Kulturkupeen

ET FORJÆTTET LAND af Barack Obama.

∗∗∗∗∗

Boganmeldelse af Eva Zierau.

Fortræffelig biografi af Barack Obama.

Den 20. januar 2021 fik vi endelig en ny amerikansk præsident. Vi åndede lettede op, bange for at Trumps tilhængere ville gentage de voldelige optøjer, vi var vidne til kun få uger tidligere mod parlamentet og andre steder i USA. Alt foregik stille og roligt under den 46. præsident Jo Bidens indsættelse.

Det store hav af mennesker som normalt befinder sig på foran Capitol var udskiftet med 200.000 amerikanske flag, der symboliserede de 400.000 omkomne amerikanere i forbindelse med Corona epidemien. Kongressen og Det Hvide Hus var hegnet ind. Nationalgarden, politi, sikkerhedsfolk mv. var allestedsnærværende. Der er tradition for, at den afgående præsident og tidligere præsidenter deltager i indsættelseshøjtideligheden. Trump glimrede med sit fravær, men Barack Obama som Jo Biden var vicepræsident for deltog i højtideligheden. Ligeså var Clintonparret og den republikanske George W. Bush og frue også at finde blandt tilhørerne, da Biden og hans vicepræsident Kamala Harris skulle aflægge deres ed.

Obamas mursten af en bog Et forjættet land udkom på dansk i november sidste år. I denne får man bl.a. en grundig gennemgang af det amerikanske politiske system. Bogen er på knap 900 sider, og således ikke lige sådan en man får læst på en eftermiddag.

Foto: Dan Winters

Bogen går kronologisk frem og begynder med Obamas opvækst på Hawaii og i Indonesien. Han voksede op sammen med sin mor, der havde store ambitioner for sin søn. Faren, der kom fra Kenya, så han så at sige ikke. Moren giftede sig efterfølgende med en mand fra Indonesien, flyttede dertil og Obama fik en lillesøster Maya, som vi ikke hører meget til i bogen.

Da han gik på college blev hans bevågenhed for litteratur og politik langsomt vakt, og han begyndte at interessere sig for borgerrettigheder, sådanne sociale bevægelser hvor almindelige mennesker fandt sammen for at skabe forandring, siger han i bogen. Derfra kastede han sig over græsrodsarbejde i Chicago, kom ind på Harvard Lawschool, hvor han læste jura og blev valgt som den første sorte redaktør på Harvard juridiske tidsskrift Law Review. Det var på det tidspunkt, at han mødte Michelle, der arbejdede på et advokatkontor i Chicago. Obama fortæller rørende om sit møde med hende- hvilket man i øvrigt også kan læse om i Michelle Obamas egen biografi Min Historie, som udkom i 2018, og som vi har anmeldt her på bloggen. Snart åbnede der sig en mulighed for at stille op til delstatssenatet. Han vandt, og derfra startede hans politiske karriere.

Bogen giver en udførlig indføring i Obamas karriere og et indblik i amerikansk politik generelt, specielt i de år, hvor Obama selv var en del af det politiske liv. Herunder den første periode(2008-2012) han bestred posten som præsident. Det er spændende læsning, med en del namedropping som, hvis man ikke lige har amerikansk politik helt present, kan være lidt svær at holde styr på. Sproget er let. Han har humor og tør vise sine svage sider. Han lægger ikke skjul på, at hans ægteskab og børn er altafgørende for ham. Heller ikke på at det ikke altid har været nemt for Michelle at være gift med en mand, der var på arbejde 24:7.

Det har taget mig et stykke tid at tygge mig gennem bogen. Michelle Obamas Min historie var lettere læst, mindre politisk orienteret og fremfor alt kortere. Obama har skrevet hele bogen i hånden. Ja man tror ikke, at det er muligt. At sidde og skrive på sådan et så stort manuskript og ikke selv kunne redigere i det under vejs, ville de fleste af os i dag betakke os for. Om det siger han selv: Jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed.  Han har selvfølgelig sine hjælpere, men alligevel. At manuskriptet er håndskrevet er i sig selv en god historie.

Foto: Pari Dukovic

Bogen kommer vidt omkring. Vi hører om sundhedsreformen, der var svær at få igennem senatet, den globale finanskrise, amerikansk strategi i Afghanistan og attentatet på Osama Bin Laden. Vi bliver indviet i møder med alverdens statsledere herunder Putin og den kinesiske leder Hu Jintao, den japanske kejser Akihito og kejserinde Michiko, europæiske, australske New Zealandske, sydamerikanske og arabiske ledere mm. Obama fortæller gerne sjove historier om dem.

Vi hører også, hvordan det giver et stik i hjertet, at ens børn hvor end de færdes uden for Det Hvide Hus f.eks. i skolen, til sport eller i forbindelse med legeaftaler hos venner er under konstant beskyttelse og bevogtning. Især begræd jeg det faktum, at jeg sikkert aldrig ville få en chance for at tage Malia og Sacha med på en længerevarende bilferie en sommer ligesom den, jeg selv havde været på, da jeg var 11 år med min mor og bedstemor, der besluttede, at det var på tide at Maya og jeg så det amerikanske fastland.

ET FORJÆTTET LAND er spændende og tankevækkende læsning, der giver et imponerende indtryk af, hvad det kræver at bestride et embede, som bliver betragtet som værende verdens mest magtfulde. En fortælling, hvor hovedpersonen selv er indbegrebet af Den Amerikanske Drøm.

Bogen, der er den første ud af to erindringsbøger, efterlader et indtryk af Obama som værende et sympatisk, højt begavet og reflekterende menneske, som på trods af sin position også tør give udtryk usikkerhed og indrømme, at man nogle gange træffer en forkert beslutning. En præsident der på alle parametre står i skærende kontrast til den netop afgåede.

Læs denne velskrevne fortræffelige biografi. Gerne i små bidder. Man kan ikke undgå at blive grebet af ordene og manden bag.

Obamas anden erindringsbog forventes at udkomme i 2022.

Udgivelse: November 2020

Dansk forlag: Lindhart og Ringhof

Forsidebillede: Pari Dukovic

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *