∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Feberen – ny dansk musical på Det Kongelige Teater.
Med undertitlen køn, frihed og varieté er musikforestillingen tilsyneladende lige til tidens interesse for kvinder, kønsroller og historie.
Den garvede dramatiker Line Mørkeby, med over 40 dramatiske tekster bag sig, har sammen komponisten Niels Søren Hansen og instruktøren Thomas Bendixen i et langvarigt forløb på Det Kongelige Teater, skabt forestillingen, der om ikke vil sætte tingene til debat så i hvert fald vise, hvordan livet var engang.
Men projektet må have været svært. For ingen af personerne på scenen kan fange publikums sympati. The Barrison Sisters er en mærkelig størrelse, som blev berømte og berygtede i en kort årrække fra 1893-1897, og så var det slut.
De var vovede, frivole, appellerende, vulgære og for tidens smag grænseoverskridende i deres ungdommelige, uvidende legen kispus med sex, mænd og tidens moralbegreber.
De kom fra den laveste socialklasse i København og tog med moderen til Amerika, til den ny verden. Siden bragte ”kunsten” søstrene tilbage til Europas storbyer. Men søstrene endte som alle grupper, selv om der her var tale om familiebånd, med at splitte op. Og det var så det!
De fem kvindelige skuespillere, med Andrea Øst Birkkjær, som den ældste og mest entreprenante, og Fanny Leander Bornedal, som den mest troskyldige, er alle velfungerende og får etableret de enkelte søstre med særlige kendetegn. Men de synes ikke at ramme publikum på det følelsesmæssige plan, det hele bliver lidt udvendigt.
Også Morten Brovn som fortæller må kæmpe med den ikke særligt fængende musik, der hverken er fra i forgårs eller fra nutiden. Mads Rømer Brolin-Tani har måske mere at rive i som impresarioen, der viser sig at være ligeså udspekuleret som alle andre.
Forestillingen er effektiv i Thomas Bendixens instruktion og koreografi, men må døje med Line Mørkebys svage manuskript, med uendelige gentagelser, ikke mindst hos fortællerstemmen, og tillige i den ledsagende musik.
Scenografien ved Palle Steen Christensen synes også at have problemer med at fange det skisma, at det både skal være fattigt, fattigfint og i perioder overdådigt for at ende i den totale opløsning. Smukt er det aldrig – men heller ikke frastødende på den uhyggelige måde.
Et svagt punkt i hele projektet er også, at søstrene måske var ganske dårlige dansere, så det grænsede til det pinlige, men det bliver ikke i tilstrækkelig grad præciseret i begyndelsen af forestillingen.
Den ellers raffinerede scenograf Astrid Lynge Ottesens kostumer er pæne, men der måtte godt være lidt variation hen igennem forestillingens forskellige år, og de lidt slappe skulderstropper etc. er svære at analysere. Er det bevidst? Eller er det blot udtryk for en syerske, der ikke har hæftet sømmene kraftigt nok op?
Håndværket er i orden hos både instruktør, musikere og skuespillere. Men hvis der har været så lang forberedelsestid, som programmet antyder, er det mærkeligt, at hverken tekst eller musik har fået de ekstra dimensioner og nuancer, så ”Feberen” kunne ramme en tidsepoke og gestalte nogle mere dialektiske figurer. For der mangler en vilje til, at figurerne også viser varme og engagement, når hele kønsrolledebatten skal rulles ud.
Samtidigt får forestillingen heller ikke i tilstrækkelig grad karakteriseret den historiske tid op til århundredskiftet, 1900.
Forestillingens historie og titel bygger ikke mindst på en bog af historikeren Henrik Appel: ”Barrison-feberen”, der også skriver i programmet.
Kan ikke lade være med at fundere over dansk kulturpolitik inden for teatergenren.
For denne ikke så dybe eller dialektiske “musical” er ikke blot en del af det statsstøttede Det Kongelige Teater, der er yderligere midler via et dramatikerlaboratorium KGL. Dansk, som er støttet af Beckett-Fonden.
Ude på Bakken er der et skur “Bakkens Hvile” med fire bakkesangerinder. Også de har flæser, skrævende ben og synger frivole sange og har gjort det i snart 150 år – de når 148 årsjubilæet i år. Nogle af teksterne er nye, kritiske, dobbeltbundne og ironiske. Pianisten er fremragende, og det er damerne er også. En er tidl. anerkendt jazzsangerinde. Institutionen får ingen statstilskud og har derfor som lignende teatre svært ved at klare økonomien. Hvert år er det med nød og næppe at de kan spille!
Medvirkende på Det Kongelige Teater:
Andrea Øst Birkkjær / Lona
Cecilie Bogø Bach / Sophie
Amalie Husted Mørup / Gertrud
Fanny Leander Bornedal / Inger
Cecilie Gerberg Nielsen / Olga
Mads Rømer Brolin-Tani / Fleron
Morten Brovn / Konferencier
Niels Søren Hansen / Kapelmester
Nikolaj Heyman / Band
Tom Bilde / Band
Emma Elmøe / Band
Rasmus Valldorf / Band
Idé og koncept: Thomas Bendixen
Manuskript: Line Mørkeby
Iscenesættelse og koreografi: Thomas Bendixen
Komponist og kapelmester: Niels Søren Hansen
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: David Andreas Hjerting
Sangtekster: Line Mørkeby