∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Endnu en dag i Guds skaberværk – Det Kongelige Teater.
Suverænt spil af Iben Hjejle i jordnær dramatisering af københavnerroman.
Vi er tæt på fliserne på Nørrebrogade og Blaagaardsgade. For Katrine Marie Guldagers roman ”Endnu en dag i Guds skaberværk” handler om det nære, det danske samfund og mest af alt om en københavnsk, dansk kvinde i 50erne, som er vred, meget vred.
Dette portræt forløses suverænt af Iben Hjejle, der for hver ny rolle i disse år vokser rent talentmæssigt, mens hendes spinkle skikkelse såmænd stadig kunne tilhøre en 20 årig balletdanser.
Instruktøren Camille Sieling Langdal viser endnu engang stor lydhørhed for det stille spil, de indre følelser, som ikke skal udtrykkes med arme som vejrmøller, men snarere i bitte små ændringer i kropsholdning og måske tonefald. Iben Hjejle honorerer til fulde både instruktørens krav(?) og forfatterens intentioner, og hendes stemme ligger i et nyt, fint leje.
I øvrigt er det instruktøren, der har stået for dramatiseringen, der måske kunne være strammet lidt op mod slutningen, hvor det kører i ring, og historien hopper rundt i erindringsglimt. Hvis der skæres ca. 10 – 15 minutter ud, er det et fint, acceptabelt og vandtæt portræt af en kvinde, der har været nede at vende og måske nu snapper efter ny luft.
Men det er endnu engang en lidt mærkelig, uhåndterlig, basal vrede, som den i dag 58 årige forfatter, Katrine Marie Guldager, giver udtryk for. Selvfølgelig er det ikke selvoplevet, men det er svært at forstå, at der er så lidt formildende i kvinden Lottes livssyn – også hvis man ser på de andre bøger, som indgår i den ”vredens trilogi” fra Guldagers computer: ”Birgitte med Th” (2023), ”Jeg hører hvad du siger” (2024) og den tredje: ”Endnu en dag i Guds skaberværk” (2023).
Systemet (læs Danmark) er kørt sur i sin egen selvfedme, og fortællerpersonerne (i hvert fald i to af romanerne, som jeg har læst) har selvfølgelig ret (!). Men de er brudt sammen i et uforståeligt selvhad og i en ensomhedsfølelse, som de burde gøre op med. Der er nok at sige om at løbe panden mod en mur, at være ensom, at føle sig udenfor, at miste, men …
Historien
I denne omgang har Guldager dynget meget oven på hovedpersonen Lottes skuldre: Hun har altid følt sig udenfor, har ikke før i slutningen af 30erne fået en uddannelse, møder først en mand som 35 årig, får ingen børn, – han forlader hende, hun mister sit job, og så dør han.
Her begynder stykket, hvor hun, Lotte, som en anden udskudt personage sidder op ad en mur, sammenkrøbet. For eksmanden er faldet om, måske efter et slagsmål, i hvert fald er han stendød, når hun ligger midt på scenen uden at kun genoplive den usynlige mandsperson. Så fortsætter jagten på dødsårsagen, mens en ulykkelig, utilpasset søn/papsøn angler efter hendes støtte, og hun samtidigt leger social hjælpeforanstaltning for ovenboen og dennes tre uvorne unger.
Teamet på Det Kongelige Teater med instruktøren, Camille Sieling Langdal, Iben Hjejle og som den yngre mand, Alexander Bryld Obaze, samt scenografen, Laura Rasmussen, har i den grad fået et stykke brugsteater ud af den lille, vrede, velskrevne roman. For der er nok at diskutere om det danske velfærdssamfund, selv om man altid kan få en uddannelse, i dette tilfælde som socialrådgiver, bestride et job i det offentlige, så længe man ikke siger systemet imod, og så i øvrigt leve godt med eller uden arbejde i et byområde, hvor der er cafeer, ølstuer og cykelbåde formet som svaner på søen. De københavnske, genkendelige tegn er med i overtal, men vreden, den er for publikum måske svær at forstå og håndtere.
Scenografien
Et par ord om scenografien af Laura Rasmussen: En smuk, rødlig murstensbaggrund, let buet, flyder ud i gulvet. Her er der en fordybning midt på scenegulvet, hvor de løse mursten kommer til at ligne noget midt imellem kampen om ”Byggeren” og Blaagaards Plads, hvor mursten måske også har været i brug under en vred demonstration. Samtidigt skal hullet midt på scenen også illudere grav (den tomme grav?). Baggrundsmuren kan let forvandles til en trappeopgang ved at nogle sten kan trækkes ud! Godt arbejde fra scenografens side, næsten for gennemtænkt, som en eksamensopgave, for der mangler måske en brudflade, en ”flænge”, et teatralsk element, men smukt og symbolladet er scenebilledet.
Meld dig ind i gruppen af vrede kvinder
Er man fan af de modne, kvindelige danske forfattere og deres tristesse, om det er Helle Helle eller Katrine Marie Guldager, er forestillingen et must. Men det er også bare godt teater, for Iben Hjejle fortjener et stort publikum for et nuanceret, aggressivt kvindeportræt, hvor de formildende detaljer skal findes med tættekam.
Medvirkende:
Iben Hjejle
Alexander Bryld Obaze
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Iscenesættelse og bearbejdelse til scenen: Camille Sieling Langdal
Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Janus Jensen
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Tegninger: Claus Seidel