∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Don Juan på dansk på Den Jyske Opera.
Skuffelse. Skuffelse. Det er hovedindtrykket ved mødet med Den jyske Operas ”Don Juan”, 2026, med nyoversat dansk libretto ved Simon Duus.
Gamle Scene gav rammerne denne aften, d.9.3. , og måske var det her, det gik galt for produktionen, der er tænkt til en mindre danmarksturné og skal opføres forskellige steder. Selvfølgelig er Det Kongelige Teaters Gamle Scene krævende, men sådan er præmisserne, og det ved Den Jyske Opera alt om.
Med Anne Barslev som ny chef har jeg fra dag ét syntes, at det er en fin idé at opføre de store operaværker på dansk, præcis som man gjorde for måske 50 år siden. Det er mere folkeligt, fjerner nogle barrierer over for publikum, men det kræver jo, at der er dansk talent nok dertil.
Samtidigt ville det også være fint, hvis danske instruktører, scenografer og dirigenter måske igen kunne komme til at arbejde på Den Jyske Opera. Men bag ”Don Juan” står et svensk hold: instruktøren Dan Turdén og scenografen Nina Fransson. Også dirigenten, Gudrun Dahlkvist, er svensk og ligeså flere af sangerne.
Teamet har vist forlæst sig på Søren Kierkegaards berømte skrift om “Don Juan” (skrevet af A i ca. 1843) og har derfor lagt handlingen i den danske biedermeiertid i 1840erne, men suppleret med lidt italiensk gøglerstil. Det kunne være godt, såfremt scenografen havde været fleksibel og innovativ. Men bortset fra nogle store 1800 tals silkekjoler, der var en grevinde Danner værdig, er det blevet til et par rullende mahognivægge og mod slutningen neonrør på en papvæg og ellers tomhed og gumpetung lysdesign. Det går altså ikke, når man er Danmarks næststørste operakompagni og står over for et af operahistoriens vidundere – i følge Kierkegaard, som danner udgangspunkt for opsætningen – og også efter min ydmyge opfattelse.
Også farvesymbolikken haltede fælt, men alt det kunne være ligegyldigt, hvis sangere levede op til Mozarts krav.
For hvad er en ”Don Juan” uden den rigtige og overbevisende Don Juan? Så bliver det svært at gennemføre den forførelse af publikum, som enhver god teateropførelse skal være.
Andreas Landin, der havde titelrollen denne aften, ville sikkert have været et bedre bud på Leporello, fordi Simon Duus’ unge og lebendige nærvær ville kunne fylde scenen som forfører langt bedre. Og sangermæssigt ?
Denne aften, d. 9.3., dvs. første aften på Det Kongelige Teater med Copenhagen Phil i graven, virkede det, som om der godt måtte have været en ekstra prøve, der havde lært sangerne om rummets udfordringer, størrelse m.m. Ikke mindst de mandlige sangere havde meget svært ved at synge rummet op i første del – og dirigenten lyttede ikke tilstrækkeligt. Bedre gik det efter pausen, men kom kun i de enkeltstående scener med Don Juans forskellige kvindelige ofre til at folde sig ud.
De kvindelige sangere, Laura Helene Hansen, Johanne Højlund og Tessan-Maria Lehmussaari samt Simon Duus sikrede dog aftenen for det nærmest udsolgte hus.
Den danske oversættelse er ny og moderne, indimellem ganske plat. Selvfølgelig fik Simon Duus selv maksimalt ud af sin solo om alle de nedlagte kvinder i Europa med de 1003 i Spanien. Godt var det at kunne le til en opera, men det kræver selvfølgelig også, at iscenesætteren har forstået de mange niveauer, som Mozart og da Pontes mesterværk rummer og ikke, som forordet i det gratis program viser, har forspist sig på eksistentiel filosofi, der så skal omsættes til scenen – uden at det lykkes.
I øvrigt: den moral, der herskede i overklassen i 1700-tallet – og som bl.a. kommer til udtryk i ”Figaros Bryllup” og her i ”Don Juan” er for mig ikke-eksisterende i den mere bornerte 1800-tals biedermeiertid med Heiberg, Hostrup og Hertz på dansk jord og scene. Har den svenske instruktør tænkt på det?
Og hvor blev Kierkegaards forgudelse af Mozart af i denne opsætning? Jeg ledte.
Man kan i øvrigt undre sig over, at ”Don Juan” i dag ikke indsættes i en Epstein-kontekst – eller for den sags skyld i en Weinstein-ramme. Der er nok af fæle mandspersoner at tage afstand fra og hænge ud, men det havde måske været synd for Mozarts toner, som ellers kan klare det meste.
ps. For yderligere at understrege begrebsforvirringen: Operaen har i månedsvis været annonceret med en meget chic plakat, hvor en yngre mandsperson med markante træk og daggammelt skæg er blevet kysset af nogle kraftigt malede læber. Det kunne man godt se langt efter i denne tunge biedermeier-opsætning.
Komponist Wolfgang Amadeus Mozart
Librettist Lorenzo da Ponte
Førsteopførelse 29. oktober 1787 Stænderteatret (tidligere Nationalteatret) i Prag
Don Juan: Andreas Landin / Teit Kanstrup
Leporello: Simon Duus
Donna Anna: Signe Sneh Durholm / Laura Helene Hansen
Don Ottavio: Petter Moen, Gerald Geerink
Donna Elvira: Sabine Bisholt / Johanne Højlund
Kommandanten: Morten Wang
Masetto: Andreas Winther
Zerlina: Tessan-Maria Lehmussaari
Den Jyske Operas Kor
Copenhagen Phil
Dirigent: Gudrun Dahlkvist
Iscenesættelse: Dan Turdén
Scenografi og kostumedesign: Nina Fransson
Dansk oversættelse: Simon Duus