∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den fantastiske bus. Børneteater på Det Kongelige Teater.
Øverst på ønskesedlen sidste jul stod ”Den fantastiske bus”, en stor, tung og dyr bog af Jakob Martin Strid. Selvfølgelig fik barnebarnet bogen, som siden er blevet læst hyppigt, og sådan har det sikkert været i tusindvis af hjem.
Det Kongelige Teaters opsætning af ”Den fantastiske bus” er indlysende, bl.a. set i lyset af den tidligere teaterversion af ”Historien om den store pære” af samme tegner og forfatter. Jakob Martin Strid er en hyggelig og snurrig tegner og forfatter, som vist alle aldre kan lide.
På store scene i Skuespilhuset fungerer den nye forestilling langt hen ad vejen fint. Børn fra 5 år og opefter inviteres inden for. Udrustet med fikse, dyre papæsker med slik og sorte ekstra plasticsæder går det hele an i næsten to timer.
Men på den alt for brede scene løber de 9 skuespillere rundt for at illudere, at de vist er over 70 indbyggere in den lille fantasiby Ahnstarr, som lige så godt kunne være København eller en anden større by i Danmark.
I små skure i havnen lever dyreungerne sammen med voksne dyr, men deres eksistens er truet, fordi fæle spekulanter vil nedrive alt for at bygger stort, nyt og dyrt. En lille dyreunge, Timu, er dødeligt syg, men måske er der en vidundermedicin i eventyrlandet Balanka. Derfor må hele det lille samfund af sted – væk fra spekulanter og af sted for at give Timu nyt håb.
En Fantastisk bus bliver bygget. Den kan både køre og flyve. Efter pausen ankommer hele den store dyrefamilie til det forjættede land, og den syge dyreunge bliver rask. Det er historien.
Det lyder for godt til at være sandt, at man kan flygte, ihukommende bl.a. Fiskerhavnen i København SV, hvor der er blevet bygget nyt spekulationsbyggeri. Eller Palads, som næsten samtlige kommunalpolitikere nu har givet dødsstødet og sagt ok til et spekulationshøjhus midt i hovedstaden med tung, forurenende trafik til følge i hele byggefasen. Hvad tænker de på anno 2025? Det er den virkelighed, som vi københavnere, unge som gamle, lever i.
Men drag i teatret, glem virkeligheden og giv den yngste generation håb om en bedre sameksistens.
Med gode skuespillere på scenen, altid formidable og omstillingsparate Karla Rosendahl, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Carla Feigenberg og 6 andre – er der styr på figurerne.
Scenografen Astrid Lynge Ottesen mestrer både de mange dyrekostumer, mens ikke mindst den flotte bus er overraskende velfungerende, også visuelt. Den ligner en bus og kommer ikke helt i nærheden af Strids tegninger, som er mange gange mere fantasifulde, men den er ok.
Det store problem, ikke mindst i de mange børneforestillinger, er Skuespilhusets håbløse store scene. Den er simpelthen for bred. At det ville fungere med et helt symfoniorkester ovre tv, hjælper ikke i en forestilling, hvor det meste af musikken er på bånd. For der er et unødigt tomrum og en uanvendelig hulhed i mange af scenerne, selv om skuespillerne aser på med at klare de fysiske langdistancer. Hvorfor ikke indskrænke spillerummet?
I øvrigt kommer også lysdesigneren Mathias Hersland til kort, og det sker ellers sjældent, for han evner normalt via lyset at samle en forestilling, så man næsten forføres.
Den musikalske side er en skuffelse. Musikken er delvis på bånd, komponeret af den norske komponist og sangskriver Julian Berntzen, men er så intetsigende, at man bare ærgrer sig over den vist utilsigtede retrostemning, som indfinder sig.
Det kan godt være, at det er svært at skrive et børnehit i 2025, men hvorfor ikke tænke på målgruppen, der hver dag har fællessang i børnehaver og skolens første klasser. Hvorfor er der ikke ”lånt” nogle melodier fra den store, fælles sangskat. Det burde kunne lade sig gøre, også økonomisk. Ved premieren var der et øjeblik, hvor nogle børn fangede en rytme og begyndte at klappe, men denne fællesstemning forsvandt hurtigt igen. Det var ikke meningen fra instruktørens side!
Med Anastasia Holst Højlund som både instruktør og forfatter bag dramatiseringen og sangteksterne ville det måske have været godt med nogle ekstra øjne/ører, der kunne have sat lidt pep og mere ”hygge” ind i opsætningen.
Sammenlignet med så meget andet er det dog en gedigen produktion. Så de mange eksterne sponsorer til vores nationalscene skal ikke ærgre sig, men lidt mere ”vildskab”, ikke mindst på det musikalske område, havde måske gjort underværker.
Min lille ledsager, som kendte historien, sad stille og var tilfreds.
Forfatter: Jakob Martin Strid
Manuskript: Anastasia Holst Nørlund
Iscenesættelse, dramatisering og sangtekster: Anastasia Holst Nørlund
Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Musik: Julian Berntzen
Underscore, musikalsk arrangement og musikproduktion: Kato Ådland
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Rasmus Kreiner
Videodesign: Morten Just
Koreografi: Sofie Akerø
Musikalsk ansvarlig: Mikkel Gomard
Medvirkende:
- Karla Rosendahl
- Jonathan Bergholdt Jørgensen
- Carla Eleonora Feigenberg
- Sara Fanta Traore
- Mads Rømer Brolin-Tani
- Alvin Olid Bursøe
- Morten Brovn
- Kitt Maiken Mortensen