∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Don Juan af Molière i Skuespilhuset, repremiere. Rødt i rødt.
”Don Juan” er strammet op med flere nye skuespillere, men stadig samme i forførerens rollen. Det har dog udløst en ekstra stjerne i denne omgang. ( Se i øvrigt gl. anmeldelse:)
For to år siden havde Anna Balslev premiere på sin moderne version af Molières ”Don Juan”. Der var flere problemer i den opsætning, selv om det visuelle var meget interessant: Siden da har Anna Balslev fået velfortjent ros for en moderniseret version af Strindbergs ”Et Drømmespil” og senest, her fra Kulturkupeen modtaget 6 stjerner for Ödon von Horvaths ”Kasimir og Karoline”.
”Don Juan” af Molière er ikke en nem opgave. Dykker man ned i teaterhistorien, var der slet ikke succes i Paris tilbage i 1660erne ved stykkets fremkomst. Men København tog faktisk godt imod teksten i de tidlige år i 1700 tallet – også før Komediehuset åbnede i Lille Grønnegade.
Forskere har med glubende appetit igennem århundreder kastet sig over emnet, der kan lidt af hvert (sex og psykologi), og i det 20. århundrede fik fortolkningerne god hjælp af Freud.
Don Juan er libertiner med nogle komplekser fra barndommen, han nedlægger alt og alle, men når erobringen er fuldbragt, må han videre. Han går nærmest i infight med døden og negligerer Gud. Det var særke sager i gamle dage , men det hjalp lidt, at han brænder op til sidst.
Myten ”Don Juan” er som bekendt ikke opfundet af Molière, men tilskrives snarere en lidt ældre tekst af Tirso di Molina i 1630erne. I 1700 tallet blev historien et yndet emne for operakomponister, lige indtil Mozart fejede alle væk med en nærmest genial musikalsk fortolkning.
I Frankrig fik Molière en revival af de store teaterfolk, Jean Vilar og Louis Jouvet, i midten af det 20. århundrede. I Danmark havde den franskorienterede Poul Reumert nogle begavede oplæsninger af teksten (men undlod en scenisk opsætning). Preben Uglebjerg var forføreren i flere opsætninger, også i 1960erne. Men alle teaterfolk ved, at dramateksten på ingen måde kan måle sig med Mozarts fortolkning, og derfor holder de fleste sig væk fra Molières ord.
Instruktøren Anna Balslev
Anna Balslevs teatergreb går igen i flere produktioner: hun åbner den brede scene, lader skuespillerne fungere som marionetter, der følger en nøje koreografi pakket ind i et stemningsskabende lydbillede. Og når det går optimalt godt som i ”Kasimir og Karoline” skyldes det nogle skuespillere, der evner at forløse teksten, så man bliver ramt.
Freja Klindt Sandberg var ikke mindre end et lille under som Karoline, der i den grad var dobbeltbundet i alt, hvad hun sagde og gjorde i et miljø balancerende imellem mellemkrigstidens Tyskland og landet i 1960erne med uro, mur m.m.
Men nu drejer det sig om ”Don Juan” på skuespillets håbløse scene, som Balslev dog har leget lidt med. Og der er skiftet ud på skuespillerholdet. Det er mere end godt. Simon Kongsted kan tale og fylder flot ud som donna Elviras broder. Ligeså er Laura Skjoldborg en veltalende donna Elvira, Don Juans hustru, som han hurtigt kedes ved.
Sganarelle-figuren. den hurtige og trofaste tjener (hos Mozart: Leporello) spilles nu af Özlem Saglanmark, og det gør hun med alle odds imod sig, for det er jo en manderolle, men hun gør det fint og nuanceret. For ikke alene skal denne underdanige være til tjeneste hele tiden.
I Anna Balslevs fortolkning er også Sganarelle offer for Don Juans tilnærmelser. Det ender med, at de bader sammen, næsten nøgne. Ak ja, så er vi tilbage i det moderne regiteater, hvor skuespillerne helst skal blive våde, men efterfølgende som pæne skolebørn tage tørt tøj på for øjnene af tilskuerne, så de ikke bliver syge inden næste forestilling. Helt lavpraktisk, men lidt eller meget ødelæggende for illusionen.
Problemet i denne iscenesættelse er fortsat titelfiguren – spilet af Morten Hee Andersen. Han har scoret triumfer i tv-serier, men det klassiske udtræk er ikke hans stærke side og når oversættelsen, her af Per Aage Brandt, stadig kræver en skolet stemme, bliver det kompliceret. Morten Hee Andersen kan simpelthen ikke forløse teksten og det er jo ærgerligt.
Så kan der være nok så mange sideblikke til gamle damer på tilskuerpladserne og en løben rundt samt akrobatiske finurligheder, hver gang et nyt offer skal nedlægges. Men teksten er et fransk skuespil anno 1660erne, hvor ordene er vigtige, og når alle omkring ham i denne reviderede opsætning kan tale, bliver det endnu mere mærkbar, alt for mærkbart.
At Anna Balslev er en begavet og interessant instruktør er hævet over en hver tvivl. Men når hun tager fat om de klassiske tekster, bør hun som instruktør være opmærksom på sproget eller have nogle ekstra ører med i prøverummet. Det fortjener både publikum og teaterhistorien.
Se tidligere anmeldelse her i kulturkupeen.dk
Medvirkende:
Don Juan / Morten Hee Andersen
Sganarelle / Ôzlem Saglanmark
Pjerrot / Ari Alexander
Charlotte / Kristoffer Eriknauer
Donna Louise / Karen-Lise Mynster
Donna Elvira / Laura Skjoldborg
Don Carlos / Simon Kongsted
…
Iscenesætter: Anna Balslev
Scenograf: Karin Gille
Lysdesigner: Jonas Bøgh
Oversættelse:: Per Aage Brandt