∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den eneste Ene – musical – i Tivoli og videre til Holstebro og Vejle.

Den store musicalmaskine kører med løvefødder og gesvejsninger i overført betydning, for showet spiller i Tivolis Koncertsal på en pastelfarvet baggrund kun brudt af en gennemgående symbolsk rød farve hos hovedpersonen Sus, Merete Mærkedahl, og overalt, når kærligheden brænder igennem.

 

Flot og effektiv er både historie og musical fortsat, selv om filmen fra 1999 med efterfølgende musicalopsætninger med forskellige instruktører i Forum i 2005 og i Tivolis Glassal i 2012 vel har mættet en hel del publikummer.

Men nye generationer kommer til, og de er nok ikke på samme vis knyttet til Susanne Biers film, der solgte næsten 900.000 biografbilletter det første år og modtog et hav af priser.

Da filmen kom i 1999 var det noget så usædvanligt som et velspillet lystspil med en dybt raffineret oneliner-dialog af Kim Fupz Aakeson. Den er blevet husket i årevis, ikke blot én sætning, men mange replikker fra de fleste af hoved- og bi rollerne: ”Bare ærgerligt,  Sonnyboy”, ” 7 år Niller”, og mange flere.

Plottet formodes velkendt og handler jo om at få børn, enten med besvær, frivilligt eller via adoption. Det beskrives på den mest lattervækkende måde. To modsætninger, men ingen løsninger, dog ender det godt for de overlevne.

I den nye musicalversion, instrueret af Silas Holst, er det interessant, at de såkaldte bipersoner lykkes at få pointerne hjem med 99% træfsikkerhed. De kopierer simpelthen de geniale filmfigurer i stedet for at opfinde noget nyt. Dvs. Niclas Kølpin som kammeraten Knud, der ved meget om pædagogik(!), har samme kropsholdning som Lars Kaalund og genskaber også udtalen.

Veninden Stella, spillet af Sofie Jo Kaufmanas, gør det charmerende og sødt som en ufrivillig, men hyppig gæst på hospitalets abortafdeling og på evig jagt efter en mand med det rette efternavn, siger hun, helt naturligt!

Mulle/Merete med en hængebarm, der når ned til taljen, rammes flot af Ulla Vejlby, og uden klicheer fanges samme stemning, som Sofie Graabøl oprindelig slog an. De gør det alle lydefrit i blandingen af kopi og fortolkning af de gamle filmfigurer, og publikum kvitterede med latter.

Også Stanley Bakar som Sonny/ Andrea får maksimalt ud af rollen som en øretæveindbydende charlatan fra Italien iført en velsiddende gul (symbol på bedrag m.m.) habit og et sangnummer, der siger sparto med lys og glimt og en tur i luften, mens Mathias Herslands altid raffinerede lyssætning sprudler.

Derimod var der ved premieren med fuldt hus i Tivoli en vis politisk korrekthed over publikums sløve reaktioner. For nu, 27 år efter premieren på filmen, er der noget, som ikke længere er sjovt og vittigt. Det gik ikke mindst ud over de to hovedpersoner, Magnus Haugaard som Niller og Merete Mærkedahl som Sus, den forvirrede og sexede pige, som heldigvis finder ”den eneste ene” i Niller.

Selv om de ”leverede” på figurerne, var det som om der kom for meget naturalisme imellem dem som personer og lidt i vejen stod den fiktive pastelfarvede verden, skabt af scenografen Camilla Bjørnvad med dominerende skabsmoduler overalt – en metafor på køkkenet, mødestedet, samlingsstedet, etc.

Kærligheden slog ikke gnister!

Selvfølgelig er der også sket et skred i, hvad der er comme il faut at gøre nar ad. Tiderne var anderledes dengang, da Kim Fupz Aakeson og Susanne Bier  i 1998/99 udtænkte plottet og dialogen til deres helt igennem charmerende og overraskende muntre film. For i 2026 ler vi ikke ad adoptionsmyndigheder, socialrådgivere,  håndværkere eller skønhedseksperter. De er blevet en del af det samlede danske (acceptable) samfundsbillede.

Med tre levende musikere og resten på bånd kørte det musikalske pletfrit i kapelmester Joakim Pedersens arrangement med kendingssangen, oprindelig af Thomas Helmig til filmen i 1999, og Jesper Winge  Leisners senere mange musicalsange.

 

Men koreografien ved Tone Reumert, over for Silas Holsts gennemtænkte instruktion, har svært ved at fange den sødme og varme, som er grundelementet i hele historien om ”Den eneste ene”. For det er vigtigt at ”hængslerne” passer sammen, præcis som i et køkkenskab. Hvorfor skal vi så se på nogle vrikkende, småvulgære mænd i overalls med forvoksede sækkevogne for at understrege kraft og potens, mens damerne vrider og vender sig, som var vi til det rene pornoshow. Det er helt forkert og synd, at danseoptrinene ikke er afstemt efter både musik og historie. Mærkeligt at Silas Holst ikke har justeret og korrigeret. Filmen er nemlig overhovedet ikke vulgær, snarere en smule sippet.

Med velspillende, men lidt golde, hovedpersoner og brillante bipersoner pakket ind i en musik, der kører på skinner, sejler ”Den eneste ene” i havn efter to en halv time.

Men nødvendigt teater er det næppe lige nu, foråret 2026.

Til gengæld belaster musicalen ikke økonomien i hverken kulturministeriet eller hos de store private fonde, men gavner arbejdsløshedskasserne, så mange er der på og bag scenen.

Det er ren business for Jesper Winge Leisners firma, One and Only Musicals, som producerer og bærer det fulde økonomiske ansvar. Og det må man respektere.

Medvirkende:

Sus: Merete Damgaard Mærkedahl

Niller: Magnus Haugaard

Stella: Sofie Jo Kaufmanas

Lizzie: Lise Lauenblad

Sonny: Stanley Bakar

Knud: Niclas Kølpin

Mulle: Ulla Vejlby

Adoptionsdamen/ensemble: Malou Takibo

og dansere.

Det kreative hold:

Instruktør: Silas Holst

Manuskript: Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson

Koreograf: Tone Reumert

Kapelmester og Musikalsk arrangør: Joakim Pedersen

Scenograf og Kostumedesigner: Camilla Bjørnvad

Lysdesigner: Mathias Hersland

Lyddesigner: Tim Høier

Premieredatoer:

Tivolis Koncertsal, København: 26. februar 2026 –

Musikteatret Holstebro: 15. april 2026

Vejle Musikteater: 30. april 2026den ene