∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Don Pasquale  – pjank og pjat på Det Kongelige Teater.

Det er pjat og pjank og meget gammeldags, men så velsunget og velspillet fra Det Kongelige Kapels side, at jeg overgiver mig, på trods. For selvfølgelig er man  modstander af arrangerede ægteskaber eller anden form for nedværdigende behandling af ikke mindst yngre kvinder. Men stik imod hvad man gør med den store verdensdramatik, senest Tjekhov, tidligere Ibsen, Shakespeare og andre koryfæer, så er et operapartitur og librettoen forholdsvis helligt  og ethvert angreb ulovligt, uforsvarligt.  Råderummet ved operaopsætninger ligger derfor primært i det visuelle.

Og netop her scorer denne “Don Pasquale” point, for det ser nemlig oveni den høje musikalske niveau også godt ud, men logisk er det langt fra tænkt af instruktøren Miriame Clement. Scenografen er Julia Hansen, tysk og i øvrigt scenograf til den nye “Rosenkavaleren” og tidligere på Det Kongelige Teater sammen med instruktøren Miriame Clement “Maria Stuarda”, også af Donizatti.

I Opera buffa, den muntre genre, som “Don Pasquale” af Donizetti er et sent bidrag til, er intet logisk. For Don Pasquale er tæt på den gamle maskekomedie La Commedia dell’arte, dvs. med nogle faste figurer: den gamle mand, doktoren, der kan heksekunster af en hver art, den unge elsker, den udkårne unge pige samt et tyende, der går til hånde. Det er ingredienserne, som hos Donizetti er blevet til en velklingende og sjov musikalsk fortælling med urpremiere i 1843.

Historien er dog grotesk. Mærkeligt at publikum ikke protesterer. En gammel (rig mand) vil i høj alder have en ung hustru og drømmer måske også om børn. Hans nevø,  den eneste arving, vil til gengæld giftes med sin udkårne, men mangler penge. I første omgang bliver han gjort arveløs, men heldigvis for alle kan ”doktoren” lidt af hvert, præcis som Pernille og Oldfux hos Holberg, der jo også var inspireret af den italienske maskekomedie. Så alt ender med, at de unge får hinanden, at den gamle fortsat må leve alene, men her i denne version er der lidt for meget hanky panky  imellem doktoren og den unge pige.  Det forrykker faktisk historien på den forkerte måde. Skal det være moderne?

Musikken er nem at fordøje, munter og varieret af Donizetti, der desværre døde  kun få år efter, i 1851, af Syfilis.

Don Pasquale er på trods af den muntre musik sjældent spillet på Det Kongelige Teater, men denne version har været på turné  her i foråret, og derfor er det en lille spilleplads, som sangere boltrer sig på. Et ofte brugt trick gentages med en drejescene, delt ind i 3-4 lagkagesnitter, der rummer forskellige lokaliteter.

Det hele er holdt nydeligt i en balancegang imellem rokoko og noget yngre og ligeså kostumerne, mens den store overraskelse og clouet er det øjeblik, hvor koret drejes frem og sidder som smukke stenstøtter i perfekt hvidt rokoko antræk med pudderparykker. Så kan hovedpersonerne boltre sig i farver, mens baggrunden med koret er hvid – dog lidt for grelt og egentlig uden sammenhæng med noget.

Jeg hørte det såkaldte 2. hold, men det var helt tilfredsstillende i denne produktion oprindelig med premiere i Glyndebourne i 2013 og med flere genopsætninger. Det  oplyser Det Kongelige Teater desværre intet om, men i dag kan alt jo googles.

Spiller flere gange hen igennem april 2026.

En uhøjtidelig og munter opera, hvis man ser bort fra handlingen.

Komponist: Gaetano Donizetti                                                                     

Dirigent: Robert Houssart

Dirigent: Vito Cristofaro

Iscenesættelse: Mariame Clément

Scenografi og kostumedesign: Julia Hansen

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Lysdesign ved genops.: Andrew Mayen 

Medvirkende bl.a.

Markus Schwartz / Kyungil Ko (Don Pasquale),

Theodore Platt / Orhan Yildiz (Malatesta),

Santiago Ballerini / Alberto Robert (Ernesto),

Louise McClelland Jacobsen  / Sofie Lund (Norina)

m.fl.

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel.

www.kglteater.dk