∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Dialogues des Carmélites eller Karmeliterindernes samtaler på Det Kongelige Teater.

Endnu en sejr på Det Kongelige Teater takket være operainstruktøren Barrie Koskys faste greb, et velspillende Kapel og gode sangere.

Det er operaen om de 16 nonner, der henrettedes i Compiègne i 1794, få år efter den franske revolution var gået i gang. På en uhyggelig måde er beretningen fortsat ”moderne”, og det faktum er skrækindgydende.

 

Med den australske operainstruktør Barrie Koskys smukke, minimalistiske iscenesættelse synes historien, skrevet af forfatteren Georges Bernanos, alt for aktuel og nutidig om at sige farvel til den brutale samtid og søge fred. For nonnerne ville ikke gå på kompromis over for oprørerne, der krævede, at de skulle afsvore deres tro og lyde de nye magthavere.

Hændelsen fandt sted i virkeligheden, og komponisten Poulenc (1899-1963) skrev selv både libretto og musik i kølvandet på Anden Verdenskrig, mens nye uroligheder og forfølgelser rundt om i verden truede.

Men operaen ønsker måske også at beskrive en indre angst, som kan mildnes ved tro, for i 1936 fik komponisten en stærkere katolsk tro.

Operaen var et bestillingsværk til La Scala i Milano, og urpremieren fandt sted i 1957. Få måneder efter blev operaen opført i Paris, på fransk. Siden har alverdens scener haft operaen på repertoiret, inklusive Det Kongelige Teater i 1997.

Barrie Kosky er en af de mest ombejlede operainstruktører i disse år, og den version, som Det Kongelige Teater nu viser, havde oprindelig premiere i 2023 ved Glyndebourne Festivalen. I mange af Koskys iscenesættelser lykkes han at omsætte en klassisk og kendt opera til noget medmenneskeligt og forståeligt på tværs af tid og  landegrænser.

Fortolkningen og opsætningen af Poulenc’s opera er ikke blevet mindre aktuel siden 2023. For den uro, der lige nu er i  den vestlige verden, giver her i København mærkelige erindringer om bl.a. angrebet på den amerikanske kongres i 2021 og de seneste ICE-optøjer.  Her stormede almindelige borgere i bogstavelig forstand fundamentet i amerikansk demokrati i Washington.  Det samme sker i denne opera.

Egentlig foregår handlingen jo i 1790erne, men Kosky har i samarbejde med scenografen Katrin Lea Tag på genial vis ladet begyndelsen, hjemme hos Marqis de la Force foregå  i 1700 tallet, men i det øjeblik, at den unge kvinde, Blanche, vil være nonne, for at forsvinde fra den verdslige verdens gru og ødelæggelse, er tiden umærkelig rykket op i nutiden. Det ses ved små, visuelle detaljer, som eks. at nonnernes kjoler går lige over anklerne, så man ser deres sokker og sandaler. Små madskåle er af plastik i flere farver, og Blanche løfter demonstrativt et moderne strygejern. Så er det på plads.

Resten er ren minimalisme og klassisk, lige indtil verden udefra bryder ind til de 16 nonner og siden henretter dem alle, én for én.

Den rene, æstetiske og simple scenografi  har grønne, skrånende vægge, indimellem løse stole, der naturligvis er slidte og tidsmærkede af det 20. århundrede. Men mod slutningen falder eller gennembrydes den ene mur på uhyggelig vis, og unge sortklædte, moderne rebeller af begge køn, som alle tror på en anden verdensorden, angriber de 16 uskyldige nonner. Håret klippes af, navneskilte, som var de allerede i en koncentrationslejr, hænges på dem og undergangen er nær. Vi slipper for selve guillotineringen – og tak for det, men lyden er der, og nonnernes sko, par efter par, kastes mod en væg. Netop sko er et særligt symbol hos Karmeliterne, hvor nogle, for at vise ydmyghed, slet ikke bar sko.

Musikken er smuk, indimellem engleblid, af og til med interessante pauser og opbrud. Poulenc havde, årtier før denne opera blev komponeret, bevæget sig igennem mange forskellige musikalske genrer og mestrede det meste beundringsværdigt.

De tre timer blev smukt spillet af Det Kongelige Kapel under ledelse af Asher Fisch.

Sangerne er både danske og gæster udefra. Det hele fungerede upåklageligt og hovedpersonen, Blanche, blev på premieredagen sunget af Elena Tsallagova: fint, neddæmpet, men klart, som netop en person, der er fast i sin overbevisning om at forlade den støjende virkelighed. Sine Bundgaard var den nye priorinde og gjorde det med den rette varme og fylde. Åbningsscenen viste Blanches fader, Jens Søndergaard, som en mand, der havde mistet sin hustru, men måske ikke var tilstrækkeligt bekymret for sin skrøbelige datter.

Operaen er sat på programmet 8 gange de næste uger. Kan varmt anbefale denne sjældne perle, som bør opleves af alle med respekt og interesse for det 20. århundredes musik – og for vor fælles samfundsmæssige situation lige nu.

..

Det kan undre, at Det Kongelige Teater hverken i program eller på hjemmeside gør mere ud af den australske instruktør Barrie Kosky. Han har tidligere på Det Kongelige Teater med stor kunstnerisk og publikumsmæssig succes stået bag de seneste opsætninger af “Carmen”, ”Saul” – og “Tryllefløjten”.

Kosky er efterspurgt overalt, også efter at han i 2022 sluttede  10 succesfulde år som leder af  Komische Oper i Berlin.  Hans iscenesættelser ”forhandles” tilsyneladende inden for operaverdenen. Slår man op i ”operabase” er der i de næste fem måneder rundt i verden 9 forskellige operaopsætninger af Barrie Kosky samt hele fire steder produceres hans muntre tegneserie-agtige ”Tryllefløjten”. Den version har heldigvis også været på visit i København. Men hvorfor ikke fortælle det københavnske operapublikum om denne alsidige instruktør? Hvem bestemmer, at Kosky ikke må få nogle ord med på vejen, men at publikum tvinges til at google som vilde før, under og efter forestillingen?

 

I samarbejde med Glyndebourne Festival.

Poulenc:  Dialogues des Carmélites.

Komponist: Francis Poulenc

Dirigent: Asher Fisch

Dirigent: Marie Jacquot

Instruktør: Barrie Kosky

Librettist: Francis Poulenc

Scenografi og kostumedesign: Katrin Lea Tag

Lysdesign: Alessandro Carletti

Asher Fisch/ Dirigent

Marie Jacquot/ Dirigent

Jens Søndergaard/ Markis de La Force

Elena Tsallagova/ Blanche

Juan Francisco Gatell/ Chevalier de La Force

Doris Lamprecht/ Fru de Croissy, priorinde

Sine Bundgaard/ Fru Lidoine, den nye priorinde

Diana Haller/ Moder Marie

Juliana Zara/ Søster Constance

Aileen Itani/ Moder Jeanne

Sidsel Aja Eriksen/ Søster Mathilde

Jens Christian Tvilum/ Kapellanen

Michael Kristensen/ 1. kommissær

Morten Lassenius Kramp/ 2. kommissær

William Pedersen/ Officer

Magnus Berg/ Fangevogt

m.fl.

det Kongelige kapel

Det Kongelige Teaters Kor.

www.kglteater.dk