∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Far flytter ind – komedie på turné med Louise Schouw Teater.

Det er noget så ualmindeligt som en ny dansk komedie. Ligeså ualmindeligt er de  mange små, finurlige vittigheder og genkendelige momenter.  For hvem har ikke haft en irriterende moder eller svigermor – eller en halvfordrukken fader?  Samtidigt er det et moderne snapshot af en ny (eller gammel) tid, hvor, de kloge og fornuftige er den unge generation. De tager ansvar, de har styr på økonomien etc.,mens forældregenerationen lader stå til og morer sig.

Tiden synes skruet tilbage til de dage i 1980erne, hvor Aveny Teatret, Gladsaxe Teater og Jørgen Blaksted Turneen, stik imod elitens forventninger og krav dengang, turde spille lattervækkende teaterforestillinger. Publikum og skuespillere elskede det.

Med stand-up kunstneren, Sebastian Dorsets ”Far flytter ind” er der nok at le ad, det er oven i købet en dramatikerdebut.

Historien kan nemt finde genklang ude i de små danske hjem. For hvad sker der i et moderne, perfekt og strømlinet hjem, hvor alt har sin plads, når den ældre generation melder sin ankomst for good? Faderen er en gammel levemand, der arriverer med kun lidt bagage, men mange dyre rødvinsflasker.

Det er en teaterproduktion, som både indholdsmæssigt og visuelt er up to date i Camilla Bjørnvads delikate scenografi, der har taget en ejendomsmæglerannonce i den dyre ende lige på kornet. Samtidigt er det Kasper Wiltons stramme instruktion og gode musikvalg, der sætter rammerne med en smuk blanding af stilfærdig klassisk musik afløst af en Woody Allen-inspireret jazzsmag.

Instruktøren Kasper Wilton er i 11. time hoppet ind og har overtaget hovedrollen som den besværlige, selvcentrerede, drikfældige, afdankede skuespillerfar. Her afslører Kasper Wilton alt det, som dansk teater vist er gået glip af, for jeg har aldrig set den tidligere teaterdirektør (bl.a. Odense Teater og Folketeatret) på en scene. Men han viser stort talent for at spille en vaskeægte, klassisk flødebolleskuespiller med hang til Shakespeare. Der er store gebærder, smuk stemme og gode hints til både Polonius, den nar, og kong Lear, den ulykkelige mand på vej mod både galskab og død. Godt gået og en imponerende præstation, som er med til at gøre forestillingen til generationernes sammenstød og dermed mere end ren komedie eller kedsommelig afbildning af dagens  SVM-samfund med store uligheder.

Det unge par, Iben Dorner og Paw Henriksen, spiller fint og neddæmpet, mens de  demonstrerer alt det, som bolig- og livsstilsmagasiner fylder siderne med: bornerte, pengeorienterede, økofikserede repræsentanter for den generation, der for øjeblikket sidder på magten. De er begge klædt i dyre naturstoffer, som matcher deres beige hjem, hvor alt er afstemt, intet afviger – indtil invasionen.

Omvendt er den aldrende skuespillerfar i stærke farver og hermed understreges hans måske mere favnende natur. Susanne Breuning, hjemløs mor og svigermor,  arriverer først efter pausen. Hun er ligeledes i stærke farver og matcher faderen  som en stadig sulten, men dog moden femme fatale og hyggespreder. En ren kontrast til datteren. Sådan er det med komedier, hvor konturerne skal være til at få øje på.

Morale: De unge er blege og fornuftige, men også selvretfærdige som den generation, der måtte gøre op med forældrenes hippiekultur og manglende børneomsorg. De ældre er sorgløse og samtidigt sorgfulde  i deres erkendelse af alderdommens snigende overgreb.

Det er i formen komedie, men der er skruet ned i hastighed og dermed fremstår forestillingen seminaturalistisk på den gode måde.

Louise Schouws Teater er noget så ualmindeligt i dansk sammenhæng som et privatdrevet turnéteater, der både producerer for voksne og børn. Teatret har netop fejret 25 års jubilæum, så Louise Schouw  kender sine kunder, dvs. teaterforeningerne rundt om i landet. Her er aldersgennemsnittet ved at være højt, og behovet for  lette komedier er stort.

I denne produktion er der ikke gået på kompromis med noget. Alle yder optimalt, som var det en produktion fra et af landets største teaterhuse. Sebastian Dorset, der bedst er kendt som stand-up’er og komiker, har leveret en tekst, der er både sjov og effektiv, men havde dog haft godt af nogle forkortelser i første del, hvor flere pointer blev skrevet med meget store bogstaver.

Man kommer nemt til at savne de tider, hvor Alain Ayckbourn stod på plakaten eller dengang hvor en Peer Gregaard residerede på Det Kongelige Teater og bl.a. serverede Françoise Sagans “Den besvimede hest”. Publikum elskede det – for publikum ville gerne more sig den gang under den kolde krig – og i dag. Vi lever i en tid, hvor der er brug for åndelige frirum, og der kan teaterkunsten være en vigtig ”spiller”.

Rent kulturpolitisk er en komedie som ”Far flytter ind” helt ved siden af. Den passer ikke ind i “kasserne”, præcis som de unikke sommerrevyer, der vender det politiske på hovedet i skæve vinkler.

Men kan det være rigtigt, at den kulturministerielle målestok (og dermed en række private fondes nye strategi)  kun tror, at teater er lødigt og støtteværdigt, når en forestilling har fået påmonteret egenskaber som undersøgende, grænsesøgende, crossover, eksperimenterende, dekonstruktivistisk, performativ, feministisk og genderorienteret?

 

Far flytter ind

Dramatiker: Sebastian Dorset

Instruktør: Kasper Wilton

Scenograf: Camilla Bjørnvad

Medvirkende: Kasper Wilton, Susanne Breuning, Iben Dorner og Paw Henriksen

Producent: Louise Schouw Teater