Anbefaling af Ulla Strømberg.
Fra Ørnen til Øregård – portræt af en farfar, skrevet af Mads Christoffersen.
En rigtig historie fra reservatet, årtier tilbage!
Kultursociologen Mads Christoffers nye bog er meget anderledes end det meste, han tidligere har skrevet, for nok er der lidt samfundsanalyse inkluderet, men det er slægtshistorie og vor fælles, store historie, som er det centrale i denne omgang.
Bogens titel kunne forlede nogen til at tro, at her var endnu nogle glimt fra reservatet nord for København,men undertitlen, ”Stoffers historie” signalerer, at det snarere er slægtshistorie, som er emnet.
For få år siden fandt Mads Christoffersen sin farfars sirligt håndskrevet erindringer, som genkaldte en række historier og betragtninger, som havde strejfet den unge Mads igennem hans opvækst.
Bedstefaderen, Christoffer Knud Christoffersens livshistorie (1879-1955) og ikke mindst hans ungdomsoplevelser er markante og interessante. Som ung var han i Flåden, og i den tid oplevede den unge mand store, uafrystelige begivenheder. I sit professionelle liv sidenhen blev han gymnastiklærer og inspektør på det senere Øregård Gymnasium i Hellerup. Om morgenen og om eftermiddagen havde han flere ekstra jobs som svømmelærer på Charlottenlund Fort og som bogholder. Det fortæller lidt om, hvor arbejdsomme mænd kunne være dengang, hvor der blev arbejdet igennem, og en krævende frue var hjemmegående.
Meget atypisk er det en bog, der balancerer imellem ren dokumentation og fortolkning. Dagbogen er affotograferet på højresider og skrevet ud på venstresiderne. I den sidste tredjedel af bogen fortolkes og indsættes beretningen i en større sammenhæng. Men havde det ikke været for ”Stoffer”s pure ungdom som kadet på eksotiske rejser, var bogen nok ikke blevet til.
Som 15 årig blev Christoffer i 1895 elev på briggen Ørnen, som bragte ham og de andre unge mænd til flere brændpunkter. På Martinique blev de i 1902 øjenvidner til et vulkanudbrud og indgik i en hjælpeaktivitet. I 1908 blev Christoffer vidne til et jordskælv ved Messina og så de grufulde menneskelige omkostninger, der fulgte.
Derefter var den nu snart modne mand rede til at gå i land. Med en gymnastikuddannelse fra Flåden blev han ansat på det, der senere blev til Øregård Gymnasium.
Her blev han en anderledes lærer, der bl.a. bad eleverne om at titulere sig med du. Men mild var hans vist langt fra. Den disciplin, som lå dybt i ham efter de mange år på havet, har noget præget ham på livstid, og det fik eleverne at føle.
Mads Christoffersen går systematisk til værks i slutningen af bogen og opsøger flere slægtninge for at ”fakta-checke” om det hele nu også kunne være sandt. Samtidigt har han selv en barndomserindring om den farfar, der var et livstykke udadtil.
En uhyggelig historie, viderebragt af forfatterens far, er taget med om et mislykket selvmordsforsøg på Øresund. Farfaren ville faktisk drukne hele familien inklusive sig selv. Han var sikkert træt af at være skaffe- og forsørgerdyr og samtidigt spille den veloplagte lærer, underviser etc. Hustruen og moderen til de to drenge, fik ham overtalt til opgive forehavendet. Ingen talte om det sidenhen. Psykologhjælp var ikke noget, man havde i begyndelsen af det 20. århundrede.
Da bogen for få uger siden blev præsenteret, foregik det naturligvis på det i dag ret kendte Øregård Gymnasium, der i øvrigt i 1924 flyttede ind i den smukke nyklassicistiske bygning, tegnet af Hagen og Thomsen, på Gersonsvej i Hellerup.
Ved præsentationen beskrev flere skolen med varme følelser, men ingen havde oplevet tiden med ”Stoffer”. Også derfor er det meget nyttigt med historieskrivning.
Bogen er i øvrigt rigt illustreret med fotos og avisudklip, så man klædes godt på i forståelsen af en epoke med disciplin i skolen som i hjemmet og 6-7 dages arbejdsuge.
Livets gang i reservatet, nej, det talte ingen om dengang, for det var bare hårdt arbejde.
Bogen er udgivet på Forlaget Mondogrande, som ejes af forfatteren og hans hustru, Eva-Marie Møller.
Udkommet i maj 2025. 256 sider.