∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Thibaut (Benjamin Lavernhe) er en berømt, feteret fransk dirigent, der turnerer verden rundt med et stort symfoniorkester. En dag bliver han alvorlig syg med leukæmi og har akut behov for en knoglemarvstransplantation. Han har en søster, der desværre ikke kan bruges i den henseende. Hans mor kryber til korset og fortæller ham, at han også har en tvillingebror Jimmy (Pierre Lottin), som blev bortadopteret i forbindelse med fødslen.
Plakat: SCANBOX
Tiden er knap for Thibaut, så han ser ingen anden udvej end at prøve at finde Jimmi, som ikke siden sin fødsel har haft kontakt med sin biologiske familie. Jimmi arbejder i en skolekantine og spiller i sin fritid på trombone i et lokalt lille marchorkester. De to brødre er vidt forskellige af udseende og sind, men har en ting til fælles: Deres passion for musik. Hvorfor er vi adskilt og ikke sammen spørger Thibaut sin mor. Jeg ville gerne have beholdt jer begge, svarer hun ulykkeligt.
Foto: SCANBOX
Filmen handler grundlæggende om, hvilken betydning de to brødres forskellige opvækst og livsbetingelser har haft for deres respektive liv. Thibaut optræder som dirigent på verdens store scener, og Jimmie gør det samme bare i det lokale forsamlingshus. Begge er imidlertid lige passionerede for musik. Du trak det længste strå siger Jimmi tørt et sted i filmen til sin bror.
For Fuld Musik er original, sjov og underholdende. Der er en god dynamik mellem de to tvillingebrødre, hvis opvækstbetingelser har været meget forskellige, og som i øvrigt overhovedet ikke ligner hinanden. Hverken udseende mæssigt eller mentalt.
Foto: SCANBOX
Bag filmen står franske instruktør Emanuel Courcol, som kan skrive skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter på sit visitkort. For Fuld Musik er i år nomineret til flere priser bl.a. to Cesar priser. En for bedste film og for bedste originale manuskript.
For fuld musik har allerede vundet en pris for Årets Bedste Komedie ved European Film Awards.
Er man i humør til en let fransk komedie, skal man gå ind og se filmen. Vises på fransk med danske undertekster.
Instruktør: Emanuel Courcol
Længde: 103 minutter
Originaltitel: En Fanfare
Sprog : Fransk
Premiere: 22. maj 2025