∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Djinn på Blaagaard Teater.
Poetisk og overraskende fysisk forestilling på Blaagaard Teater.
Blaagaard Teater er som ”Lille Storbyteater” på Nørrebro opfordret til at dyrke nærområdet. Med den nye forestilling, ”DJiNN”, lever teatret fuldt op til kravene og gør det på en smuk og kunstnerisk forsvarlig måde. For det handler om seksuel overbevisning og tro, men transformeres igennem forestillingen om til et poetisk teatersprog. Ikke alene er de to aktører, skuespilleren KEVAN NIRWAN SOLIMAN og danseren AFTAB ASGHAR GONDAL overbevisende, hele iscenesættelsen ved teatrets tidligere leder, SARGUN OSHANA, har en rytme og visualitet, som er overraskende fin i forhold til historien og med til at inddrage publikum på en anderledes og afslappet måde.
Udgangspunktet er en digtsamling fra 2024 af ELIAS SADAQ og omsat til den dramatiske monolog af digteren selv.
Historien er uhyggelig og ubærlig. En ung, muslimsk mand, opvokset i Gjellerupparken i Aarhus, forelsker sig i en anden muslimsk fyr fra naboopgangen og ender med stokkeslag for at blive renset og få den onde djævel, DJiNN, uddrevet.
Forestillingen er hverken et opgør med det mandsdominerede muslimske samfund, her i stykket optræder kun en bedstemoder, som også udsættes for vold, eller en vrede over eventuelle tvangsægteskaber imellem 15-årige, som er hovedpersonens fremtidsskæbne, alt tegnet og orkestreret af den dominerende og voldsparate fader.
Men det lykkes at vise, hvordan en ung mand prøver at beherske de følelser, som i dag i det danske samfund på ingen måde er forbudte. Forestillingen kommer derfor til indirekte at stille en lang række spørgsmål, som tilsyneladende slet ikke må diskuteres endsige politisk bearbejdes.
Hele teaterrummet er ændret og stolerækkerne er fjernet. Publikum sidder på et stort mønstret tæppe, bygget på lave bække, som fungerer som rygstød. Det giver associationer til en Moské.
Men midt i det hele står en polestang, som kendes fra både diskoteker og træningscentre. Her kan danseren, den attråede og uopnåelig unge muslimske mand, slynge sig, mens den anden unge mand kan se til, indtil han mod slutningen har fattet mandsmod og måske selverkendelse og selv griber om stangen og slynger sin krop i luften.
Forestillingen er dermed på fineste vis i stand til fysisk at demonstrere det, der ellers skulle bruges adskillige ord på at forklare.
På det poetiske og visuelle plan er forestillingen fint forløst, men efterlader aftryk af et mærkeligt samfundssyn, som er helt uforståeligt i dagens Danmark, 2025.
Medvirkende
- Skuespiller KEVAN NIRWAN SOLIMAN
- Danser AFTAB ASGHAR GONDAL
Skabt af
- Dramatiker ELIAS SADAQ
- Instruktør SARGUN OSHANA
- Scenografi LINA HASHIM
- Lyddesign JACOBE SUISSA
- Lysdesign THORA ERIKSEN
- Dramaturg CHRISTINA WENDELBOE
- Scenografisk konsulent ROSA BIRKEDAL
- Scenograf assistent NORA RAY ABRAHAM
- Instruktørassistent CLARA MORILD MARCHMANN
- Fotograf JASKO BOBAR & KAROLINE LIEBERKIND
- Videograf JONAS FOGH
I samarbejde med
- Den Danske Scenekunstskole
- TAK TIL; KBH+, AskovFonden, Wilhelm Hansen Fonden, Statens Kunstfond, Thit Aaberg for latexmaske arbejde, Homoware for lån af harness, Tara Hashim Jensen for makeup arbejde.