Kulturkupeen

Drømmebyggerne

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vinterferien står i børnefilmens tegn. De sidste par uger har der været premiere på Dolittle og Ella, som vi har anmeldt her på bloggen. I denne uge har vi Drømmebyggerne på programmet. En original og fantasifuld tegnefilm film for de større børn.

Foto: SF Studios

Den 12 årige Minna(Emilie Koppel) befinder sig i et vadested. Hendes mor har forladt hjemmet for at realisere sig selv som sanger. Hendes far er blevet forelsket i en ny kvinde med en datter, der hedder Jenny(Caroline Vedel Larsen) og er på Minnas alder. Snart flytter Jenny og hendes mor ind, og det er bestemt ikke idel lykke. Jenny sidder døgnet rundt med sin mobiltelefon i hånden og lægger billeder på Instagram. Hun har 1000 følgere, der skal serviceres, og bliver ulykkelig, når nogen kritiserer hendes opslag, Hun er dybt afhængig af de sociale medier og stræber konstant efter at tage sig godt ud og være first mover. Og så er hun strid og nedladende over for Minna, vel at mærke i Minnas eget hjem. Det lykkes endda Jenny at overtage Minnas dejlige bløde seng, så Minna må tage sig til takke med en klapseng.

Foto: SF Studios

Minna har et andet liv, som foregår i hendes drømme. Der tager hun hen hver nat og møder Drømmebyggerne, der kan ændre folks personlighed gennem deres drømme. Måske kan Minna med hjælp fra Drømmebyggerne ændre Jennys personlighed, så hun bliver en god bonussøster i stedet for en plageånd?

Temaerne om skilsmisse og nye familiekonstellationer er noget børn kan forholde sig til. Det er rigtigt fint, at der bliver lavet tegnefilm om et emne, som vedrører så mange af dem. En stor del af filmen foregår i drømmenes verden, og her synes jeg, at filmen halter lidt. Visuelt er drømmescenerne meget flotte. Det vrimler med små blå mænd i kobberrustning, der arbejder flittigt med at skabe drømme, alt imens de bevæger sig i stor hast på skinner rundt i nattehimlen. I længden bliver det imidlertid noget forvirrende og ustruktureret. Man mister tråden.

Foto: SF Studios

Der kunne også godt have været mere karakterudvikling i filmen. På trods af det Jenny går igennem både i den virkelige og drømmeverdenen, ændrer hun grundlæggende ikke adfærd.

Når der er sagt er Drømmebyggerne sjov, underholdende og overraskende.

Bag filmen står instruktør og manuskriptforfatter Kim Hagen Jensen som også har været involveret  i Den utrolige historie om den kæmpestore pære(2017) et festfyrværkeri af en tegnefilm. Drømmebyggerne er delvis inspireret af en drøm han selv har haft en nat, hvor han oplevede et hul i selve drømmen, og han kunne iagttage et helt byggehold, der arbejdede på skabe drømme.

Han siger: Ultimativt bliver Minna klar over, at det ikke handler om at manipulere og ændre Jenny, men at acceptere og inkludere hende, som hun er. Derved oplever Minna nu glæden ved at få en ny ven, der komplementere hende, samt at en ny stærkere familiekonstellation kan tage form. En god morale.

Drømmebyggerne er solgt til 24 lande i Europa, samt til Kina, Sydkorea, Latin Amerika m.fl.

Censur fra 7 år.

Instruktør: Kim Hagen Jensen




Trailer: SF Studios

Premiere: 6. januar 2020

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *