivet på malerier.

Romeo go Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto.

Men var det ikke fordi  Prokofjevs musik fra 1934/38  er blevet  aflyttet eminent af koreografen John Neumeier, kunne det være det samme. For mange andre koreografer har forsøgt sig med musikken, hvor kun Birgit Culberg står tilbage i erindringen på linje med Neumeier.

Romeo go Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto. Henrik Stenberg.

Ved repremieren var Ida Praetorius utrolig som Julie. Fra de første generte trin i badelagen og plagierende moderens statuariske hodning, til den unge, varme kærlighed efterfulgt af den tilbundsgående ulykke, når den elskede var borte. Her blev det faktisk til en vanvidsscene en Ofelia værdig. Interessant og fornyende, men ikke alle danserinder ville kunne få det psykologiske med. Ida Praetorius er ved at blive en moden og eftertænksom danser. Ryan Tomash dansede partiet for første gang og gjorde det lydefrit, perfekt – og vil sikkert snart få det ekstra mentale overskud, der gør ham til en følende Romeo. Vi oplevede et smukt par, et lidende par, hvor der slet ikke var brug for Shakespeares ord, for Prokofjev og danserne fortæller det hele.

Romeo go Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto.

Denne aften blev trekløveret Romeo, Benvolio og Mercutio danset med overskud og en dejlig, vedvarende kækhed, hvor Tomash fik følgeskab af Tobias Praetorius og Jon Axel Fransson.

I ”Romeo og Julie”-balletten er der flere steder, hvor dansernes fortolkning er afgørende for den samlede forståelse. Et af de centrale øjeblikke er Mercutios dødsscene: Jon Axel Franssons formåede som den sårede, stadig ironiske og drilske Mercutio at skabe et af aftenens højdepunkter.  Denne dobbelthed, på randen af graven som dødeligt såret, drevet fremad og nedad af Prokofjevs toner, blev honoreret til ug.

Astrid Elbo som Julies moder leverede et fint, koldt, statuarisk portræt. Nogle gange glemmer man nok, at hun fra Shakespeares hånd kun er 28 år gammel, for Julie er 14 år. Derfor har moderen selvfølgelig tåspidsskoene på.  Men vi nægter vist at tænke på barnebrude og arrangerede ægteskaber. Vi fortærer blot historien og musikken af det altid velspillende kapel, som pakker os ind i Prokofjevs toner, der maner den tragiske drøm frem.

Romeo go Julie. Ballet. Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Henrik Stenberg.

For få dage siden glædede jeg mig sammen med tusinde andre over Pina Bauschs koreografi til ”Le Sacre du Printemps”. Den var fra 1970erne og ligeså med Neumeiers bedste værker. Hvad sker der? Hvor er de vedkommende koreografer henne i dag?

Ved denne repremiere en lørdag i oktober var der stuvende fyldt – helt op til galleriet. Røde lygter og et aldersmæssigt flot mixet publikum. Jeg så ingen politikere, men de burde glæde sig over fremmødet.

Koreografi: John Neumeier

Musik: Sergej Prokofjev

Scenografi og kostumer: Jürgen Rose

Iscenesættelse: John Neumeier

Dirigent: David Briskin

 

Medv. Denne aften: Ida Praetorius, Ryan Tomash, Tobias Praetorius, Jon Axel Fransson, Astrid Elbo m.fl.

 

www.kglteater.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.