∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Stor, velskrevet og kilotung hyldestbog til Dirch Passer i anledning af hans 100 år i maj 2026.

Med mange fotografier og et næsten kronologisk flow er der en god, velfungerende vekselvirkning imellem personlige udsagn fra familie og kolleger til en mere officiel, vandring igennem alt det, Dirch Passer nåede på ca. 30 år.

Den multiflittige skribent, Jacob Wendt Jensen, har i de seneste år skrevet en lang række  portrætbøger  inden for film og showbiz. Denne gang har Wendt begået et meget gennemarbejdet værk om en kunstner, som alle over 50 år kender.  Men gad vide, hvordan det står til hos dagens teenagere eller de unge børnefamilier? Ved de hvem Dich Passer er? Men måske er de ligeglade.

Dirch Passer var et fænomen, født i 1926 og død 3. september 1980. Han var en kunstner, der brændte sit livslys i alle ender. Han var en levemand, hvor økonomiske grunde fik andre, mere velorganiserede forretningsmænd til at drive ham rundt i ”manegen”, der talte film, revyer diverse optrædende en smule teater – og følgevirkninger i TV og ugeblade. Sådan blev han landskendt!

Dengang var der ugeblade, formiddagsblade men kun én tv-station. Alle ville have en bid af den store mand, som var usigelig morsom, når han fik lov. Og lov fik han, men gik desværre også frivilligt i ”fælden” hos flere mænd, der øjnede både hans talent og de muligheder, som de selv kunne opnå via Dirchs helt unikke talent og store arbejdsindsats.

I de tidlige år af hans karriere var det teaterdirektør Stig Lommer og hans ABC Teater og Aveny Teater, der nød godt af talentet. Siden Sven Borre, som styrede Dirchs økonomi og blev forretningspartner, mens tredje mand var Aage Stentoft, der bl.a. var revydirektør i Tivoli.

De tre mænd fremstår i bogen, og sikkert også i mange ældre menneskers  erindring, som mænd, der udnyttede den gudsbenådede komiker og ikke gav ham tid til at rekreere imellem de mange og ganske forskellige opgaver.

Den store bog på mere end 400 sider har heldigvis gode oversigter bagest, og kommer samtidigt i de mange letlæste kapitler hele vejen rundt, fra privatliv til revyerne og til de uendelig mange film. Det blev til over 100, hvor nogle få kun var med Dirchs stemme.

Mange af filmene er med moderne øjne ganske tyndbenede, naive  og af ringe kunstnerisk kvalitet, men der er nogle få perler imellem. Tiden var en anden. Der var dog et stort biografpublikum hen igennem 1960erne, mens kunstneriske krav til både indhold og form ændrede sig radikalt i 1970erne.  Tilbage står derfor nogle få ikoniske film som bl.a. “Charles tante”. Måske blev Dirch Passer alt for tidligt sat i bås som den morsomme, utæmmelige mand.

Dirch Passers talent for at være ”morsom” blev hurtigt hans varemærke, men han havde vist en drøm om at ville spille seriøst teater.  Muligheden kom i 1962 hos Stig Lommer på ABC Teatret med John Steinbecks ”Mus og mænd”. Myten om den forestilling har altid lydt, at Dirch personligt blev hylet ud, fordi publikum ikke tillod ham at være en alvorlig, småtbegavet fyr på scenen. Blot synet af Dirch Passer fik stampublikummet til at le.

Men Wendt Jensen har været nede i Filmhusets arkiv, hvor en gammel indspilning af forestillingen er arkiveret, og ifølge hans udsagn ler folk ikke. Alligevel fik Dirch Passer kolde fødder over for det seriøse og kastede sit talent i grams hos den brede befolkningen og de cigarrygende mænd, som udnyttede ham.

Det meste i Dirch Passers liv er kendt, hvis man har læst de mange erindringsbøger, som i de seneste 40 år er kommet om mennesker fra dansk teater og revy. Alle har haft oplevelser med den berømte Dirch, og de har pinedød skullet viderebringes.

Ikke mindst tre mænd blev hans venner og nære kolleger:  først Kjeld Petersen, der døde i en alder  42 år i 1962, så Ove Sprogøe, som blev en kær filmmakker i adskillige film. I de sidste år fandt Passer på revyscenen sammen med Ulf Pilgaard, der i højde var på niveau med Dirch, men med færre kilo på maven.  Både Ove Sprogøe og Ulf Pilgaard var anderledes i deres levevis, der var hverken løse damer eller natcafeer, som en del af livsmønstret.

Familieliv og showbiz kan være svært at forene. Det blev til to officielle ægteskaber og to døtre. Først ægteskabet med Sigrid Horne Rasmussen og efter nogle års samliv med Judy Gringer blev Dirch gift med Hanne Passer.  I de sidste fem år af sit liv blev den dengang unge suffløse, Bente Askjær, en stor støtte for den store komiker, der havde så svært ved at sige nej til at optræde. Med hjælp fra Bente Askjær blev der skruet ned for alkoholen, og levevisen blev sundere.

Parret nåede ikke at blive gift. Med allerede diagnosticerede  hjerteproblemer faldt Dirch om lige før tæppet skulle gå for endnu en aften – midtvejs i sæsonen for Tivolirevyen.  Numrene var anstrengende, og ikke mindst en parodi på Kim Larsen, som på daværende tidspunkt var ved at blive folkeeje, havde Dirch svært ved. Han skulle bevæge sig meget, samtidigt være ironisk, måske ligefrem sarkastisk. Selv efter flere uger syntes Dirch vist ikke nummeret var optimalt. Det slider på en skuespiller, når en rolle, et nummer, nogle pointer, ikke går i hak.

Bogen er letfordøjelig, uden mange modhager, hvor de allerfleste personer og aktører som sagt er beskrevet i et positivt lys. Wendt deler aldrig karakterer ud, men får alligevel beskrevet de uhyggelige markedsøkonomiske vilkår, som de store stjerner arbejdede under hen igennem det 20. århundredes anden del, hvor underholdningsindustrien begyndte at tage fart takket være medieudviklingen.

Ophavsret talt man i øvrigt sjældent om, og pengemænd, ofte med cigar i munden og glas i hånden, lukrerede på de store kunstnere, der ikke havde talnemme.

Det er trist, forkasteligt og frastødende, og selv om man måske ikke kan lide fagforeninger etc., har de i hvert fald inden for teater- og revybranchen sikret folk menneskelige arbejdsvilkår.

Udkommer 26. 2. 2026

Forlaget Peoples Press  www.peoplespress.dk

Dirch Passers 100 års fødselsdag er i maj 2026.