Kommenteret af Ulla Strømberg.
Den store Sylvester – bog om Leif Sylvester Petersen.
Bogen er stor, titlen pompøs og uden smalle steder: Den store Sylvester. Bogen med flere hundrede farvegengivelser af Leif Sylvester Petersens malerier og andre kunstneriske udskejelser udkom ved hans 85 årsdag tidligere på året.
Leif Sylvester Petersen er multikunstner og blev oprindelig kendt som halvdelen af gøglergruppen Clausen og Petersen. Sjovt nok havde Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen mødt hinanden, da de udstillede på Kunstnernes efterårsudstilling i 1969. Hurtigt blev de venner og arbejdskammerater. De var vilde dengang med forskellige talenter og et politisk budskab helt ude til venstre, som ikke mindst kom til udtryk i deres væremåde og siden hen i Clausens film. Malerierne af Petersen er mindre specifikke i en politisk sammenhæng.
Efter 1990 bliver maleriet igen alvor for Leif Sylvester, og det er værker fra perioden 1993 til i dag, der er samlet i fødselsdagsbogen.
Som billedkunstner er hans navn bredt slået fast i Danmark, og priserne på malerierne er ikke lave. Billederne er langt fra trivielle, men genkendelige, aflæselige og bliver inden for et meget konkret univers. Samtidigt er der er en oprigtighed i penselsføringen, mens motivvalget primært er små sammentrængte gnomer i optimistiske situationer eller fanget af mørkets mere destruktive kræfter. Disse gentagne modsætninger påpeges også i den korte tekst, skrevet af Iben From, leder af Kunstcentret Silkeborg Bad. Det er et sted, hvor Sylvester Petersen har udstillet mange gange – og også i foråret 2025.
Inspirationen fra Picassos guernica-maleri og fra Cobra-malerne lige efter anden verdenskrig kan skimtes i malerierne. Også flere af de tyske” vilde” malere fra 1980erne har nok dannet inspiration. Men Sylvester Petersen har alligevel fundet sin egen tone og begrebsverden, som han er forblevet tro mod.
Men hvor de gamle malere havde flere forskellige dagsordner og oprørskræfter at kæmpe imod, bl.a. den spanske borgerkrig, Anden Verdenskrig og et delt Tyskland, er det sværere at se, om der er et ægte oprør i Leif Sylvester Petersens værker.
Det naivistiske formsprog og deraf afledte værker burde egentligt være oplagt som illustration til ikke mindst børne- og ungdomsværker, mens de som voksenværker kan synes lidt retro.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor vred og i opposition til alt hvad der var borgerligt, den unge Leif Sylvester var, da jeg engang skulle interviewe de to gøglere til Danmarks Radio. Havde det ikke været for Erik Clausens udglattende charme, var jeg vist blevet smidt på porten – det var i 1978!
Tiderne skifter, og mennesker og kunstnere ligeså. Nu beskrives Leif Sylvester med ord som ”performativ” i de unge dage og en bærer af diverse ”narrativer” i dag. Det er dyre og helt unødvendige ord, men de står i indledningen i bogen. Det bliver lidt latterligt.
Bogen er stor, tung, men flot og billedgengivelserne på de 400 sider er til ug.
Samtidigt er det imponerende, at det lykkedes for Leif Sylvester Petersen i voksen alder at skifte fra gøgler til seriøs billedkunstner.
Udgivet hos forlaget Frydenlund.