∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den politiske Kandestøber på Odense Teater
Egentlig burde Den politiske Kandestøber have undertitlen: ”De politiske mandagstrænere”.
Det er i Odense blevet til en sjov og ganske velspillet, teatralsk version af Holbergs 303 år gamle komedie. Det er flot, at det lykkes instruktøren Stine Schrøder Jensen at fange essensen af Holbergs satire på trods af Thor Bjørn Krebs’ brutale bearbejdelse, hvor kun lidt af den oprindelige tekst er bevaret. Det er synd.
For selv om det er Holbergs allerførste komedie, måske skrevet i et snuptag, opført i september 1722 på Teatret i Lille Grønnegade, er teksten og Holbergs plot imponerende klart. Som han selv skriver i sit Første Levnedsbrev, rette han ikke kritikken mod borgmestre og andre, men …”Satiren sigter alene på almindelige mennesker, der sidder på værtshusene med et krus øl og holder regnskab med både borgmestre og generaler, eksaminerer kongers og fyrsters forhold og fælder dumdristigt deres dom over…..” ( Citeret efter Jørgen Stegelmanns indledning til en udgave fra Sesam, 2000.)
Det lyder alt for bekendt med disse politiske mandagstrænere. Derfor behøvede Odense Teater ikke at give plads til så mange nye dialoger, intriger og plots, som om Holberg ikke var god nok. Mod slutningen, med rigelige lån fra Holbergs ”Jeppe på Bjerget”, dog med modsat fortegn, (for her er det Herman Bremen, der, i sin kvide over at være en uduelig politicus, selv lægger strikken om sin hals) erkender: ”Et er et søkort at forstå et andet er skib at føre”. Der er forskel på teori og praksis. En vigtigt pointe i 1722 og stadig i 2025. Det burde også nye partier og folketingsmedlemmer skrive sig bag øret. Og embedsværket!
Der findes mange forskellige muligheder for at modernisere Holbergs vidunderlige satire. F.eks. havde de i Odense blot kunnet køre en hel klovnebus ind på scenen og ladet passagererne snakke og tage sig friheder i #metoo’s navn. Men så platte er de ikke i Odense, til gengæld ” banger” Claus Riis Østergaard, kandestøberen, ustandseligt i bordet, og det er faktisk vittigt, selv efter mange gentagelser. Klar besked til Moderaternes formand.
Alle personer er karikerede et sted midt imellem blandet fastelavnsfest og alm. teaterspex med fuld forklædning i fortid og nutid og en drejescene, der, lige som kostumerne, også er uskøn at skue med både Hermans dagligstue, en teatergarderobe og en rådssal. Scenografien ved Martin Eriksson fungerer rent teknisk, men det ligner ”skrab sammen materialer” både scene og kostumer. Det direkte uæstetiske befordrer ikke spillet og trækker hele underholdningen i en lidt forældet retning.
Det samme bliver også resultatet, når kønnene blandes, så kvinder skal spille mænd og vice versa med forvrængede stemmer. Jeg ved godt, at det har været moderne et stykke tid og måske står i en uskreven ”how to do” manual om teater i 2010-erne og 20-erne. Men anstrengende er det og skygger for den gode og aktuelle fortælling, som vitterlig ligger hos Holberg.
Når instruktøren skal have ros, skyldes det tempoet og det niveau, som de fleste af skuespillerne er i stand til at holde på trods af den ny tekst og det triste look.
Kandestøberen Herman holder til på det lokale værtshus, hvor han sammen med sine kammesjukker, de andre håndværksmestre i den lille by, der hos Holberg er Hamburg, i Odense den lille fiktive by Gramberg. De gejler hinanden op. Herman vil være borgmester og lave alt om, og de andre billiger hans politiske tanker, for selvfølgelig bevæger byen sig i den forkerte retning. Heroverfor vil et par af byens rigtige politikere spille Herman et puds samtidigt med, at de selv, i denne version, er flossede i kanten med interne aftaler, der lugter lidt af minkskandale, men blot er strå som grisefoder. De bilder Herman ind, at han allerede er borgmester, og så begynder de mange problemer at hobe sig op. Herman ved ikke, hvordan de løses. Det kendes vist også i nyere dansk politik! Tænk på Havets Minister!
Som altid hos den ugifte Holberg (og hos Moliere) er der et ungt par, der ikke må få hinanden i begyndelsen, men…
Herman er klædt i hawaiiskjorte og stor mave, lille strikhue og store briller. Claus Riis Østergaard fylder rollen perfekt og er både morsom og nuanceret. Han når ud i alle vilde hjørner. Riis Østergaard har lagt en Axel-Strøbye-maske, som er sjov med sammenknebne øjne(?). Man tror på ham midt i galskaben.
De andre følger trop i alt for vilde kostumer med store sløjfer i pastelfarver. Fru kandestøber, Geske, spilles helt ud i en vild karikatur af Malene Melsen, der er i overall og træsko og ikke mindst husmoderlige, turkise gummihandsker og har en stemme så hæs som flere brune værtshuse. Geske styrer alt, når hun er på scenen. Handskerne bliver Geskes svar på Nilles krabask i ”Jeppe på Bjerget”. Også det fungerer perfekt.
Holbergs obligatoriske unge par fylder fint. Lidt umage synes de at være, men til sidst får de hinanden. Den unge mand spilles med fine nuancer af Kristoffer Helmuth i den generelt svære ”fiskerolle”, som en ung, intellektuel mand, der elsker, men ikke kan accepteres af svigerfader. Heroverfor giver Lea Baastrup Rønne datteren fuld skrue, for hun er så forelsket.
Mindre vildskab havde klædt forestillingen, hvor flere af skuespillerne heldigvis trækker i den modsatte retning, bl.a. Mikkel Bay Mortensen og Louise Davidsen.
Men takket være det samlede spil og det effektive tempo, er stemningen på scene og i sal hele vejen igennem munter, og det er jo ikke at kimse ad.
Men en fornyelse af Holberg-traditionen blev det ikke til i denne omgang, selv om Stine Schrøder Jensen måske næste gang med større tiltro til både Holberg og skuespillerne kan nå et stykke længere.
Dramatiker, forfatter: Ludvig Holberg
Instruktør: Stine Schrøder
Koncept /tekst : Thor Bjørn Krebs
Scenograf: Martin Eriksson
Medvirkende:
Claus Riis Østergaard
Malene Melsen
Lea Baastrup Rønne
Louise Davidsen
Kristoffer Helmuth
Cecilie Gerberg
Klaus T. Søndergaard
Lars Simonsen
Natalí Vallespir Sand