∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den indbildt syge – hos Grønnegaards Teatret.
Olaf Johannessen er ikke kun fortræffelig, han er suveræn i rollen som Argan: på en gang ukrukket i sproget og frastødende i sin adfærd. Det kan ikke gøres mere overbevisende og er ikke gjort bedre i mange årtier på en dansk scene ved fremstillingen af Molières franske rigmand fra 1600–tallet.
Argans hele liv er blevet hans helbred. Derfor er omgangen med læger vigtigere end alt andet, og af samme grund må hans unge datter bortgiftes til en læge. Dermed kan Argan slippe for alle de dyre lægeregninger!
Men datteren vil noget andet, for hun er forelsket. Hertil må den snarrådige tjenestepige hjælpe, og så kører komedien. Det er Molière fra 1600 tallet, men minder grangiveligt om Holbergs komedier 60 år efter!
Olaf Johannessen er for en gangs skyld omgivet hele vejen rundt af gode skuespillere, men hvor er det synd for hele opsætningen, at instruktøren, Charlotte Munksø, har valgt at gøre forestillingen latrinær til bristepunktet eller, så kloakken er lige ved at blive tilstoppet for at blive i forestillingens univers.
Nok lægger Molières stykke fra 1673 op til, at den menneskelige fordøjelse sættes i centrum, men aldrig visuelt, dertil var teaterkulturen på Solkongens tid alt for raffineret på overfladen. Verbalt er det hele pakket ind i regningerne fra de udhalere af læger og apotekere, der dengang (som i dag) tjener på menneskets hang til hypokondri. For Argan bliver det til en strøm af lavementer, klystre og medikamenter, der skal hjælpe på det hele.
Grønnegaards Teatret har selv afbildet et af de vidunderlige stik fra 1600 tallet, der viser en forestilling af ”Le malade imaginaire” under overværelse af Ludvig den 14. i 1674 i parken til Versailles. Dog ikke med Molière selv i rollen, for han døde næsten på scenen i 1673 i selv samme rolle. Mon ikke forestillingen blev holdt rimeligt stramt i 1674?
Det latrinære er noget, som af og til findes i visse danske sommerrevyer, men bør ikke være i en klassisk tekst. Værre bliver det rent visuelt, for med en symbolsk potte med indhold er det ikke nødvendigt med fantasi og en Argan, Olaf Johannessen, der igennem hele forestillingen er iklædt skidenbrun-plettet nattøj. Øv.
Men forestillingen er ellers meget velfungerende og næsten silhuetagtig i sin stramhed i en lidt tillempet version af en gammel oversættelse af Johannes Marer fra 1892 til Dagmarteatret. Selvfølgelig er der nogle småjusteringer ligesom i kostumerne. Som det ofte sker, balancerer de midt imellem noget fra ca. 1700 og mere moderne og helt moderne, for det er også en pointe. Figurernes tidstypiske – eller atypiske syn på verden skal kunne aflæses i deres kostumer. Argan, som den bagudskuende rad han er, bærer en alt for stor paryk (af og til) og bliver derved karakteriseret som en navlebeskuende mand, der lever i fortiden og hellere vil sende datteren i kloster end give hende til den, hun elsker. Argans broder, der er fornuftig og ”moderne” er i helt up to date sommerlig hørhabit med solbriller i panden –spillet raffineret og kækt af Mikkel Arndt, der som altid behersker sproget.
Resten af skuespillerne er gode, men det virker som om, instruktøren ikke har været helt ned i detaljerne i det retoriske hos flere af skuespillerne. Ann Eleonora Jørgensen har charme og kraft som den effektive tjenestepige Toinette. Det er hende, der svarer til Holbergs Penille-figurer.
Der er styr på trodsigheden og kærligheden i Andrea Øst Birkkjærs forelskede datter, Angelique, der også synger en lille, fin sang. Unge Tryggvi Sæberg Björnsson er en glædelig overraskelse i det, der ofte går hen og blive en ren fiskerolle: den unge elsker, Cleante, der må agere sanglærer for at få et glimt af den udkårne.
Nicolai Jørgensen har et par roller. Som en af de frygtede læger, doktor Purgon, svinger sproget imellem flere dialekter og lidt fransk accent. Det kan være en pointe, at alt er påtaget og påklistret hos denne læge, men forvirrende er det alligevel. Mere styr er der over Steen Stig Lommers rolle som den anden læge, Doktor Diafoirus.
En ganske sjov forlængelse af Molières historie er visuelt lagt ind, så man ser Argans unge hustru nr. to, der har en affære med notaren, som er mere end opsat på at sikre en bid af formuen til den griske hustru, hvis eller når Argan dør.
Visuelt er det underskønt at skue. Scenografen, Laura Løwe, fortæller selv i programmet, at inspirationen kom fra det stadigt eksisterende anatomiske teater i den bygning i Bredgade, hvor Medicinsk Museion i dag er indrettet. Huset inklusive salen blev tegnet af Hofbygmester Peter Meyn (1749-1808) og opført i 1785-1787 som bygning for det Kirurgiske Akademi – ved siden af Frederiks Hospital, tegnet af Eigtved og Lauritz de Thurah få årtier tidligere.
Dermed har scenograf og instruktør også udskiftet den kendte stol, som Argan har siddet i igennem flere århundrede ved teateropførelser – med en lægebriks. Helt fint og yderst velfungerende, når aktørerne som vanligt i Grønnegaards Teatrets forestillinger også her løber op og ned ad trapper.
Det hele er holdt i lyse farver – inspireret af de reneste hospitalsinteriører og sat over for Argans snavsede kostume, ses kontrasten.
På den måde er meget lykkedes i denne opsætning, måske ikke så konsekvent nyfortolket som Munksøs ret geniale “Jean de France” for få år siden samme sted, men langt hen ad vejen gode løsninger, men stadig mere end synd, at det latrinære ikke mindst i første akt skal fylde så meget.
Medvirkende: Olaf Johannessen, Ann Eleonora Jørgensen, Andrea Øst Birkkjær,
Nicolai Jørgensen, Camilla Lau, Mikkel Arndt, Tryggvi Sæberg Björnsson og Steen Stig Lommer
Bearbejdelse & iscenesættelse: Charlotte Munksø Scenografi & kostumer: Laura Løwe