Kulturkupeen

Det Kongelige Teaters repertoire 2020/21.

Kommentar af Ulla Strømberg.

 Det Kongelige Teaters repertoire 2020/21.

Det Kongelige Teater klør på trods coronaen og offentliggør et fuldt program for næste sæson. Tak for det. Men var det ikke, fordi vi lige har været udsultet i et par måneder og stadig kan se  frem til endnu lidt kulturel tørke, ville denne kommentar nok være mere kritisk. Nu er vilkårene anderledes,  og vi er bare så juh huj glade for, at teatrene tilsyneladende har overlevet.

SÅ tæt får vi ikke lov at sidde.Ca.1840. Høkerloge I Det Kongelige Teater. Litografi af Edv. Lehmann efter tegning af Fritz Westphal.

Meget er forandret, men troen på teatrets magi og nærvær er tilbage. Optimismen er til at få øje på, ved Det Kongelige Teaters online repertoirefremlæggelse for næste sæson, dvs. september 2020 til maj 2021, som foregik via facebook.   For at være på den sikre side sælger teatret indtil videre kun hvert andet sæde og holder alle rum på max 499 personer. Spørgsmålet er så, om scenen tæller med og hvad med kor og kapel? Det turde ingen tale om ved det ”moderne” presse/publikumsmøde, som foregik via Facebook  med kun de fire kunstneriske herrer: Morten Kirkskov, Nikolaj Hübbe, John Fulljames og Kasper Holten ved hvert sit hjemmeskrivebord.  Men effektivt og informativt var det med Kasper Holten som en suveræn ordstyrer.

Genbrugsfoto fra april 2019. Men de fire mænd er stadig på Det Kongelige Teater:  Fra venstre skuespilchef Morten Kirkskov, balletmester Nikolaj Hübbe, teaterchef Kasper Holten og operachef John Fulljames. Foto: US.

Det er et lyspunkt af uendelige dimensioner bare at forestille sig, at teatrene sammen med andre kulturelle aktiviteter om få måneder vil kunne fungere normalt, og uden at man skal være bange for at gå derhen. Men var det lige nu, teatrene åbnede, ville jeg nok tage ansigtsmaske på for at sidde to-tre timer i et lukket rum.

Repertoiret inden for alle genrer er heldigvis uden dommedagsvisioner, bl.a. fordi ideerne  er vedtaget tilbage i efteråret 2019. Teaterkunst tager tid.  Kærlighed, begær, frustration og lignende følelser går igen hele vejen rundt – og så et klassisk islæt.  Endnu engang synes opera-afdelingen at være mest fremme i skoene med internationale samarbejder, bl.a. med en ”Tryllefløjten”, som allerede turnerer verden rundt og er skabt af teatergruppen 1927 i stumfilmstil. En ny ”Madame Butterfly” (et japansk samarbejde) og en ny ”West Side Story”. Egentlig havde det været ok for mig i disse genbrugstider blot at få Kasper Holtens Malmø-version, som var flot og effektiv. Til gengæld genopsættes den uinspirerede ”Cosi fan tutte” og den moderne og muntre ”Maskarade”, som har nogle år på bagen. Gad vide om iscenesættelsen holder?

Skuespillet har måttet udskyde den store udendørsforestilling ”Hobitten”, til sommeren 2021.  To af verdensdramatikkens hofnumre skal kæmpe om publikums gunst: ”Et Dukkehjem” af Henrik Ibsen – og Shakespeares ”Hamlet”.  ”Et Dukkehjem” har i de seneste år været spillet flere steder i landet, men for at være anderledes lover Det Kongelige Teater en ung version.  ”Hamlet” kræver, at titelrollen og instruktøren er i synk. Det bliver Morten Kirkskovs udfordring som skuespilchef og instruktør. Han spillede selv titelrollen for år tilbage på Det Danske Teater i en manieret iscenesættelse, så han kender til faldgrubberne.   Esben Smed er Hamlet, mens Jacob Lohmann og Iben Hjejle er kongeparret.   Den nye ”Hamlet” kan kun blive bedre end åbningsforestillingen i Skuespilhuset, som var en ”Hamlet” i ren tysk regiteaterstil med balloner og kaniner.

Den genialt spillede og iscenesatte ”Adressaten ubekendt” genopsættes igen med Søren Sætter Lassen og Lars Mikkelsen.  Anders Juul får lov at løbe videre i den gribende forestilling: ”Jeg løber”, og ”Mutter Courage” med Karen Lise Mynster genopsættes. Den nåede kun nogle få spilledage, før coronaen lukkede ned for det meste.

Napoli. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Henrik Stenberg.

Balletten ryster også op med klassikere og genopsætninger: ”Romeo og Julie” i Neumeiers version fra 1970erne, ”Napoli” er også en gen-genopsætning og så en ny ”Sylfiden”. Så vidt jeg kan læse mig til den eneste store nyopsætning.  Der har næsten lige været en meget grå, men dog eftertænksom “Sylfiden”, bl.a. ved balletmesteren selv. Nu skal det være igen! Balletten synes endnu engang at opleve smalhals sammenlignet med de andre kunstarter.

Adressaten ubekendt. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.

2020/21 bliver endnu en sæson, hvor den aktive opera- og kapelafdeling fører, efterfulgt af fornuftige og publikumssikre skuespil, mens balletten ambitionsmæssigt skuffer. Hvorfor er der så få nye opsætninger!  Er økonomien skævfordelt blandt kunstarterne? Opererer teatret med et indre hierarki, vi ikke kender til? Der er ca. 550 millioner offentlige kroner at gøre godt med plus billet- og sponsorindtægter.  Det skulle da være muligt at få lidt fornyelse ind i balletten.

Taget over en bred front er det et fornuftigt, men langt fra dristigt repertoire. Det skal teatret ikke klandres for i år. Vi må bare være taknemmelige, hvis blot det levende teater kan finde ud af at fungere under nye vilkår, For selv om der er opstået en trend med teaterstreaminger, bl.a. meget imponerende fra Det Kongelige Teater og flere internationale operahuse, bliver det aldrig det samme.  En streaming er gold og lilleputagtig uden varme, mens teater er og bliver det menneskelige møde.

Vi glæder os til næste sæson – evt. med maske på.

Se linket til hele repertoiret:

 https://issuu.com/kglteater/docs/a0_saesonbog_2021_web_enkeltsidet?fr=sMTAzMzkwNDM4Mg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *