∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En dag på Stranden – Den Hirschsprungske Samling.
Den hirschsprungske Samling giver i de næste måneder mulighed for en lille hverdagsflugt – og det er ikke så dumt i disse tider, hvor nyhedsstrømmen kun sender mørke og uhyggelige meldinger. En nostalgisk hvilepause kunne den nye udstilling også kaldes, og det serverer Den Hirschsprungske Samling i allerhøjeste grad og med bravur.
Under overskriften ”En dag på stranden” – vises i tre rum dansk 1800-talskunst, når den er allermest velkomponeret og tillige afslappet.
Det må have været sjovt at samle ind, for museet har suppleret sin egen fine samling af bl.a. skagensmalere med lån fra andre museer og har tillige modtaget en større langtidsdeponering af værker fra samme periode, blot i mindre format, fra et spansk/dansk par.
P.S. Krøyers vildt romantiske og mageløse billeder af Skagen Strand er kendte og ligeså Anchers lidt tungere, men stadig charmerende gengivelser af livet ved strandbredden – om det er kvinder eller brave fiskere.
Det spændende ved den nye udstilling er de mange mere ukendte malerier af danske kyster.
Hvilket smukt land, vi bor i, hvis bare ikke griske investorer og badelandsentreprenører tog over og byggede der, hvor naturen i århundreder har hersket.
Mange af malerne, som har stået lidt i skyggen af Krøyer og Ancher, kommer til deres ret: Lauritz Tuxen, Thorvald Niss og Carl Locher bl.a. Mest interessant er nok de malere, der sjældnere vises på museumsvæggene i disse år: C.F. Sørensen og en for mig helt ukendt Henrik Jespersen med et fint maleri fra Stevns Klint ved Storedal, malet i 1882.
Udstillingen kan og bør blive et rigtigt tilløbsstykke. Og det fortjener museet. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det hele er pakket ind i gardiner, sandfarvet gulvtæpper og mærkelige siddepuder, der skal illudere sten på stranden.
Værkerne er gode nok i sig selv. Rummene på Hirschsprung er fint proportionerede og behøver ikke det ekstra skub, som den indkaldte scenograf har leveret og peppet udstillingen op med. Synd er det også, at man på fransk salonmanér sætter masser af billeder sammen, så de visuelt dræber hinanden. Igen: tro på kunsten, den er faktisk god nok. Samtidigt er museets udvalg interessant og anderledes i en tid, hvor vi alt for ofte drejer hovedet mod udlandet og med smarte engelsksprogede overskrifter tror os moderne.
Med udstillingen kommer publikum igennem hele 1800-tallet og forbi både guldaldermalernes indtryk fra vandkanten og siden hen de vandglade skagensmalere og hornbækfarere.
At Willumsen er tilføjet, men bag et gardin for ikke visuelt at forstyrre, forstår jeg ikke – og slet ikke, når værkerne faktisk rækker ud over den afgrænsede periode, som udstillingen selv har besluttet: 1830-1910.
Men den undren må ikke skygge for, at udstillingen er sympatisk, positiv i en for mange mennesker mærkelig og diffus tid. Engang imellem har vi brug for at glemme øjeblikket og måske ligefrem kigge tilbage. Det er mere end muligt på Den Hirschsprungske Samling.
Udstillingen går siden videre til Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Et fint katalog med billeder af samtlige udstillede værker følger udstillingen – og fotos af Lars Peter Elfelt supplerer indtrykket af livet ved de danske kyster.