∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den fortryllende brogede kunst – 1700-tallets billedverden af Charlotte Christensen.
Misundelse er ikke nogen god egenskab at besidde. Alligevel er det netop den følelse, der fylder mig, for hvor kan billedkunsten, kunsthistorien og kunsthistorikerne sagtens. De kan få lov at boltre sig i fortiden, vende og dreje det forgangne for at berige læserne med ny viden, nye iagttagelser og nye analyser.
I teatrets verden, hvor jeg primært hører hjemme, er teaterhistorien bandlyst! Vé den, der i en anmeldelse trækker tidligere opførelser frem, fremhæver forgængere ud i instruktørfaget, skriver om baggrunden hos den eventuelt maltrakterede dramatiker eller prøver at se paralleller fra en ny produktion til en tidligere. Det er ”no go”, i hvert for tiden og ikke mindst hos flere kvindelige teaterledere.
Men inden for kunsthistorien er det heldigvis anderledes. Uddannelsen har ikke mindst tidligere været meget stringent, der har været et konkurrenceelement de enkelte kunstmuseer imellem, og det har nok styrket kvaliteten suppleret med en vis påvirkning fra udlandet, hvor de fleste kunsthistorikere i kortere perioder har haft studieophold.
Kort sagt, man kan derfor glæde sig over endnu en begavet bog – denne gang en artikelsamling fra kunsthistorikeren Charlotte Christensens hånd.
Forfatterens hovedområde er 1700-tallet inden for europæisk kunst, og hun har tidligere bl.a. udgivet en monografi om Nicolai Abildgaard. I denne omgang er det allerede trykte artikler, som nu er samlet, redigeret og suppleret for at give nye perspektiver på primært malerkunsten i Danmark i 1700- tallet og herunder ikke mindst internationale strømninger og påvirkninger udefra til Danmark.
1700-tallet har i de seneste årtier måske været lidt overset, som Charlotte Christensen understreger i forordet og ser det som tidens næsten populistiske interesse for ”guldalderen” i 1800-tallet. Man kunne med rette tilføje, at også den efterfølgende periode med først skagensmalerne og siden hen andre kunstnerkolonier har tiltrukket sig stor opmærksomhed.
1700-tallets billedkunst i Danmark, bl.a. benævnt rokoko, var naturligvis præget af, at Kunstakademiet først definitivt blev en kendsgerning i 1754 ved indflytning i Charlottenborg. Det var 100 år efter det franske forbillede, men allerede inden da kunne danske som udenlandske malere efterkomme kongehusets og adelens ønsker om portrætter og udsmykninger. Måske også derfor har 1700-tallet i de senere år været overset af mere ideologiske grunde. Det var overklassens kunst.
Der er desværre ikke et helhedsbillede i artikelsamlingen, men uendelig mange interessante oplysninger og detaljer.
En udsmykning til det nybyggede Frederiksberg Slot (ca. 1699-1703) er interessant og ligeså vægudsmykninger til det, der bliver til Amalienborg Slot. Det var oprindelig fire palæer, bygget af Eigtved i ca. 1754 og først i 1790erne indrettet til bolig for majestæten.
Benoit le Coffre (1671-1722) var dansk maler af fransk afstamning, som udsmykkede Frederiksberg Slots store sal (evt. allerede i 1704) med et stadigt eksisterende perspektivisk loftsmaleri forestillende udklædte gøglere, musikere, tjenestefolk og overklassen.
Charlotte Christensen tager i et helt kapitel bl.a. afsæt i digteren Adam Oehlenschlaeger, der i sin barndoms- og ungdomserindringer fortæller om det slot, han voksede op. Faderen var organist og senere slotsforvalter. Når kongefamilien om vinteren var taget tilbage til byen kunne den lille dreng gå rundt i gemakkerne på Frederiksberg Slot.
Den svenske maler Carl Gustav Pilo (1711-1793), der har malet smukke portrætter af både adelige og kongelige, opholdt sig i Danmark fra ca.1740-1772. Da han vendte hjem til Sverige, blev han modtaget af Gustav d. 3. med åbne arme og udnævntes siden til direktør for det svenske kunstakademi og arbejdede i sine sidste 11 år på det aldrig fuldendte storværk om Gustav 3.s kroning. Også hans liv og levned er Charlotte Christensen specialist i.
Men Nicolai Abraham Abildgaard, den sammensatte og dybt intellektuelle billedkunstner, har igennem årene haft hendes hovedinteresse. I flere artikler fremhæves Abildgaard, bl.a. hans tid i Rom og i bisætninger hans optagethed af Shakespeare. Interessant for en teaterhistoriker er også, at den unge Oehlenschlaeger opsøgte den aldrende Abildgaard for at fortælle om sin egen interesse for mytologien.
Charlotte Christensen er velskrivende og nok også lidt gammeldags i stilen, men netop derfor er bogen en lise at læse og en guldgrube af oplysninger om 1700-tallet. Til gengæld er det næsten som det fortælles om de gamle professorer i bl.a. litteratur. Paul V. Rubow forudsatte f.eks. den store verdenslitteratur kendt i detaljer af de studerende, før de kunne opnå interesse fra professorens side.
Heller ikke Charlotte Christensen giver ved dørene og havde snildt kunnet indplacere de forskellige kunstnere i et større, mere pædagogisk mønster. Det havde også været klædeligt i en så omfangsrig artikelsamling at have en oversigt over de mest omtalte kunstnere. Men der er styr på noter og referencer.
Bogen er i klassisk lay out og støttet af en række fonde.
Udkommet på Gyldendal.