∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den store Gatsby som ballet på Det Kongelige Teater.

Flot er det: en ny helaftensballet med hele balletkorpset på scenen i strudsefjer og høje hæle til George Gershwins toner og Fitzgeralds historie.

Ved åbningen af anden akt bliver Rhapsody in Blue (1924)  spillet. 17 minutter senere kulminerer musikstykket, og så sidder alle dansere, uanset rolle og kostume, ved scenekanten og bevæger armene i takt til den jazzede rytme.  Det er vildt og et overraskende øjeblik, der samler alle ballettens intentioner, og dette moment måtte godt have varet endnu længere. Samtidig varsler musikken også det store, forventede sammenbrud. Her er ingen nåde.

Fitzgerald og Gershwin

Det er en storslået opsætning med en helt ny balletversion af F. Scott Fitzgeralds roman fra 1925. Det kan vist godt opfattes som en håndsrækning til det brede publikum.  For med ”fri leg” i komponisten George Gershwins samlede oeuvre er det musikalske på plads og giver igennem hele balletten den rette 1920er-forfaldsstemning.  Men når der indimellem tændes for grammofonen og den gamle, autentiske lyd høres, bliver stemningen alligevel enden mere perfekt. For Kapellet i graven måtte godt have givet lidt mere af den gamle tidsånd i eksekveringen af partituret, som er sammensat af Frank Moon.

Koreografien står den 53 årige Arthur Pita for. Han er portugiser, opvokset i Sydafrika, videreuddannet i London og nu med et langt cv med opsætninger på mange balletscener.

Hans tilgang er semiklassisk, for nok har korpigerne høje hæle på, men der danses også med tåspidsskoene.  Heldigvis forholder han sig langt hen ad vejen tro mod romanens grundidé: at beskrive en fascinerende, men dødsens farlig tendens i det daværende amerikanske samfund, hvor penge, guld og glimmer overskyggede alt. Samtidigt vises også den helt umulige kærlighed imellem to mennesker, Gatsby og Daisy, eller som man altid har troet, Fitzgerald og hans excentriske kone, Zelda.

De mange betydningslag hos Fitzgerald kommer fint frem i balletten og synes desværre alt for aktuelle på baggrund af den nuværende verdenssituation. Et kritisk blik på ”den amerikanske drøm” er ikke at foragte lige nu, som også den nye balletchef Amy Watson, der selv er amerikaner, kan kommentere i programmets forord.

Vilkårene på Operaen

Den store Gatsby danses på Operaen, hvor scenen er stor, bred og såmænd også så dyb, at det fra parterrets lave sæder kan være mere end svært at overskue det hele, når både solister og korps folder sig ud. For der sker meget deroppe,  og egentlig kræver netop denne ballet flere gennemsyn før alle detaljer falder på plads, herunder også sammenhængen og en eventuel kontrapunktisk udnyttelse af Gershwins vidunderlige musik.

En klassiker

Historien er en klassiker, også for os europæere, om den rige Gastby, den ultrafeminine Daisy og fortælleren Nick.

Tiden er de vilde 1920ere i USA med spiritusforbud og deraf følgende sortbørs samt en umættelig lyst til underholdning.  Gatsby er en ukendt rigmand med et enormt palæ og store fester.  Den unge mand Nick bliver bindeleddet til den udkårne Daisy. Som ung og fattig soldat blev Gatsby forelsket i hende, men hun valgte en rigmand i stedet og et liv på overfladen.  Da de endelig mødes igen via unge Nicks mellemkomst, plusser kærligheden op, men igen vælger Daisy Gatsby fra.

Balletten tager de fleste detaljer med, også den fatale ulykke, hvor Daisy kører sin ægtemands elskerinde ihjel. Efterfølgende bliver det set som Gatsbys brøde, og den afdødes tankpassermand skyder ham i sorg for derefter selv at begå selvmord.  Daisy dapper blot videre, og kun unge Nick står sammen med præsten til Gatsbys begravelse. Dermed slutter balletten som også tidligere versioner af den ikoniske roman.

Koreografi og scenografi

I Pitas koreografi er der flotte optrin med masser af strudsefjer og svingende dameben, for sådan var det dengang i et kønsopdelt samfund, hvor sex var en slags handelsvare. Det meste er i farveskalaen hudfarvet eller bordeaux og sort. Flot, indimellem overdådigt, men der skal også noget til at favne den store scene. Derfor ruller en kæmpe bil ind og ud af scenen samtidig med diverse palæer, hytter og en tankstation samt restauranters stole og borde skal frem og holde historien i gang. Det hele kører næsten på hjul og skinner, men af og til er der lidt for mange sortklædte, moderne scenefolk, der skubber med og dermed knuser illusionen. Behøvede der at være så mange sceneskift? Den moderne teatergænger kræver ikke 1:1 naturalisme for at fatte essensen af historien.

Scenografien i smukke hvide nuancer og forskellige, lidt for markante sammenstillinger af lysbilleder i baggrunden kunne måske have været økonomiseret på en anden måde – men det er en urpremiere, som kan og bør justeres lidt.

Den store Gatsby. Ny Ballet på Det Kongelige Teater. Operaen. 2025. Foto: Camilla Winther.

Scenografen Gary Mc Cann har set godt og grundigt på nyere amerikansk billedkunstnere, bl.a. Edward Hopper (1882-1967) og ikke mindst Eric Fischl (1948), hvis malerier ofte har en giftig grøn-gul undertone.  At også bagsiden af det moderne samfund med fabrikker i baggrunden flyder sammen med den overordnede elegante æstetiske tone, understøtter drømmen om luksus, som sandelig også foregår ved poolkanten. For det hele er delikat og dekadent, men ikke værre end at man næsten accepterer det.

Danserne

I kærlighedsscenen imellem Gatsby og Daisy er der endelig lidt klassisk dans, smukt og indfølt ved premieren danset af Ryan Tomash og Caroline Baldwin. Men det er nu alligevel Andreas Kaas som fortælleren Nick og Tobias Praetorius som en joker, en Mickey Mouse-maskeret springgut, der hver især stjæler opmærksomheden, når de er på scenen.

Derimod er alle korpigerne flotte på linje, men, hvis man tør antyde det i 2025 – lidt for magre, men det er jo vilkårene, når det er skolede, klassiske balletdansere, der er på.

Spørgsmål

Er der noget galt med denne Gatsby-variant? Måske, måske ikke. Intimiteten mangler, det er for storladent, selv om det selvfølgelig i sig selv er en pointe hos Gatsby. Men som publikummer mister man indimellem overblikket, og ligeså med Gershwins toner, som jeg troede at kende og plejede at elske.  Musikken bliver næsten for voluminøs og kraftig i det københavnske operahus, der som bekendt skyldes en enkel dansk rigmands lyst til at give en gave.

Det trykte balletprogram ved Lise Kaiser er som sædvanligt fint og oplysende.

www.kgl.teater.dk