∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af ulla strømberg.
Først nu forstår jeg intet med Pernille Højmark.
Varm, charmerende og uhøjtidelig cabaret med Pernille Højmark i centrum og kvinden bag det meste. For det handler om hende og så alligevel ikke kun, for måske er det også en lejlighed til at synge nogle sange og livskloge viser, og det gør hun fortrinligt. Forskellige aldersgrupper kender Pernille Højmark som bl.a. en lidt rapkæftet skuespiller, der har været med i flere af de store tv-serier, ofte med en snert af arbejderklasse over sig. Andre har ikke mindst oplevet hende som en syngende del af gruppen ” Sweethearts”.

Virkeligheden er lidt anderledes. Pernille Højmark voksede op i en akademikerfamilie, men den brast, og kun ved at være ihærdig og viljestærk har hun fået sit eget liv, dog med tre skilsmisser bag.
Det fortæller hun hen ad vejen, og mere har man ikke brug for at høre. Så går det ellers derud af med vilde rytmer og en dygtig backing group med Stine Findsen og Peter Michael Jensen ved klaveret.
Teksterne er gode og Pernille Højmark har selv skrevet de allerfleste. De handler helt uprætentiøst om livet, men er aldrig hverken sure eller småfornærmede.

Tre guruer har der været plads til i den velsyngende skuespillers liv: Oswald Helmuth, her repræsenteret ved ”Henne om hjørnet…”, Leonard Cohen og hans bløde stemme for at slutte med Kim Larsen og ”Langebro”.
De tre mandlige ikoner formidler Pernille Højmark på en begavet og personlig måde, så det næsten bliver rørende.
Blandt publikum var der overraskende tilråb fra andre modne kvinder. Pernille Højmark taler ikke kun på egne vegne, hun repræsenterer den tavse flok af aktive, begavede, modne kvinder, som samfundet har glemt.
Pernille Højmark kan synge, har udstråling og nu, i en alder af 65 år, har hun vist, at hun ligesom mange andre af sine skuespillermedsøstre fortsat rummer så meget gods, som de fleste teaterdirektører negligerer.

Jeg vil gerne starte en bevægelse, der skal få modne, kvindelige skuespillere tilbage til de danske teaterscener. Hvem vil være med?
Det nye motto skal være:
MODNE KVINDELIGE SKUESPILLERE TILBAGE PÅ DE SKRÅ BRÆDDER og ikke kun i one woman shows!

Den lille cabaret spilles i Folketeatrets nyindrettede Snoreloftet. Engang var det et charmerende sted, der bar præg af årtiers og århundreders teaterdrift – der var stemningsfuldt teaterstøv! Nu er Folketeatret blevet renskuret og ligner en krydsning imellem et nyt kvindefængsel og en hospitalshall, men takket være et par persiske tæpper og nogle lamper er det, på trods af de ydre omstændigheder, lykkedes at skabe en sød stemning, så man næsten glemmer de institutionsagtige stole og borde! Men teatret bør arbejde videre med indretningen!
Varm anbefaling, udvalgte dage.
Forestillingen er baseret på Pernille Højmarks erindringsbog af samme navn og indeholder både kendte og nyskrevne sange.
Manuskript: Pernille Højmark
Instruktørkonsulent: Lene Skytt
Scenograf: Simon Polli
Kapelmester: Peter Michael Jensen
Lysdesign: Flemming Jensen
Musikere: Stine Findsen, Peter Michael Jensen.
Hej😊
Man har vist glemt at kreditere disse to i andmeldelsen af Pernille Højmarks forestilling.
Lyd: Thomas Meilstrup
Lys: Daniel Mølhave.
Håber i vil tilføje dem.
Uden lyd og lyd ingen forestilling.
Tak.
tak for oplysninger, men teatret havde ikke givet oplysningerne! hej ulla