Anbefaling af Ulla Strømberg.
Festspillene i Bergen, 2025 II.
Bergen Festspillene er en udpræget musikfestival, som finder sted i slutningen af maj og begyndelsen af juni hvert år, men alligevel kan der snige sig andre aktiviteter ind. Ikke mindst spændende bliver det, når koncerterne finder sted i mere utraditionelle rum.
Grieghallen blev skabt i brutalismens tidsalder, men når man først er nået ind i det store auditorium, er der en god og varm stemning.
Ved åbningsforestillingen af William Kentridge: ”The Great Yes, The Great No” var det hele borgerskab og den halve befolkning tilstede med Dronning Sonja som æresgæst. ( Se omtalen af den sydafrikanske billedkunstner og multikunstner William Kentridges værk.)
På udvalgte dage under festivalen er der i den såkaldte Spissen i Grieghallen gratis koncerter med yngre musikere: ”Stik innom” er fællestitlen. Det er en rigtig god idé, hvor folk kan smutte forbi i frokostpausen, sætte sig på en stol i førstesals-foyeren, i det vilde glasbur, som spidser til i den ene ende, deraf navnet Spissen. De fleste koncerter er med klassiske toner. De optrædende er fra Griegakademiet. Det er en gammel tradition, og den i dag store, norske wagnersanger, Lise Davidsen, har optrådt ved en middagskoncert som helt ung, kan programmet fortæller. Kort sagt, her kan man være heldig at møde morgendagens store stjerner.
Museet Kode er en moderne samlingsbetegnelse fra 2013 for det store kommunale museumsvæsen, som rummer de mest spændende lokaliteter, inklusive Griegs hus og violinisten Bulls sommerhus ude på en lille ø. (Det vender jeg tilbage til i rapport nr. III).
I byen Bergen har Kode bl.a. til huse i det gamle elværk, Lysverket, en bygning fra 1930erne, som ikke længere er i funktion. I det modernistiske tårn kan der afholdes koncerter.
Det meget anerkendte tyske orkester med 18 musikere, Ensemble Modern, opførte tre ret minimalistiske værker af den japanske komponist Ryoji Ikeda. Orkestret er grundlagt i 1980 og har base i Frankfurt a Main. En vigtig del af deres repertoire består af uropførelser. Musikken passede denne aften til rummet, selv om det var koldt og bart. Alligevel bredte der sig en meget smuk tone og stemning. Moderne kammermusik af de i alt 9 tilstedeværende musikere – alle strygere.
Jeg vil aldrig opholde mig i Bergen ud at tage en smuttur ud til Troldhaugen, hvor Edvard Grieg havde sit hus og komponerende mange af sine værker. Man kan forestille sig den fantastiske komponist sidde ved flyglet og komponere med udsigt til fjord og nåletræer. Der er en særlig stemning.
En nyere, mindre koncertsal, Troldsalen, er meget elegant bygget ind i terrænet og er nærmest usynlig udefra med græstørv på taget. Som tilskuer ser man på scenen og ud mod det smukke landskab igennem et stort vindue.
Da jeg var der første gang, sad en ung russisk pianist og spillede Grieg for fuld kraft. Det var mageløst. Desværre var repertoiret i denne omgang et andet med to yngre kvartetter: Norske Saphir-kvartetten og danske Novokvartetten. Danskerne spillede Sjostakovitsj’ Strygekvartet nr. 9. Interessant var afslutningsstykket af Mendelsohn, en oktet, hvor begge kvartetter spillede sammen. Det var flot, stærk og overbevisende.
Der er mange tilbud under Festspillene, men som tilrejsende kan afstandene godt føles store og lægge en begrænsning på, hvor meget man kan nå rundt til – ikke mindst om aftenen.
Men det var vigtig for mig at gense det nationale dansekompagni for samtidsdans, Carte Blanche som hører til i Bergen, helt ude hvor i hvert fald nogle fugle vender, i en gammel hangar eller lign. Men der skulle være planer om nogle år at få andre og større lokaler.
Den belgiske koreograf, Tromot Martens, har skabt en ny koreografi til kompagniet. For de mange dansere på gulvet var det sikkert interessant at strække kroppen i mange individuelle formationer, men for publikum en smule trivielt. På det store gulv, som var fascinerende udsmykket, kom hver danser ind med en solo i ekvilibrisme, som faktisk blev holdt tiden ud, dvs. ca. 5 kvarter. De gik dog også i nærkamp med hinanden, men blev inden for deres personlige bevægelsesmønster.
Musikken var af og til et par lyde, det var alt, mens kostumerne kunne det, de skulle og var forskellige, men i den monokrome farve blev det også hurtigt trivielt.
Desværre en skuffelse hele vejen igennem, selv om titlen ” Cancel Bertha” lød sjov. Den viste sig at være et anagram af Carte Blanche. Det blev endnu en understregning af, at dette værk var selvcentreret, skabt til dem selv – og ikke til os, der kommer udefra og glæder os til at møde en levende dansekompagni.
Sammenlignet med hvad festivalen ”København Danser” har budt på i år (se seneste anmeldelse) – og også i de tidligere år, var Carte Blanche en stor skuffelse og kunne minde om Dansk Danseteater på en dårlig dag.
Men gid jeg havde haft mere tid til opleve flere af de mange tilbud, som Bergen Festspillene 2025 bød på.
Tredje rapport fra Bergen vil rumme noget om alt det, byen rummer og som ikke kun er musik. Kommer om kort tid.
( Jeg var inviteret af Festspillene i Bergen.)