∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den glade Enke 2,0. Re-premiere på Det Kongelige Teater.
Det er ”kun” tre et halvt år siden, at denne satiriske opdatering af ”Den glade Enke” havde premiere. Men det meste af vores samfundsopfattelse er vendt på hovedet på grund af Ukraine, Gaza og senest en uhåndterlig toldkrig. Woke-tendensen er også svær at tøjle, mens verden på det storpolitiske felt er rykket sammen – og det modsatte.
Det, som var til at forstå og le ad dengang i 2021, findes ikke mere: Corona var stadig en fælles svøbe, og lugten af de slagtede mink var endnu ikke forsvundet. Set i det lys kan det faktisk være hip som hap, hvilken historie Lehárs muntre toner fra 1905 pakkes ind i. Vi har alle brug for nogle timers adspredelse.
Derfor er mine ører og øjne måske også blevet mildere stemte, for lidt sjov og glemsel en eftermiddag eller aften op til påske er da ikke så dumt.
Med den østrigske dirigent Karen Kagarlitsky glider musikken og spilles upåklageligt af Kapellet i kjole og hvidt. Operasangerne lyder som mennesker, når de taler, det er et fremskridt. Her er ikke mindst Sine Bundgaard som den ombejlede enke en stor gevinst og ligeså den unge Anders Kampmann som Danilo, den udkårne skørtejæger, egentlig et baryton parti, nu sunget af Anders Kampmann som er tenor i dag.
Handlingen er tåbelig allerede fra begyndelsen i 1905, så moderniseringen ved Adam Price gav lidt sjove hug til hele vort politiske og kulturelle system dengang i 2021. For i stedet for det højere diplomati er det i teaterverdenen, handlingen foregår, og ”den glade enke” har arvet pengene efter en rig slagteriejer fra Jylland. Så kan alle politiske partier vist være tilfredse med Nationalscenen.
Teksten synes stadig lidt vovet, og Woke-bevidstheden har vel slået endnu mere igennem. Der må i dag være grænser for, hvad man må sige om kvinder og sex uden at blive misforstået, og hvordan korpigerne må danse?
Både Adam Price og Det Kongelige Teater har i øvrigt været igennem mediemøllen for alt muligt, så gamle værdier smuldrer i samme tempo som politiske partier kommer og går, og skatteministre og såmænd også kulturministre udskiftes. Der er sket noget siden 2021.
Kasper Holten kan heldigvis få et show til at glide, og Adam Price kan skrive sjove replikker. Derfor må det gøre ondt i et hvert kulturmenneskes hjerte, at penge er det eneste som i virkeligheden batter ifølge opdateringen. Replikkerne er gode, mens sangteksterne dog på dansk fortsat er lidt gumpetunge.
Sjovest og mest relevant er nok replikken om den lidt for smarte teaterdirektør. Skal han meldes til politiet for underslæb og lign. eller blot forfremmes? Og så han bliver han kulturminister! Politik i en nøddeskal.
Mange sangere er gengangere, og de er kun blevet endnu bedre – fra Morten Staugaard som teaterdirektøren til Lise Baastrup, en ekstra rolle som djøf’eren, der ender med at styre det hele.
Steffen Aarfings scenografi er stadig stor og symbolsk med en enorm diskokugle, der kan åbnes og åbenbare to halvkugler, som udnyttes til flere etagers kontorer og en flot svungen trappe, som hører til både på et teater og i en gammel operette. Meget imponerende og ganske teknisk.
Kostumerne ved Ida Marie Ellekilde er vist nærmest de samme, men hvor de tidligere så lidt for almindelige ud, er øjnene måske blevet lidt mere slappe her i 2025, hvor et genbrugsideal overskygger alt. Så nu er det ok med Brandtex og lign.
Kort sagt – det, der kunne stikke af og provokere i 2021, synes nu mere ufarligt – og det hele er blot en spøg – indplaceret i en nutid fra i går og i forgårs.
Publikum var fornøjet.
Læs i øvrigt min gl. anmeldelse med flere forklaringer.
sep. 2021:
https://www.kulturkupeen.dk/den-glade-enke-2-0-paa-operaen-det-kongelige-teater/
Dirigent: Keren Kagarlitsky
Dirigent: Nick Fletcher
Iscenesættelse: Kasper Holten
Genopsætningsinstruktør: Line Kromann
Scenografi: Steffen Aarfing
Kostumedesigner: Ida Marie Ellekilde
Lysdesign: Ulrik Gad
Videodesign: Luke Halls
Koreografi: Signe Fabricius
Genopsætningskoreograf: Thea Carla Schøtt
Korsyngemester: Karine Locatelli