∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den mørklagte musik, dansk musikliv under besættelsen.

Henrik Engelbrecht er en gudsbenådet formidler og arkivrotte, og hans nyeste værk er endnu en stor og gennemarbejdet bog, denne gang om dansk musik i perioden 1940-45.

Hvor emnet kunne være traurigt og repeterende, er det lykkedes Henrik Engelbrecht, præcis som han har gjort i flere af sine tidligere bøger om dansk musikliv, at fastholde læserens interesse og ubesværet spække teksten med de nødvendige oplysninger om realpolitiske spørgsmål og data.

 

I dette tilfælde oprulles forholdene for danske musikere igennem 1930erne, for det blev jo forudsætningen for de endnu mere komplicerede vilkår, som krigen bød udøvende musikere.

Den arbejdsløshed, som bredte sig blandt hele befolkningen i de hårde 1930erne og herunder ikke mindst blandt musikere, blev siden hen en ikke uvæsentlig årsag til, at nogle få danske musikere valgte side i tyskernes favør i håb om en bedre professionel fremtid.

Der peges ikke fingre i bogen. Men meget beskrives.  Beretningen om musikken i de fem mørke år i danmarkshistorien begynder detaljeret med rettergangen i november 1945 mod forlags- og musikmanden Bjørn Erichsen, som idømtes 10 års fængsel, bl.a. for en liste, som bogen aftrykker i dansk oversættelse. Her nævnes danskere med tilknytning til musiklivet. Hver og en bliver karakteriseret af Erichsen i forhold til deres tyskervenlighed. Uhyggelig og meget frastødende læsning.

Bogen, der ellers hele vejen igennem er kronologisk, slutter med en konstatering af, at Bjørn Erichsen allerede efter et par år i fængsel blev løsladt. Han kunne siden leve godt af bl.a. moderens penge indtil sin død i 1970.

Engelbrecht skelner på imponerende vis ikke imellem finkultur, underholdning og satire.

Måske var teaterbranchen et område, der tidligst fik de nye tilstande at føle.  PHs i dag berømmede vise, ”Man binder os på mund og hånd”  gik igennem censor Normanns hænder i tillempet form, og Liva Weel kunne synge visen i forestillingen ”Dyveke”, mens publikum rejste sig andægtigt op hver gang. Den historie er velkendt og vigtig. Premieren på ”Dyveke” fandt sted d. 31. maj 1940 med Arne Weel som direktør i Riddersalen.

Ligeledes huskes stadig sangeren, Axel Schiøtz’s stærkt påskønnede aktiviteter med alsang og understregning af “den danske sang”, men ikke mindst takket være Henrik Engelbrechts portrætbog af sangeren, udkommet i 2025.

Hvis man som jeg elsker statistik, så deltog 750.000 danskere i Alsang rundt om i det ganske land d. 1. september 1940. Det var en femtedel af befolkningen, skrev en avis, hvis forside er afbildet.

Ligeledes er det godt med lidt statistik, når den generelle arbejdsløshed i 1930erne og i 1940erne skal forstås. I 1930erne var 25 procent (af den mandlige voksne befolkning?) arbejdsløs, men tallet dalede, da tyskerne i 1940erne begynder at bygge bunkers m.m. og brugte dansk arbejdskraft!

Et mærkeligt  og tidsmærket emne er militærmusikken. I begyndelsen af 1930erne have radikale og socialdemokratiske kræfter besluttet, at der ikke skulle være militærorkestre rundt om i landet. Men da besættelsesmagten brugte musikken som ”våben”,  blev der en ny opblomstring af de decentrale danske orkestre. Et område, som sikkert mange militærinteresserede vil kunne dykke ned i.

”Den mørklagte tid” er en bog, der bygger på årelange studier og har man læst nogle af Engelbrechts tidligere bøger, bl.a. om musiklivet i Tivoli og biografien om Axel Schiøtz, kan man nikke genkendende til en del. Pointen ved Engelbrechts musikformidling er bl.a., at han dykker ned midtimellem det finkulturelle og den folkelige stemning, og i det område, har ikke mange historikere eller musikhistorikere været tidligere.

Engelbrecht har denne gang også valgt at have et stort noteapparat, over 950 noter, indekser m.m. Det er en fornuftig disposition. I det hele taget er Engelbrecht som formidler klog og favnende, så læseren ikke føler sig hverken for uvidende eller det modsatte.

Hvor orkestrene i Danmark igennem1930erne oplevede en udsultning, blussede aktiviteterne op under krigen , og efter krigen blev det nye tider, hvor landsdelsorkestrene dannedes.  Her kan jeg ikke lade være med at tænke på de bestræbelser, der var i 2010erne under bl.a. kulturminister Uffe Elbæk om at nedlægge et eller flere af landsdelsorkestrene. Som bekendt lykkedes det ikke, men til gengæld fik politikerne DR til at handle og lukke ned for DRs Underholdningsorkester. Heldigvis var musikerne her standhaftige og etablerede Danmarks Underholdningsorkester, som i dag kan fejre flotte sejre samtidigt med, at orkestret er musikerstyret!

Når man er så heldig ikke at have oplevet Anden Verdenskrig, er det svært at forstå, hvor modstandskraften kom fra hos de mange danskere, der ufortrødent holdt modet oppe, skabte kunst, var udøvende kunstnere eller, som det også hændte: mange kunstnere forsøgte at skabe lidt glemsel for befolkningen i form af den rene underholdning.

Bogens mange illustrationer sætter en stemning, hvor heilende arme og uendelig mange flag i militære sammenhænge markerer den totale infiltration af nazistisk propaganda, som dansk kulturliv oplevede igennem de fem år.

Alle områder af underholdnings- og oplysningsindustrien omtales. Den tyske overkommando i Danmarks Radio og ligeledes den censur, som også svævede over Det Kongelige Teaters aktiviteter.  Uhyggeligt  og frastødende, men desværre ikke noget, vi her i 2026 kan ryste af os.

Igennem de seneste årtier  har der gang på gang været perioder, hvor udefra kommende ”tendenser” og ”ismer” har lagt en klam, censurerende hånd på kulturlivet. Jeg skal ikke komme med eksempler, men vi kender alle til selvcensur og politisk korrekthed, der få år efter viser sig at være latterlig og medløbende.

Henrik Engelbrecht har på forbilledlig vis sat lys på fem mørke år i danmarkshistorien. Og selv om bogen kortlægger  en ganske  ubehagelig periode, er mange danskeres indsats dengang noget, som man stadig kan imponeres af og  tage ved lære af.

Udkommer  12. 2. 2026

Udkommer på Forlaget Henrikengelbrecht.dk