∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Faust på Teater Republique.
Skuespillerne får Goethes svære tekst til at stå lysende og klar. Imponerende skuespillerpræstationer.
Med Olaf Johannessen og Søren Sætter Lassen overfor hinanden i ”Faust” som videnskabsmanden og djævelen er meget givet på forhånd. For de to, nu modne skuespillere, er en spændende og ligeværdig match, der på forunderlig vis ikke kæmper mod hinanden, men sammen. De er som skuespillere kunstnerisk set jævnbyrdige – hvilket måske også forplanter sig til fortolkningen, som egentlig gør dem begge til skurke. Om det så var Goethes endelige tanke, skal jeg ikke kunne sige. Som bekendt arbejdede Goethe i årtier på dette, sit livsværk.
Faust på Republique. 2020. Medv. Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen. Foto: Karoline Lieberkind
Hvor Olaf Johannessen spiller en knækket, selvmordstruet mand, der indlader sig med de mørke kræfter i håb om at nå at få bare lidt ud af livet, er Søren Sætter-Lassen en Mefisto med humor og uendelig mange detaljer i denne vævre og dødsensfarlige figur. Men egentlig ville det også være interessant, såfremt de to brillante skuespillere skiftede roller, for så ville både Faust og Mefisto pludselig få nye dimensioner.
Faust på Republique. 2020. Medv. Olaf Johannessen. tegning: Claus Seidel.
Spillepladsen er et mørkt intet med nogle få sorte plader og genstande i baggrunden. Kostumerne er ligeledes mørke – og dermed falder de som sådan ”i med tapetet”.
Det i sig selv og så den stramme beskæring af teksten er med til at forestillingen i høj grad fokuserer på de to hovedfigurer. Og da endelig Gretchen, Faust’s attråede ungmø på 14 år, kommer trippende ind, er hun naturligvis i lysegråt, som en anden lille Askepot. Fint og også uhyggeligt spillet af Siw Ulrikke Maibom. Med moderne øjne et total overgreb, ja en voldtægt.
Også Anne Sofie Wanstrup og Joen Højerslev forløser på bedste vis deres skiftende roller i det tomme rum.
Det er ambitiøst og også lidt højpandet at spille Goethes ”Faust” i et minimalistiske set up med det tænksomme makkerpar Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller som instruktør og scenograf og så IKKE have et lille program eller lille vejledning til publikum. Hvorfor er Goethes tekst beskåret? Hvorfor er mange personer udeladt? Hvorfor, hvorfor? Det er ikke fordi der mangler noget, men alligevel. Forestillingen er klar og i øvrigt ”moderne” i og med Faust midtvejs kaster sig ud i alskens underholdning og på raffineret vis –stadig delvist i mørke – danser til moderne disco- og poptoner, der giver associationer til det sjove, men indholdsløse liv så mange gerne vil leve. Et interessant intermezzo, der netop giver ører og hjerne en pause midtvejs.
Faust på Republique. 2020. Medv. Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen. . Foto: Karoline Lieberkind
Denne ”Faust” er ikke den mest spektakulære version, jeg har oplevet. Der var eksempelvis Sam Besekows 1980er-udgave med scenografi af Lars Juhl som et gammelt farvemættet middelalderspil med en raffineret Mefisto i Jørgen Reenbergs skikkelse, som i øvrigt løb med megen opmærksomhed. I Nullerne kom eventyrfortællingen, ligeledes på Det Kongelige Teater, med Katrine Wiedemann som instruktør i Martin Tulinius’ scenografi. Her var en ”story-telling” direkte visualiseret i en kæmpestor bog på scenen, der i øvrigt gjorde figurerne bitte små. Også en pointe.
Faust på Republique. 2020. Medv. Søren Sætter- Lassen, Olaf Johannessen og Siw Ulrikke Maibom. tegning: Claus Seidel.
”Faust” er en vigtig del af vor kulturelle bagage. Og det er godt med en opdatering af og til. At den korte intro, som følger forestillingen på salgs-hjemmesiden taler om en mand i sin midtvejskrise er måske at indskrænke fortolkningen. For i dag må vi vel droppe kønsdiskussionen og forestille os, at også kvinder kan stille de store spørgsmål til tilværelsen og ikke kun være stopklodser på mandens livsbane.
Det er dog livgivende, at to fremragende skuespillere uden andre hjælpemidler end stemmens kraft og ansigtets mimik kan fremkalde de store følelser og om ikke besvare spørgsmål, så stille dem. Og det er beundringsværdigt, at Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller kan være så konsekvente i deres omgang med de store værker – for et par år siden Dantes ”Den guddommelige komedie” og nu Goethes ”Faust” . Snart er der kun Biblen tilbage.
Medvirkende
Olaf Johannessen, Søren Sætter-Lassen, Anne Sofie Wanstrup, Siw Ulrikke Maibom, Joen Højerslev
Forfatter / Johann Wolfgang von Goethe
Bearbejdelse / Jon Fosse
Iscenesættelse og yderligere bearbejdelse / Staffan Valdemar Holm
Oversættelse / Karen-Maria Bille, med uddrag af Jon Høyer
Instruktør /Staffan Valdemar Holm
Scenograf og kostumedesigner / Bente Lykke Møller
Lysdesigner / Clement Irbil