∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det Mørkeblå, sorgcabaret på Bådteatret.
“Det Mørkeblå” er helt ualmindelig i dansk sammenhæng lige nu. For “Det Mørkeblå” er en neddæmpet cabaretforestilling, der handler om sorg, og altså hverken om køn eller alder, men simpelthen længsel efter noget og det at miste.

De tre aktører klæder hinanden, når den ene scene eller sang glider stilfærdigt over i næste situation. Kun få af teksterne har bid og slagkraft, men det hele er afmålt og på en ganske raffineret måde vokser det musikalske ud af teksterne, mens de tre skuespillere bemægtiger sig den lille spilleplads.
De er alle gode og professionelle, mens teksterne langt hen ad vejen er stramme og afmålte. Men det er som om, der mangler det ekstra boost, dernede i bunden af skibet, hvor hele dekorationen udgøres af to smukke, halvoffentlige bænke.

Amalie Dollerup, Martin Bo Lindsten og Line Staun supplerer hinanden som tre voksne mennesker midt i livet. Men vi fanger ikke direkte deres karakterer eller personligheder, mens de bevæger sig ud og ind af teksterne. Dog fremføres det hele så overbevisende, at selv om man ikke direkte bliver ramt, så lytter man dog koncentreret. Hvad nu? Sker der noget uventet?

Hvorfor publikum midt i en svær storpolitisk og til dels lokalpolitisk tid skal have denne sorgcabaret må dog stå hen i det uvisse.

Men skal man i byen og er stemt for det eftertænksomme og stilfærdige, kan denne velspillede cabaret, ”Det Mørkeblå”, godt anbefales. For den er anderledes og ikke ueffen, men traurig og uden lys.
Iscenesættelse Michael Skytte
Dramaturg Anja Ohlsen
Medvirkende Amalie Dollerup, Martin Bo Lindsten
Sangskriver & medvirkende Line Staun
Scenograf/lysdesigner Sebastian Just Lyddesign Jens Villy Kock Sang- Stemmecoach Jacob Damsgaard Ditlev Tekster udarbejdet af Anja Ohlsen, Sebastian Just, Michael Skytte, Kjøllmoen/Vedel & ScarPoetry
Konsulent fra Det Nationale Sorgcenter Anitta Guldberg Administrationsassistent Emma Vingborg
Pressebilleder Johan Klitgård
Ledelse Michael Skytte, Marianne Groth, Sebastian Just.