∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et juleeventyr for en skuespiller med mere end 20 medvirkende.
Nyt spillested – ny idé: ”Et Juleeventyr” – med en skuespiller kan nu opleves på toppen af Det Ny Teater i den såkaldte Balletsal. Et næsten eksotisk sted, hvor skuespilleren Kim Hammelsvang spiller mere end 20 forskellige personer fra Dickens’ historie. Det er ganske imponerende og lykkes flot i Jan Hertz’ instruktion. I øvrigt er det Jan Hertz, der har konciperet ideen.

Historien er langt hen ad vejen alt andet end børnevenlig, for den handler jo om den onde Scrooge, der er så nærig, at han hverken under sig selv eller sine medmennesker noget.
”Et Juleeventyr” blev skrevet i 1843, og tiden bevares som regel og ligeledes stedet, datidens London med store klasseforskelle. Historien er simpel:
Kort tid efter den nærige Scrooges samarbejdspartner er død, åbenbarer han sig for Scrooge, og med sig har han tre juleånder.

Ånderne tager Scrooge med til byens mørkeste afkroge for at vise livets uretfærdighed. Da det jo er ”et juleeventyr”, forvandler Scrooge sig. Med en stadig eksisterende modstand bliver han pludselig gavmild og medmenneskelig. Det kommer ikke mindst hans kontormedarbejder til gode og dennes syge søn ”lille Tim”. Her er det næsten obligatorisk at fælde en tåre, når lille Tims krykke beskrives, – i denne omgang ser vi den dog ikke. I utallige andre bearbejdelser humper den lille fattige dreng rundt, og ikke et øje er tørt.
Det hele er imponerende spillet af Kim Hammelsvang, der på et splitsekund kan forvandle sin stemme og kropsholdning fra gammel kone til gnieren Scrooge og mange andre af de personager, der er med i fortællingen, lige fra ånder til mennesker på kontoret.

Det hele foregår på en meget lille scene med få kvadratmeter ganske tæt på publikum. Stemningen er meget engelsk med en plysset lænestol og selvfølgelig Hammelsvang i en udslidt, mølædt, sort frakke. Tekstbearbejdelsen ved Lars Kaaber synes ok, mens oversættelsen måske kunne trænge til en gennemlæsning.
Spillestedet er indrammet af tunge forhæng – og også vejen op er interessant i det meget velholdte Det Ny Teater, for det er en ny og anderledes idé at spille helt oppe under taget.
Lad de mindste børn blive hjemme, men ellers er der god julestemning på Det Ny Teater.

Ekstra: Charles Diskens’ egen barndom var en væsentlig forudsætning for hele forfatterskabet. Han voksede op i skyggen af faderens manglende økonomiske sans, der førte til familiens undergang. Lille Charles kom tidligt på fabrik. De barndomserfaringer blev grundlaget for hans senere forfatterskab, hvor meget realistiske beskrivelser af det engelske samfunds mørkeste sider var dominerende. I øvrigt blev figuren Scrooge siden inspiration for Walt Disneys Joakim von And, der på engelsk hedder Scrooge McDuck.
Kreativt team
Idé og iscenesættelse: Jan Hertz
Bearbejdelse af Dickens’ tekst: Lars Kaaber
Lysdesign:Kasper Beknes
Lyddesign og komponist:Troels Kaaber
Kostumier:Mette Uhrenholt
Medvirkende
Onkel Joakim hedder ikke Scrooge the Duck, men Scrooge McDuck, da han jo er fra Skotland også.
https://en.wikipedia.org/wiki/Scrooge_McDuck
Tak, rettet.Ulla